Psalms 61

David beder om Frelse fra Gud, til hvem han fortrøster sig, 2-5; taler om den Naade, Gud havde ladet ham vederfares, og venter, at Gud skal forlænge hans Dage, 6-8; for alt dette vil han love Gud, 9.

1Til Sangmesteren; til Strengeleg; af David.

2Gud! hør mit Raab, giv Agt paa min Bøn! 3Jeg raaber til dig fra Landets Ende, naar mit Hjerte forsmægter; paa en Klippe, som ellers bliver mig for høj, fører du mig op. 4Thi du har været min Tilflugt og et stærkt Taarn imod Fjenden. 5Jeg vil bo i dit Paulun i al Evighed, jeg vil søge Ly under dine Vingers Skjul. Sela.

6Thi du, Gud! har hørt mine Løfter, du har givet mig Arv med dem, som frygte dit Navn. 7Du vil lægge Dage til Kongens Dage, hans Aar blive som fra Slægt til Slægt! Han sidde evindelig for Guds Ansigt; beskik Miskundhed og Sandhed til at bevare ham!

8Saa vil jeg lovsynge dit Navn til evig Tid, at jeg kan betale mine Løfter fra Dag til Dag.