‏ Psalms 109

Bøn under forfølgelse

Til korlederen: En sang af David.

1 Gud, jeg lovsynger dig.
Forbliv ikke tavs og afvisende,

2 mens onde mennesker lyver om mig,
bagtaler mig med deres falske anklager.

3 De taler ondskabsfuldt om mig,
hader mig, skønt jeg intet har gjort.

4 Jeg elsker dem og går i forbøn for dem,
men alligevel anklager de mig groft.

5 De gengælder mig ondt for godt,
belønner min venlighed med had.

6 Lad en anklager stå frem
og føre sag mod min fjende i retten.

7 Lad ham blive kendt skyldig,
lad hans selviske bønner blive afsløret.

8 Gør hans livstid kort,
lad en anden overtage hans lederfunktion.

9 Lad hans børn blive faderløse
og hans hustru enke.

10 Lad dem tigge sig til dagligt brød
og blive jaget fra hus og hjem.

11 Lad hans kreditorer overtage hans ejendom,
lad fremmede røve hans formue.

12 Lad ingen vise ham barmhjertighed
eller have ondt af hans efterladte børn.

13 Lad hans slægt dø ud,
så hans navn for altid er glemt.

14 Husk hans forfædres ondskab,
tilgiv ikke hans mors synd.

15 Herre, husk altid på hans synder,
men lad hans slægt blive glemt.

16 Han havde ikke tanke for andres vel,
men forfulgte de fattige, pinte de fortvivlede til døde.

17 Han elskede at forbande,
så lad ham være forbandet.
Han brød sig ikke om din velsignelse,
så lad være med at velsigne ham.

18 At forbande andre var en livsstil for ham,
det gennemtrængte ham fuldstændigt.

19 Lad hans forbandelser ramme ham selv og dække ham
som det tøj, han har på, det bælte, han bærer.

20 Det skal være din straf mod de fjender,
der udslynger løgne og dødstrusler imod mig.

21 Herre, frels mig for din æres skyld.
Lad mig opleve din nåde og godhed.

22 For jeg er i stor nød,
mit hjerte hamrer af angst.

23 Mit liv er kortvarigt som en skygge, der forsvinder,
det bliver viftet væk som en flue.

24 Jeg er så udmattet af at faste, at mine knæ ryster,
jeg er kun skind og ben.

25 Folk ser på mig med foragt,
de ryster på hovedet, når de ser mig.

26 Hjælp mig, min Herre og Gud,
red mig, for du er trofast.

27 Så vil de se, at det er dig, der griber ind.
De vil forstå, Herre, at det var dig, der reddede mig.

28 Lad dem bare forbande,
for du velsigner mig.
Deres angreb vil mislykkes,
så de ydmyges, mens jeg fryder mig.

29 Lad mine fjender blive gjort skamfulde,
lad ydmygelsen omgive dem som en kappe.

30 Da vil jeg takke dig, Herre, af hele mit hjerte.
Jeg vil prise dig i alles påhør.

31 For du er på de svages side,
du forsvarer dem overfor deres fjender.