‏ 1 Corinthians 15

Paulus vidner om Kristi Opstandelse og hans Aabenbarelser, 1-11. Imod den korinthiske Fornægtelse af de dødes Opstandelse stiller han Herrens egen Opstandelse, med hvilken den hele kristne Forkyndelse og Tro staar og falder, 12-19. Han udvikler nærmere, hvorledes Kristi Opstandelse drager alle andres Opstandelse og Dødens endelige Overvindelse efter sig, indtil Sejren til sidst bliver Guds, 20-28, og han paaviser ud af Korinthiernes og sit eget Liv, hvor alvorligt de maa vogte sig for den her bekæmpede Fornægtelse, 29-34. Indvendingerne om Opstandelsens og Opstandelseslegemets Utænkelighed gendrives ved en Sammenstilling med bekendte Ting i Naturens Verden, og Opstandelseslegemets Beskaffenhed angives nærmere, et Legeme, hvori der opnaas Lighed med den forklarede Frelser, 35-49. Det kundgøres, at de, som opleve Herrens Genkomst, skulle forvandles, naar de døde opstaa; derfor formanes Læserne under et triumferende Fremblik imod den kommende Sejr til at være vedholdende i Herrens Tjeneste, 50-58.

1Men jeg kundgør eder, Brødre, det Evangelium, som jeg forkyndte eder, hvilket I ogsaa modtoge, i hvilket I ogsaa staa, 2ved hvilket I ogsaa frelses, hvis I fastholde, med hvilket Ord jeg forkyndte eder det — ellers troede I forgæves. 3Jeg overleverede eder nemlig som noget af det første, hvad jeg ogsaa har modtaget: at Kristus døde for vore Synder, efter Skrifterne; 4og at han blev begravet; og at han er bleven oprejst den tredje Dag, efter Skrifterne; 5og at han blev set af Kefas, derefter af de tolv; 6derefter blev han set af over fem Hundrede Brødre paa een Gang, af hvilke de fleste endnu ere i Live, men nogle ere hensovede; 7derefter blev han set af Jakob, dernæst af alle Apostlene; 8men sidst af alle blev han set ogsaa af mig som det ufuldbaarne Foster; 9thi jeg er den ringeste af Apostlene, jeg, som ikke er værd at kaldes Apostel, fordi jeg har forfulgt Guds Menighed. 10Men af Guds Naade er jeg det, jeg er, og hans Naade imod mig har ikke været forgæves; men jeg har arbejdet mere end de alle, dog ikke jeg, men Guds Naade, som er med mig. 11Hvad enten det da er mig eller de andre, saaledes prædike vi, og saaledes troede I.

12Men naar der prædikes, at Kristus er oprejst fra de døde, hvorledes sige da nogle iblandt eder, at der ikke er dødes Opstandelse? 13Dersom der ikke er dødes Opstandelse, da er ikke heller Kristus oprejst. 14Men er Kristus ikke oprejst, da er vor Prædiken jo tom, og eders Tro ogsaa tom. 15Men vi blive da ogsaa fundne som falske Vidner om Gud, fordi vi have vidnet imod Gud, at han oprejste Kristus, hvem han ikke har oprejst, saafremt døde virkelig ikke oprejses. 16Thi dersom døde ikke oprejses, da er Kristus ikke heller oprejst. 17Men dersom Kristus ikke er oprejst, da er eders Tro forgæves; saa ere I endnu i eders Synder; 18da gik altsaa ogsaa de, som ere hensovede i Kristus, fortabt. 19Have vi alene i dette Liv sat vort Haab til Kristus, da ere vi de ynkværdigste af alle Mennesker.

20Men nu er Kristus oprejst fra de døde, som Førstegrøde af de hensovede. 21Thi efterdi Død kom ved et Menneske, er ogsaa dødes Opstandelse kommen ved et Menneske. 22Thi ligesom alle dø i Adam, saaledes skulle ogsaa alle levendegøres i Kristus. 23Dog hver i sit Hold: som Førstegrøde Kristus, dernæst de, som tilhøre Kristus, ved hans Tilkommelse. 24Derpaa kommer Enden, naar han overgiver Gud og Faderen Riget, naar han har tilintetgjort hver Magt og hver Myndighed og Kraft. 25Thi han bør være Konge, indtil han faar lagt alle Fjenderne under sine Fødder. 26Den sidste Fjende, som tilintetgøres, er Døden. 27Han har jo „lagt alle Ting under hans Fødder‟. Men naar han ▼

▼Kristus.

siger: „Alt er underlagt‟ — aabenbart med Undtagelse af den, som underlagde ham alt — 28naar da alle Ting ere blevne ham underlagte, da skal ogsaa Sønnen selv underlægge sig ham, som har underlagt ham alle Ting, for at Gud kan være alt i alle.

29Hvad ville ellers de udrette, som lade sig døbe for de døde? Dersom døde overhovedet ikke oprejses, hvorfor lade de sig da døbe for dem? 30Hvorfor udsætte da ogsaa vi os hver Time for Fare? 31Jeg dør daglig, saa sandt jeg har eder, Brødre, at rose mig af i Kristus Jesus, vor Herre. 32Hvis jeg som et almindeligt Menneske ▼

▼uden Udsigt til at opstaa efter Døden.

har kæmpet med vilde Dyr i Efesus, hvad Gavn har jeg saa deraf? Dersom døde ikke oprejses, da „lader os spise og drikke, thi i Morgen dø vi.‟ 33Farer ikke vild; slet Omgang fordærver gode Sæder! 34Vorder ædrue, som det bør sig, og synder ikke; thi nogle kende ikke Gud; til Skam for eder siger jeg det.

35Men man vil sige: „Hvorledes oprejses de døde? hvad Slags Legeme komme de med?‟ 36Du Daare! det, som du saar, bliver ikke levendegjort, dersom det ikke dør. 37Og hvad du end saar, da saar du ikke det Legeme, der skal vorde, men et nøgent Korn, være sig af Hvede eller af anden Art. 38Men Gud giver det et Legeme, saaledes som han har villet, og hver Sædart sit eget Legeme. 39Ikke alt Kød er det samme Kød, men eet er Menneskers, et andet Kvægs Kød, et andet Fugles Kød, et andet Fiskes. 40Og der er himmelske Legemer og jordiske Legemer; men een er de himmelskes Herlighed, en anden de jordiskes. 41Een er Solens Glans og en anden Maanens Glans og en anden Stjernernes Glans; thi den ene Stjerne er forskellig fra den anden i Glans. 42Saaledes er det ogsaa med de dødes Opstandelse: det saaes i Forkrænkelighed, det oprejses i Uforkrænkelighed; 43det saaes i Vanære, det oprejses i Herlighed; det saaes i Skrøbelighed, det oprejses i Kraft; 44der saaes et sjæleligt Legeme, der oprejses et aandeligt Legeme. Naar der gives et sjæleligt Legeme, gives der ogsaa et aandeligt. 45Saaledes er der ogsaa skrevet: „Det første Menneske, Adam, blev til en levende Sjæl;‟ den sidste Adam blev til en levendegørende Aand. 46Men det aandelige er ikke det første, men det sjælelige; derefter det aandelige. 47Det første Menneske var af Jord, jordisk; det andet Menneske er fra Himmelen. 48Saadan som den jordiske var, saadanne ere ogsaa de jordiske; og saadan som den himmelske er, saadanne ere ogsaa de himmelske. 49Og ligesom vi have baaret den jordiskes Billede, saaledes skulle vi ogsaa bære den himmelskes Billede!

50Men dette siger jeg, Brødre! at Kød og Blod kan ikke arve Guds Rige, ej heller arver Forkrænkeligheden Uforkrænkeligheden. 51Se, jeg siger eder en Hemmelighed: Alle skulle vi ikke hensove, men vi skulle alle forvandles, 52i et Nu, i et Øjeblik, ved den sidste Basun; thi Basunen skal lyde, og de døde skulle oprejses uforkrænkelige, og vi skulle forvandles. 53Thi dette forkrænkelige maa iføre sig Uforkrænkelighed, og dette dødelige iføre sig Udødelighed. 54Men naar dette forkrænkelige har iført sig Uforkrænkelighed, og dette dødelige har iført sig Udødelighed, da skal det Ord opfyldes, som er skrevet: „Døden er opslugt til Sejr.‟ 55„Død, hvor er din Sejr? Død, hvor er din Brod?‟ 56Men Dødens Brod er Synden, og Syndens Kraft er Loven. 57Men Gud ske Tak, som giver os Sejren ved vor Herre Jesus Kristus! 58Derfor, mine elskede Brødre! bliver faste, urokkelige, altid rige i Herrens Gerning, vidende, at eders Arbejde er ikke forgæves i Herren.