‏ 2 Chronicles 32

Senakerib indtager Stæderne i Juda. Ezekias befæster Jerusalem og trøster Folket, 1-8; Senakerib trodser ham og forhaaner Herren, 9-19; Ezekias og Esajas bede til Herren, som ved sin Engel ødelægger Assyrerne og frelser sit Folk, 20-23; Ezekias bliver syg og læges af Herren; hovmoder sig, men ydmyger sig igen; samler stor Rigdom, bygger Stæder, viser de babylonske Sendebud sin Rigdom og dør, 24-33.

1Efter disse Handeler og denne Troskab kom Senakerib, Kongen af Assyrien, og drog ind i Juda og lejrede sig imod de faste Stæder og tænkte at rive dem til sig. 2Der Ezekias saa, at Senakerib kom, og at hans Hu var til Krig imod Jerusalem, 3da raadførte han sig med sine Øverster og sine vældige om at tilstoppe Vandet fra Kilderne, som vare uden for Staden; og de hjalp ham. 4Thi meget Folk samlede sig og tilstoppede alle Kilder og den Bæk, som flød midt igennem Landet, og han sagde: Hvorfor skulde Assyriens Konger komme og finde meget Vand? 5Og han tog Mod til sig og byggede den ganske Mur, som var nedreven, og førte den op indtil Taarnene og en anden Mur der udenfor; og han befæstede Millo i Davids Stad og lod gøre Vaaben i Mangfoldighed og Skjolde. 6Og han satte Krigsøverster over Folket og samlede dem til sig paa Pladsen ved Stadens Port og talte kærligt med dem og sagde: 7Værer frimodige og værer stærke, frygter ikke og ræddes ikke for Kongen af Assyrien, ej heller for hele den Hob, som er med ham; thi der er en større med os end med ham. 8Med ham er en kødelig Arm, men med os er Herren vor Gud, som vil hjælpe os og stride i vore Krige; og Folket forlod sig fast paa Ezekias, Judas Konges, Ord.

9Derefter sendte Senakerib, Kongen af Assyrien, sine Tjenere til Jerusalem, medens han laa for Lakis med hele sit Riges Magt, til Ezekias, Judas Konge, og til al Juda, som var i Jerusalem, og lod sige: 10Saa siger Senakerib, Kongen af Assyrien: Hvorpaa forlade I eder, at I blive i Jerusalem under en Belejring? 11Tilskynder ikke Ezekias eder for at give eder hen til at dø af Hunger og af Tørst og siger: Herren vor Gud skal fri os af Kongen af Assyriens Haand? 12Er det ikke Ezekias, som har borttaget hans Høje og hans Altre og sagt til Juda og til Jerusalem: I skulle tilbede for et eneste Alter og derpaa gøre Røgelse? 13Vide I ikke, hvad jeg og mine Fædre have gjort ved alle Folk i Landene? Kunde vel Hedningernes Guder i Landene fri deres Land fra min Haand? 14Hvo iblandt alle Guderne hos disse Hedninger, hvilke mine Fædre have bandlyst, var den, som kunde fri sit Folk fra min Haand, saa at eders Gud skulde kunne fri eder fra min Haand? 15Saa lader nu Ezekias ikke bedrage eder og ikke tilskynde eder paa denne Maade, og tror ham ikke; thi ingen Gud hos noget Folk eller Rige har kunnet fri sit Folk fra min Haand og fra mine Fædres Haand; hvor meget mindre skulde eders Guder fri eder fra min Haand? 16Tilmed talte hans Tjenere ydermere imod Gud Herren og imod hans Tjener Ezekias. 17Han skrev og Breve for at forhaane Herren, Israels Gud, og at tale imod ham, sigende: Ligesom Guderne hos Hedningerne i Landene ikke friede deres Folk fra min Haand, saaledes skal ikke heller Ezekias's Gud fri sit Folk fra min Haand. 18Og de raabte med høj Røst paa jødisk til Jerusalems Folk, som var paa Muren, for at gøre dem frygtagtige og forfærde dem, for at de kunde indtage Staden. 19Og de talte om Jerusalems Gud ligesom om Jordens Folks Guder, der ere Menneskens Hænders Gerning.

20Men Kong Ezekias og Esajas, Amoz's Søn, Profeten, bade angaaende denne Sag, og de raabte til Himmelen. 21Og Herren sendte en Engel, og han tilintetgjorde alle de vældige til Strid og Fyrsterne og de Øverste i Kongen af Assyriens Lejr; og denne drog tilbage til sit Land med sit Ansigts Blusel, og der han gik ind i sin Guds Hus, da fældede de, som vare udkomne af hans Liv, ham der med Sværd. 22Saa frelste Herren Ezekias og Indbyggerne i Jerusalem fra Senakeribs, Kongen af Assyriens, Haand og fra alles Haand og beskærmede dem trindt omkring. 23Og mange bragte Gaver til Herren til Jerusalem og dyrebar Skænk til Ezekias, Judas Konge, saa at denne derefter kom til at staa højt i alle Hedningernes Øjne.

24I de samme Dage blev Ezekias dødssyg, og han bad til Herren, og denne talte til ham og gav ham et underfuldt Tegn. 25Men Ezekias gengældte ikke den Velgerning, som var bevist ham, thi hans Hjerte ophøjede sig; derfor kom en Vrede over ham og over Juda og Jerusalem. 26Dog ydmygede Ezekias sig, efter at hans Hjerte havde ophøjet sig, han og Indbyggerne i Jerusalem; derfor kom Herrens Vrede ikke over dem i Ezekias's Dage. 27Og Ezekias havde saare stor Rigdom og Ære, og han gjorde sig Skatkamre til Sølv og Guld og kostbare Stene og vellugtende Urter og Skjolde og alle Haande kostelige Redskaber 28og Forraadshuse til, hvad der kom ind af Korn og Most og Olie, og Stalde for alle Haande Kvæg og skaffede sig Hjorde til Staldene. 29Og han byggede sig Stæder og havde Fæ af smaat og stort Kvæg i Mangfoldighed; thi Gud gav ham saare meget Gods. 30Og denne Ezekias tilstoppede ogsaa det øverste Vandløb fra Gihon og ledede det ned, Vest for Davids Stad; og Ezekias var lykkelig i al sin Gerning. 31Men det skete saa, da der var sendt Tolke til ham fra Fyrsterne i Babel for at spørge om det underfulde Tegn, som var sket i Landet, da forlod Gud ham for at forsøge ham og for at kende alt det, som var i hans Hjerte. 32Men det øvrige af Ezekias's Handeler og hans fromme Gerninger, se, de Ting ere skrevne i Profeten Esajas's, Amoz's Søns Syn, i Judas og Israels Kongers Bog. 33Og Ezekias laa med sine Fædre, og de begrove ham oven for Davids Børns Grave; og det ganske Juda og Jerusalems Indbyggere beviste ham Ære i hans Død, og hans Søn Manasse blev Konge i hans Sted.