‏ 2 Samuel 22

David synger Gud en herlig Lovsang, fordi han havde frelst ham af alle hans Fjenders Haand; berømmer først i Almindelighed Herrens Hjælp og Trofasthed, 1-4; beskriver sin Angest og Nød, og hvorledes Gud havde bønhørt ham og aabenbaret sin Majestæt og Vrede imod Fjenderne, 5-16; taler om Frelsen ved Gud, og hvorledes Gud havde set hen til hans Uskyldighed, 17-25; han taler i Almindelighed om Guds Sind og Gerning imod enhver, eftersom han er, og imod sig selv i Særdeleshed, 26-37; besynderlig, hvorledes Gud havde givet ham Sejr over sine Fjender, 38-51.

1Og David talede Ordene af denne Sang for Herren paa den Dag, Herren havde friet ham af alle hans Fjenders Haand og af Sauls Haand, 2og han sagde: Herren er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig. 3Han er Gud, min Klippe, paa hvilken jeg tror, mit Skjold og min Frelses Horn, min Ophøjelse og min Tilflugt, min Frelser, fra Vold har du frelst mig. 4Jeg vil paakalde Herren, som bør at loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender.

5Thi Dødens Bølger omspændte mig, Belials Bække forfærdede mig. 6Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer laa foran mig. 7Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud, og han hørte min Røst af sit Tempel og mit Raab med sine Øren. 8Og Jorden bævede og rystede, Himmelens Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred. 9Og der opgik en Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; gloende Kul brændte ud fra ham. 10Og han bøjede Himmelen og for ned, og der var Mørkhed under hans Fødder. 11Og han for paa Keruben og fløj, og han blev set over Vejrets Vinger. 12Og han satte Mørkhed til Dække trindt omkring sig; der var Vandenes Forsamling og tykke Skyer. 13Fra Glansen, som var for ham, brændte gloende Kul. 14Herren tordnede fra Himmelen, og den højeste udgav sin Røst. 15Og han udskød Pile og adspredte dem; der kom Lyn, og han forfærdede dem. 16Da saas Havets Leje, Jordens Grundvolde blottedes ved Herrens Trusel, ved hans Næses Aandes Pust.

17Han udrakte sin Haand fra det høje, han hentede mig, han drog mig af mange Vande. 18Han friede mig fra min stærke Fjende, fra mine Hadere, thi de vare mig for stærke. 19De overfaldt mig i min Modgangs Tid; men Herren var min Støtte. 20Og han udførte mig i det vide Rum; han friede mig, thi han havde Lyst til mig. 21Herren gengældte mig efter min Retfærdighed, han betalte mig efter mine Hænders Renhed. 22Thi jeg har bevaret Herrens Veje, og jeg har ikke handlet ugudeligt imod min Gud. 23Thi alle hans Domme ere mig for Øje, og hans Skikke, fra dem viger jeg ikke; 24men jeg var fuldkommen for ham og vogtede mig for min Misgerning. 25Og Herren betalte mig efter min Retfærdighed, efter min Renhed for hans Øjne.

26Imod den fromme viser du dig from, imod den trofaste vældige viser du dig trofast. 27Imod den rene viser du dig ren, og imod den forvendte viser du dig vrang. 28Og du skal frelse det elendige Folk, og dine Øjne ere over de høje, dem fornedrer du. 29Thi du, Herre, er min Lygte, og Herren skal gøre min Mørkhed klar. 30Thi ved dig stormer jeg igennem Skaren, ved min Gud springer jeg over en Mur. 31Guds Vej er fuldkommen, Herrens Tale er lutret; han er alle dem et Skjold, som haabe paa ham. 32Thi hvo er en Gud foruden Herren? og hvo er en Klippe foruden vor Gud? 33Gud er min Styrke og Kraft, og han letter min Vej fuldkomment. 34Han gør mine Fødder som Hindernes og skal lade mig staa paa mine Høje. 35Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue spændes med mine Arme. 36Og du giver mig din Frelses Skjold; og idet du ydmyger mig, gør du mig stor. 37Du gør mine Trin vide under mig, og mine Knokler snublede ikke.

38Jeg forfølger mine Fjender og ødelægger dem og vender ikke tilbage, før jeg har gjort Ende paa dem. 39Ja, jeg har gjort Ende paa dem og knuset dem, at de ikke skulle rejse sig; og de faldt under mine Fødder. 40Og du har omgjordet mig med Kraft til Krigen, du skal nedbøje dem under mig, som staa op imod mig. 41Og du har jaget mig mine Fjender paa Flugt, ja mine Hadere, og jeg udrydder dem. 42De saa sig om, men der var ingen Frelser; til Herren, men han svarede dem ikke. 43Og jeg støder dem smaa som Jordens Støv, som Dynd paa Gader knuser jeg dem og tramper dem ned. 44Og du udfriede mig fra mit Folks Kiv; du bevarede mig til Hedningernes Hoved, et Folk, som jeg ikke kendte, de tjene mig. 45Den fremmedes Børn smigre for mig; da deres Øre hørte om mig, adløde de mig. 46Den fremmedes Børn visne hen, og de gaa omgjordede ud af deres Borge. 47Herren lever, og lovet være min Klippe, og Gud, min Frelses Klippe, skal ophøjes! 48Den Gud, som giver mig Hævn, og som nedkaster Folkene under mig, 49og som fører mig ud fra mine Fjender; du ophøjer mig over dem, som staa op imod mig, du redder mig fra Voldsmænd. 50Derfor vil jeg bekende dig, Herre! iblandt Hedningerne og synge dit Navn Lov. 51Han gør sin Frelse stor for sin Konge og gør Miskundhed imod sin Salvede, imod David og imod hans Sæd, evindelig.