Deu 10 | DaOT1871NT1907 | STEP | Paa den samme Tid sagde Herren til mig: Udhug dig to Stentavler som de første, og stig op til mig paa Bjerget, og du skal gøre dig en Ark af Træ:

‏ Deuteronomy 10

Mose fortæller, hvorledes Gud havde fornyet sin Pagt med Folket og skrevet anden Gang paa to Stentavler, 1-5; herved taler han om Arons Død, da han havde forgrebet sig med at gøre Guldkalven, og om Udvælgelsen af Levi Stamme, som den Tid holdt sig bedre end de andre Israeliter, ligeledes om sin Forbøn paa Bjerget for Folket, 6-11; derpaa formaner han Folket til Gudsfrygt, Lydighed, Kærlighed, særdeles til de fremmede, til ret at kende Gud og at ære ham, 12-22.

1 Paa den samme Tid sagde Herren til mig: Udhug dig to Stentavler som de første, og stig op til mig paa Bjerget, og du skal gøre dig en Ark af Træ: 2 Saa vil jeg skrive de Ord paa Tavlerne, som vare paa de første Tavler, hvilke du sønderbrød, og du skal lægge dem i Arken. 3 Saa gjorde jeg en Ark af Sithimtræ og udhuggede to Stentavler som de første, og jeg gik op paa Bjerget og havde de to Tavler i min Haand. 4 Da skrev han paa Tavlerne ligesom den første Skrift, de ti Ord, som Herren talede til eder paa Bjerget midt ud af Ilden paa Forsamlingens Dag; og Herren gav mig dem. 5 Saa vendte jeg mig og gik ned ad Bjerget, og jeg lagde Tavlerne i den Ark, som jeg havde gjort; og de bleve der, som Herren havde befalet mig.

6 Og Israels Børn rejste fra Beeroth-Bne-Jaakan til Mosera; der døde Aron og blev begravet der, og hans Søn Eleasar gjorde Præstetjeneste i hans Sted. 7 Derfra rejste de til Gudgoda og fra Gudgoda til Jotbatha, et Land med Vandbække. 8 Paa den Tid fraskilte Herren Levi Stamme til at bære Herrens Pagts Ark, til at staa for Herrens Ansigt for at tjene ham og at velsigne i hans Navn indtil denne Dag. 9 Derfor skulde Levi ingen Del eller Arv have med sine Brødre; Herren, han er hans Arv, saaledes som Herren din Gud har talet til ham. 10 Og jeg stod paa Bjerget som første Gang, fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, og Herren hørte mig ogsaa den Gang, Herren vilde ikke ødelægge dig. 11 Og Herren sagde til mig: Staa op, gak hen at drage foran Folket, at de maa komme ind at eje Landet, hvilket jeg tilsvor deres Fædre at ville give dem.

12 Og nu, Israel! hvad begærer Herren din Gud af dig uden det: At frygte Herren din Gud, at vandre i alle hans Veje og at elske ham og at tjene Herren din Gud af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjæl; 13 at holde Herrens Bud og hans Skikke, som jeg byder dig i Dag, at det skal gaa dig vel! 14 Se, Himlene og Himlenes Himle høre Herren din Gud til, Jorden og alt det, som er derpaa; 15 ikkun til dine Fædre har Herren haft Lyst, saa at han elskede dem; og han har udvalgt deres Sæd efter dem, eder ud af alle Folk, som det ses paa denne Dag. 16 Derfor skulle I omskære eders Hjerters Forhud, og I skulle ikke ydermere forhærde eders Nakke. 17 Thi Herren eders Gud er en Gud over Guderne og en Herre over Herrerne, den store, den mægtige og den forfærdelige Gud, som ikke anser Personer og ikke tager Gave, 18 men som skaffer faderløse og Enker Ret, og som elsker den fremmede, saa han giver ham Brød og Klæder. 19 Derfor skulle I elske den fremmede; thi I have været fremmede i Ægyptens Land. 20 Herren din Gud skal du frygte, ham skal du tjene; og ved ham skal du hænge hart, og ved hans Navn skal du sværge. 21 Han er din Lovsang, og han er din Gud, som har gjort disse store og forfærdelige Ting imod dig, hvilke dine Øjne have set. 22 Dine Fædre droge ned til Ægypten ved halvfjerdsindstyve Personer; men nu har Herren din Gud sat dig som Stjerner paa Himmelen i Mangfoldighed.