Deu 32 | DaOT1871NT1907 | STEP | Hører til, I Himle! og jeg vil tale, og Jorden høre min Munds Ord!

‏ Deuteronomy 32

Mose Sang, i hvilken Gud og hans Velgerninger mod Israel herligen berømmes, og Folkets skammelige Utaknemmelighed bebrejdes det, 1-18; Guds Vrede og Domme foreholdes dem, 19-35; Herren lover dem igen at straffe sine og deres afgudiske Fjender, at tage dem til Naade og tillige at omvende Hedningerne, 36-43; Mose formaner atter Folket til at agte paa Guds Ord til deres eget Gavn, 44-47; faar samme Dag Befaling til at gaa op paa Abarims Bjerg og bese Landet og at dø der, 48-52.

1 Hører til, I Himle! og jeg vil tale, og Jorden høre min Munds Ord! 2 Min Lærdom skal dryppe som Regnen, min Tale skal flyde som Duggen, som Støvregnen paa Græs og som Regndraaber paa Urter; 3 thi jeg vil prædike om Herrens Navn: Giver vor Gud Ære! 4 Han er Klippen, hans Gerning er fuldkommen, thi alle hans Veje ere Ret; Gud er Trofasthed og uden Svig; han er retfærdig og oprigtig. 5 Det har fordærvet sig for ham, det er ikke hans Børn, det er deres Skændsel, — en forvendt og vanartet Slægt. 6 Skulle I gengælde Herren saaledes, du daarlige og uvise Folk? er han ikke din Fader, som har købt dig? han skabte dig og beredte dig. 7 Kom i Hu de gamle Dage, betragter Aarene fra Slægt til Slægt; spørg din Fader, og han skal kundgøre dig det, og dine Ældste, og de skulle sige dig det. 8 Der den Højeste uddelte Arv iblandt Folkene, der han adskilte Menneskenes Børn, da satte han Folkenes Landemærker efter Israels Børns Tal. 9 Thi Herrens Del er hans Folk; Jakob er hans Arvelod. 10 Han fandt ham i et øde Land og paa tomme Steder, blandt Ørkens Hyl; han værnede om ham, han underviste ham, han bevarede ham som sin Øjesten. 11 Som en Ørn, der opvækker sin Rede, svæver over sine Unger, saa udbredte han sine Vinger, tog ham, bar ham paa sine Slagfjedre. 12 Herren alene ledede ham, og der var ingen fremmed Gud med ham. 13 Han lod ham fare frem over Jordens Høje, at han aad Markens Grøde, og han lod ham suge Honning af Klippen og Olie af den haarde Sten; 14 han gav ham Smør af Køer og Mælk af Faar med Fedme af Lam og Vædre, fødte i Basan, og Bukke med Hvedens fedeste Marv; og Druens Blod drak du som Vin. 15 Men der Jeskurun ^{▼▼et Navn paa Israel med Hensyn til Folkets Bestemmelse. k. 33, 5. 26. k. 5, 8. Rom. 10, 19.} blev fed, da slog han ud — du blev fed, blev tyk, fik Huld — og han forlod Gud, som havde skabt ham, og ringeagtede sin Frelses Klippe. 16 De gjorde ham nidkær ved fremmede Guder; med Vederstyggeligheder opirrede de ham. 17 De ofrede til de Magter, som ikke ere Gud, til Guder, som de ikke kendte, til de nye, som vare opkomne for nylig, hvilke eders Fædre ikke frygtede. 18 Den Klippe, som avlede dig, glemte du, og Gud, som fødte dig, slog du af Tanke.

19 Og Herren saa det og blev vred af Fortørnelse over sine Sønner og sine Døtre. 20 Og han sagde: Jeg vil skjule mit Ansigt for dem, jeg vil se, hvad Ende det tager med dem; thi en forvendt Slægt ere de, Børn, i hvilke der ikke er Troskab. 21 De gjorde mig nidkær ved det, som ikke er Gud, de opirrede mig ved deres Afguder, og jeg vil gøre dem nidkære ved det, som ikke er et Folk, ved et daarligt Folk vil jeg opirre dem. 22 Thi Ild er optændt i min Vrede, og den brænder til Helvedes Dyb, og den fortærer Landet og dets Grøde og stikker Ild paa Bjergenes Grundvold. 23 Jeg vil hobe Ulykker sammen over dem; jeg vil opbruge mine Pile imod dem. 24 De skulle udmagres af Hunger og fortæres af hidsig Sygdom og bitter Sot; og jeg vil sende Rovdyrs Tænder imod dem, med Gift fra Støvets Kryb. 25 Udenfor skal Sværd og i Kamrene skal Forfærdelse bortrøve dem, baade unge Karle og Jomfruer, det diende Barn med den graahærdede Mand. 26 Jeg havde sagt: Jeg vil adsprede dem, jeg vil udslette deres Ihukommelse iblandt Menneskene, 27 dersom jeg ikke befrygtede at blive opirret af Fjenden, at deres Fjender skulde miskende det og sige: Vor Haand er høj, og Herren har ikke gjort alt dette. 28 Thi de ere et raadvildt Folk, og der er ikke Forstand i dem. 29 Gid de vare vise, saa vilde de have Forstand paa dette, de vilde betænke, hvad Ende det vilde tage med dem. 30 Hvorledes skulde een forfølge Tusinde, og to slaa ti Tusinde paa Flugt, dersom ikke deres Klippe havde solgt dem, og Herren havde overantvordet dem? 31 Thi deres Klippe er ikke som vor Klippe, selv naar vore Fjender ere Dommere. 32 Thi deres Vintræ er af Sodomas Vintræ og af Gomorras Agre; deres Druer ere Giftdruer, de have beske Klaser. 33 Deres Vin er Dragegift og grum Øgleedder. 34 Er det ikke gemt hos mig? lagt under Segl i mine Skatkamre? 35 Hævnen og Betalingen hører mig til paa den Tid, da deres Fod skal snuble; thi deres Ulykkes Dag er nær, og hvad der er beredt for dem, skal komme hastelig.

36 Thi Herren skal dømme sit Folk, og han vil forbarme sig over sine Tjenere, naar han ser, at deres Magt er borte, og at det er forbi baade med den bundne og den løsladte. 37 Og han skal sige: Hvor ere deres Guder, den Klippe, som de forlode sig paa, 38 de, som skulle æde deres Slagtofres Fedt, og som skulle drikke deres Drikofres Vin? Lader dem staa op og hjælpe eder, at der kan være et Skjul over eder! 39 Ser nu, at jeg er, og der er ingen Gud ved Siden af mig; jeg døder og gør levende, jeg saarer og jeg læger, og der er ingen, som redder af min Haand. 40 Thi jeg opløfter min Haand til Himmelen og siger: Jeg, jeg lever evindeligen. 41 Naar jeg skærper mit Sværds Lyn, og min Haand griber til Retten, da vil jeg lade Hævnen komme tilbage over mine Fjender, og jeg vil betale dem, som mig hade. 42 Jeg vil gøre mine Pile drukne af Blod, og mit Sværd skal æde Kød, af den ihjelslagnes og fangnes Blod, af Fjendens Fyrsters Hoved. 43 Fryder eder, I Hedninger, over hans Folk! thi han skal hævne sine Tjeneres Blod og lade Hævnen komme tilbage over sine Fjender og sone sit Land, sit Folk.

44 Og Mose kom og talede alle Ordene af denne Sang for Folkets Øren, han og Hosea, ^{▼▼d. e. Josva.} Nuns Søn. 45 Og da Mose havde fuldendt at tale alle disse Ord til al Israel, 46 sagde han til dem: Lægger alle de Ord paa eders Hjerte, som jeg vidner for eder i Dag, hvilke I skulle byde eders Børn at tage Vare paa, saa at de gøre efter alle denne Lovs Ord. 47 Thi det er ikke et ørkesløst Ord for eder; thi det er eders Liv; og ved dette Ord skulle I forlænge eders Dage i det Land, til hvilket I drage over Jordanen for at eje det.

48 Og Herren talede til Mose paa samme Dag og sagde: 49 Gak op paa dette Abarims Bjerg, paa Nebo Bjerg, som er i Moabs Land, som er lige for Jeriko, og bese det Land Kanaan, hvilket jeg giver Israels Børn til Ejendom, 50 og dø paa det Bjerg, som du skal stige op paa, og bliv samlet til dine Folk, ligesom Aron din Broder døde paa det Bjerg Hor og blev samlet til sine Folk, 51 fordi I forgrebe eder imod mig midt iblandt Israels Børn ved Meribas Vand i Kades, i den Ørk Zin, fordi I ikke helligede mig midt iblandt Israels Børn. 52 Thi du skal bese Landet tværs over fra, men du skal ikke komme derhen, ind i det Land, som jeg giver Israels Børn.