‏ Ecclesiastes 7

Prædikeren lærer, at man skal tragte efter et godt Rygte og betænke sin Dødelighed, 1-4; lade sig straffe af de vise, 5-7; være langmodig, 8-9; søge Visdom og ikke Rigdom, 10-12; betænke Guds Regering og bruge hans Gaver ret, 13-15; ej misbruge Retfærdighed og Visdom, dog fly Ugudelighed og Daarlighed, 16-18; beflitte sig paa Visdom og ej lægge alle Ord paa Hjerte, 19-22; Prædikeren taler om, hvorledes han selv havde søgt Visdom, men fundet megen Daarlighed og Forførelse, og at Menneskens Natur ved Syndefaldet er ganske fordærvet, 23-29.

1Bedre er et godt Navn end en god Salve og Dødens Dag end ens Fødselsdag. 2Det er bedre at gaa til Sørgehuset end at gaa til Gæstebudshuset, fordi hint er hvert Menneskes Endeligt; og den levende skal lægge sig det paa Hjerte. 3Græmmelse er bedre end Latter; thi, naar Ansigtet ser ilde ud, kan Hjertet have det godt. 4De vises Hjerte er i Sorrigs Hus; men Daarernes Hjerte er i Glædes Hus.

5Det er bedre at høre Skænd af den vise, end at man hører Sang af Daarer. 6Thi som Tjørne sprage under Gryden, saa er Daarers Latter; ogsaa dette er Forfængelighed. 7Thi Fortrykkelse kan gøre en viis gal, og Gave kan fordærve et Hjerte.

8Enden paa en Ting er bedre end Begyndelsen derpaa; bedre langmodig end hovmodig. 9Vær ikke hastig i dit Sind til at fortørnes; thi Fortørnelse hviler i Daarers Barm.

10Sig ikke: Hvoraf kom det, at de forrige Dage vare bedre end disse? thi du spørger ikke om saadant af Visdom. 11Visdom er god som et Arvegods, ja bedre for dem, som skue Solen; 12thi at være under Visdoms Skygge, er at være under Penges Skygge; og Kundskabs Fortrin er: At Visdommen giver dem Livet, som eje den.

13Se Guds Gerning; thi hvo kan gøre det lige, som han gør kroget? 14Vær ved et godt Mod paa en god Dag, men betænk paa en ond Dag, at Gud har gjort denne ved Siden af den anden, for at Mennesket ikke skal finde noget, som skal ske efter ham. 15Alt det har jeg set i min Forfængeligheds Dage: Der er en retfærdig, som omkommer i sin Retfærdighed, og der er en ugudelig, som lever længe i sin Ondskab.

16Vær ikke alt for retfærdig, og te dig ikke overvættes viis; hvorfor vil du ødelægge dig selv? 17Vær ikke alt for uretfærdig, og vær ikke en Daare; hvorfor skulde du dø i Utide? 18Det er godt, at du holder fast ved det ene, men du skal og ikke lade din Haand af fra det andet; thi den, som frygter Gud, undgaar det alt.

19Visdom styrker en viis mere end ti vældige, som ere i en Stad. 20Thi der er ikke et Menneske retfærdigt paa Jorden, som gør godt og ikke synder. 21Læg ikke heller paa dit Hjerte alle de Ord, som man siger, at du ikke skal høre din Tjener forbande dig. 22Thi dit Hjerte ved ogsaa de mange Gange, da du selv har forbandet andre.

23Alt det har jeg forsøgt med Visdommen; jeg sagde: Jeg vil opnaa Visdom, men den forblev langt fra mig. 24Det, som er til, er langt borte og dybt, dybt! hvo kan finde det? 25Jeg vendte mig om med mit Hjerte, for at forstaa og at udgranske og at søge Visdom og Fornuftighed og for at forstaa, at Ugudelighed er Daarskab, og at Daarskab er Vanvid. 26Og jeg fandt, hvad der var beskere end Døden: Den Kvinde, hvis Hjerte var Snarer og Garn, og hvis Hænder vare Baand; den, som er velbehagelig for Guds Ansigt, skal undkomme fra hende, men en Synder skal fanges ved hende. 27Se, dette har jeg fundet, sagde Prædikeren, det ene efter det andet, idet jeg vilde finde Fornuftighed, 28hvilken min Sjæl endnu søger, men jeg ikke har fundet; iblandt tusinde fandt jeg een Mand, men fandt ikke en Kvinde iblandt dem alle. 29Dog se, dette har jeg fundet, at Gud skabte Mennesket ret; men de søge mange Spidsfindigheder.