‏ Genesis 32

Guds Engle møde Jakob; han sender Bud til Esau og faar at høre, at denne vil møde ham, 1-6; Jakob deler Folket og Kvæget i to Hobe, beder Gud om Hjælp og sender sin Broder Skænk, 7-21; han drager med sine over den Bæk Jabok; en kæmper med ham ved Pnuel, velsigner ham og kalder hans Navn Israel, 22-32.

1Og Jakob drog sin Vej, og Guds Engle mødte ham. 2Og der Jakob saa dem, sagde han: Denne er Guds Hær; og han kaldte det samme Steds Navn Makanaim ▼

▼d. e. to Hære.

. 3Og Jakob sendte Bud for sig til Esau sin Broder, til det Land Sejr, paa Edoms Mark. 4Og han befalede dem og sagde: Saa skulle I sige til min Herre, til Esau: Saa siger din Tjener Jakob: Jeg har været fremmed hos Laban og dvælet der indtil nu. 5Og jeg har Øksne og Asener, Kvæg og Svende og Tjenestepiger, og jeg har udsendt Bud, at give min Herre det til Kende for at finde Naade for dine Øjne. 6Og Budene kom igen til Jakob og sagde: Vi kom til din Broder, til Esau; og han drager ogsaa imod dig, og fire Hundrede Mand med ham.

7Da frygtede Jakob saare og blev bange; saa delte han Folket, som var hos ham, og Kvæget og Øksnene og Kamelerne i to Hære. 8Og han sagde: Dersom Esau skulde komme til den ene Hær og slaar den, da kan den Hær, som bliver tilovers, undkomme. 9Og Jakob sagde: Min Fader Abrahams Gud og min Fader Isaks Gud, Herre, du, som sagde til mig: Drag igen til dit Land og til din Slægt, og jeg vil gøre vel imod dig; 10jeg er ringere end al den Miskundhed og al den Trofasthed, som du har bevist mod din Tjener; thi med min Stav gik jeg over denne Jordan, og nu er jeg vorden til to Hære. 11Kære, udfri mig af min Broders Haand, af Esaus Haand; thi jeg frygter for ham, at han skal komme og slaa mig, ja Moderen med Børnene. 12Og du har sagt: Jeg vil gøre meget vel imod dig og gøre din Sæd som Sand ved Havet, hvilket ikke kan tælles for Mangfoldighed. 13Saa blev han der samme Nat og tog af det, han havde under sin Haand, til en Skænk for sin Broder Esau; 14to Hundrede Geder og tyve Bukke, to Hundrede Faar og tyve Vædre, 15Kameler, som gave at die, og deres Føl tredive, Køer fyrretyve, og Øksen ti, Aseninder tyve, og ti Føl. 16Og han gav dem under sine Tjeneres Haand, hver Hjord for sig, og sagde til sine Tjenere: Gaar foran mig og gører Rum imellem hver Hjord! 17Saa befalede han den første og sagde: Naar Esau, min Broder, møder dig og spørger dig og siger: Hvem hører du til, og hvor vil du rejse hen? og hvem høre disse til, som du driver for dig? 18da skal du sige: Din Tjener Jakob; det er en Skænk, sendt til min Herre, til Esau, og se, han kommer ogsaa selv efter os. 19Og han befalede den anden ligesaa og den tredje og alle dem, som gik efter Hjordene, og sagde: Paa denne Maade skulle I sige til Esau, naar I møde ham. 20Og I skulle sige: Se, ogsaa din Tjener Jakob er bag os; thi han tænkte: Jeg vil forsone hans Ansigt med den Skænk, som gaar for mig, og siden se hans Ansigt, kanske han antager min Person. 21Saa gik den Skænk foran ham; men han blev selv samme Nat ved Hæren.

22Og han stod op i samme Nat og tog sine to Hustruer og sine to Tjenestekvinder og sine elleve Børn og gik over Vadestedet Jabok. 23Og han tog dem og lod dem drage over Bækken og førte over, hvad han havde. 24Og Jakob blev tilbage for sig selv alene; og der brødes en Mand med ham, indtil det dagedes. 25Og der han saa, at han ikke kunde overvinde ham, da rørte han ved hans Hofteskaal, og Jakobs Hofteskaal gik af Led, idet han brødes med ham. 26Og han sagde: Lad mig gaa, thi det dages; og han sagde: Jeg vil ikke lade dig gaa, uden du har velsignet mig. 27Og han sagde til ham: Hvad er dit Navn? og han sagde: Jakob. 28Og han sagde: Dit Navn skal ikke fremdeles kaldes Jakob, men Israel ▼

▼d. e. en, som kæmper med Gud.

; thi du har kæmpet med Gud og med Mennesker og faaet Overhaand. 29Og Jakob spurgte og sagde: Kære, kundgør mig dit Navn; og han sagde: Hvi spørger du dog om mit Navn? og han velsignede ham der. 30Og Jakob kaldte Stedets Navn Pnuel ▼

▼d. e. Guds Ansigt. Ps. 80, 4.

; thi, sagde han, jeg har set Gud Ansigt til Ansigt, og min Sjæl er frelst. 31Og der han kom forbi Pnuel, gik Solen op for ham, og han haltede paa sin Hofte. 32Derfor æde Israels Børn ikke den Spændesene, som er paa Hofteskaalen, indtil denne Dag; thi han rørte Jakobs Hofteskaal paa Spændesenen.