Hab 1 | DaOT1871NT1907 | STEP | Profetien, som Habakuk, Profeten, har skuet.

‏ Habakkuk 1

Habakuk klager over Jødernes Ondskab og Uretfærdighed, 1-4; og forkynder, at for deres Synders Skyld skulde Kaldæerne komme hastelig over dem med stor Magt og ødelægge dem, 5-11; Profeten anraaber Gud om at sætte en Grænse for Kaldæernes Grusomhed og Hovmod, 12-17.

1 Profetien, som Habakuk, Profeten, har skuet. 2 Hvor længe, Herre! har jeg dog raabt, og du vil ikke høre! jeg raaber til dig over Vold, og du vil ikke frelse. 3 Hvorfor lader du mig skue Uret og ser selv paa Jammer? Ødelæggelse og Vold er for mit Ansigt, og der kom Trætte, og Kiv rejser sig. 4 Derfor er Lov magtesløs, og Ret kommer aldrig frem; thi de ugudelige omringe den retfærdige, derfor kommer Retten forvendt ud.

5 Ser ud iblandt Hedningerne, og skuer; forundrer eder, og vorder forundrede; thi jeg gør en Gerning i eders Dage, I vilde ikke tro den, naar den fortaltes. 6 Thi se, jeg opvækker Kaldæerne, et barsk og hastigt Folk, som farer frem, saa vidt som Jorden naar, for at tage Boliger til Eje, som ikke høre det til. 7 Frygteligt og forfærdeligt er det; fra det gaar dets Ret og Overhøjhed ud. 8 Og dets Heste ere lettere end Pardere og hidsigere end Ulve om Aftenen, og dets Ryttere brede sig ud, ja, dets Ryttere komme langt borte fra, de flyve som en Ørn, der haster efter Æde. 9 Alle til Hobe komme de til Voldsdaad, deres Ansigters Higen er fremad, og det samler Fanger som Sand. 10 Og det spotter Konger, og Fyrster ere til Latter for det; det ler ad hver Befæstning, saa det dynger Støv op og indtager den. 11 Da farer det frem som en Stormvind og drager videre, saa at det paadrager sig Skyld; denne dets Kraft bliver til dets Gud.

12 Er du ikke fra fordums Tid Herren, min Gud, min Hellige! vi skulle ikke dø; Herre! du har sat det til Dom; o Klippe! du har grundfæstet det til at straffe os. 13 Du, som er ren af Øjne, saa at du ikke kan se paa ondt og ikke formaar at skue Jammer, hvorfor skuer du hen til de troløse, hvorfor tier du, naar den ugudelige opsluger den, som er retfærdigere end han? 14 Du gjorde da Menneskene som Fiske i Havet, som Krybet, der ingen Herre har. 15 Han ^{▼▼d. e. Kaldæernes Konge.} drager dem alle sammen op med Krog, samler dem i sin Vod og sanker dem i sit Garn; derover glæder og fryder han sig. 16 Derfor ofrer han til sin Vod og bringer Røgoffer til sit Garn; thi ved dem er hans Del fed, og hans Mad er det fede. 17 Mon han derfor skal tømme sin Vod og altid slaa Folk ihjel uden Skaansel?