‏ Hebrews 10

Loven med dens Ofringer kan ikke skaffe fuldkommen Renselse, 1-4; derfor lyder det i Skriften om Kristus, at han efter Guds Villie ophæver de gamle Ofre ved at ofre sig selv, 5-10. Hans Offer er til Forskel fra de levitiske det afsluttende og fuldkomne, ved hvilket den nye Pagt med dens Syndsforladelse er oprettet, 11-18. Derfor skulle vi frimodigt benytte den aabnede Adgang til Gud, holde fast ved Haabets Bekendelse og anspore hverandre til Kærlighed, 19-25. Thi at give sig Synden i Vold og støde den modtagne Naade fra sig igen, medfører en frygtelig og uigenkaldelig Dom, 26-31. Derfor skulle de ligesom tidligere bære alle Lidelser i Troens taalmodige Forventning af den Herre, som kommer snart, 32-39.

1Thi da Loven kun har en Skygge af de kommende Goder og ikke Tingenes Skikkelse selv, kan den aldrig ved de samme aarlige Ofre, som de bestandig frembære, fuldkomme dem, som træde frem dermed. 2Vilde man ikke ellers have ophørt at frembære dem, fordi de ofrende ikke mere havde nogen Bevidsthed om Synder, naar de een Gang vare rensede? 3Men ved Ofrene sker Aar for Aar Ihukommelse af Synder. 4Thi det er umuligt, at Blod af Tyre og Bukke kan borttage Synder.

5Derfor siger han, idet han indtræder i Verden: „Slagtoffer og Madoffer havde du ikke Lyst til; men et Legeme beredte du mig; 6Brændofre og Syndofre havde du ikke Behag i. 7Da sagde jeg: Se, jeg er kommen (i Bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre, Gud! din Villie.‟ 8Medens han først siger: „Slagtofre og Madofre og Brændofre og Syndofre havde du ikke Lyst til og ej heller Behag i‟ (og disse frembæres dog efter Loven), 9saa har han derefter sagt: „Se, jeg er kommen for at gøre din Villie.‟ Han ophæver det første for at fastsætte det andet. 10Og ved denne Villie ere vi helligede ved Ofringen af Jesu Kristi Legeme een Gang for alle.

11Og hver Præst staar daglig og tjener og ofrer mange Gange de samme Ofre, som dog aldrig kunne borttage Synder. 12Men denne har efter at have ofret eet Offer for Synderne sat sig for bestandig ved Guds højre Haand, 13idet han forøvrigt venter paa, at hans Fjender skulle lægges som en Skammel for hans Fødder. 14Thi med et eneste Offer har han for bestandig fuldkommet dem, som helliges. 15Men ogsaa den Helligaand giver os Vidnesbyrd; thi efter at have sagt: 16„Dette er den Pagt, som jeg vil oprette med dem efter de Dage,‟ siger Herren: „Jeg vil give mine Love i deres Hjerter, og jeg vil indskrive dem i deres Sind, 17og deres Synder og deres Overtrædelser vil jeg ikke mere ihukomme.‟ 18Men hvor der er Forladelse for disse, er der ikke mere Offer for Synd.

19Efterdi vi da, Brødre! have Frimodighed til den Indgang i Helligdommen ved Jesu Blod, 20som han indviede os som en ny og levende Vej igennem Forhænget, det er hans Kød, 21og efterdi vi have en stor Præst over Guds Hus: 22Saa lader os træde frem med et sandt Hjerte, i Troens fulde Forvisning, med Hjerterne ved Bestænkelsen rensede fra en ond Samvittighed, og Legemet tvættet med rent Vand; 23lader os fastholde Haabets Bekendelse urokket; thi trofast er han, som gav Forjættelsen; 24og lader os give Agt paa hverandre, saa vi opflamme hverandre til Kærlighed og gode Gerninger 25og ikke forlade vor egen Forsamling, som nogle have for Skik, men formane hverandre, og det saa meget mere, som I se, at Dagen nærmer sig.

26Thi synde vi med Villie, efter at have modtaget Sandhedens Erkendelse, er der intet Offer mere tilbage for Synder, 27men en frygtelig Forventelse af Dom og en brændende Nidkærhed, som skal fortære de genstridige. 28Naar en har brudt med Mose Lov, dør han uden Barmhjertighed paa to eller tre Vidners Udsagn; 29hvor meget værre Straf mene I da, at den skal agtes værd, som træder Guds Søn under Fod og agter Pagtens Blod, hvormed han blev helliget, for urent og forhaaner Naadens Aand? 30Thi vi kende den, som har sagt: „Mig hører Hævnen til, jeg vil betale, siger Herren;‟ og fremdeles: „Herren skal dømme sit Folk.‟ 31Det er frygteligt at falde i den levende Guds Hænder.

32Men kommer de forrige Dage i Hu, i hvilke I, efter at I vare blevne oplyste, udholdt megen Kamp i Lidelser, 33idet I dels selv ved Forhaanelser og Trængsler bleve et Skuespil, dels gjorde fælles Sag med dem, som fristede saadanne Kaar. 34Thi baade havde I Medlidenhed med de fangne, og I fandt eder med Glæde i, at man røvede, hvad I ejede, vidende, at I selv have en bedre og blivende Ejendom. 35Kaster altsaa ikke eders Frimodighed bort, hvilken jo har stor Belønning; 36thi I have Udholdenhed nødig, for at I, naar I have gjort Guds Villie, kunne opnaa Forjættelsen. 37Thi „der er endnu kun en saare liden Stund, saa kommer han, der skal komme, og han vil ikke tøve. 38Men min retfærdige skal leve af Tro; og dersom han unddrager sig, har min Sjæl ikke Behag i ham.‟ 39Men vi ere ikke af dem, som unddrage sig, til Fortabelse, men af dem, som tro, til Sjælens Frelse.