Heb 5 | DaOT1871NT1907 | STEP | Thi hver Ypperstepræst tages iblandt Mennesker og indsættes for Mennesker til Tjenesten for Gud, for at han skal frembære baade Gaver og Slagtofre for Synder,

‏ Hebrews 5

Enhver menneskelig Ypperstepræst har nemlig to Egenskaber. Dels maa han som den, der selv er stedt i Skrøbelighed, kunne have Medfølelse med Syndere, 1-3. Dels maa han være kaldet til sin Stilling af Gud, 4. Ogsaa Kristus er kaldet til Ypperstepræst af Gud, 5-6. Og han var stedt i Dødsangest og Lidelse, men sejrede, 7-8. Derfor blev hans Ypperstepræstedømme et evigt, efter Melkisedeks Forbillede, 9-10. Herom er der meget at sige Læserne, hvis Umodenhed dadles, 11-13.

1 Thi hver Ypperstepræst tages iblandt Mennesker og indsættes for Mennesker til Tjenesten for Gud, for at han skal frembære baade Gaver og Slagtofre for Synder, 2 som en, der kan bære over med de vankundige og vildfarende, eftersom han ogsaa selv er stedt i Skrøbelighed 3 og for dens Skyld maa frembære Syndoffer, som for Folket saaledes ogsaa for sig selv. 4 Og ingen tager sig selv den Ære, men han kaldes af Gud, ligesom jo ogsaa Aron.

5 Saaledes har ej heller Kristus tillagt sig selv den Ære at blive Ypperstepræst, men den, som sagde til ham: „Du er min Søn, jeg har født dig i Dag,‟ 6 som han jo ogsaa siger et andet Sted: „Du er Præst til evig Tid, efter Melkisedeks Vis,‟ 7 han, som i sit Køds Dage med stærkt Raab og Taarer frembar Bønner og ydmyge Begæringer til den, der kunde frelse ham fra Døden, og blev bønhørt i ^{▼▼nøjagtigere: bort fra} sin Angest, 8 og saaledes, endskønt han var Søn, lærte han Lydighed af det, han led, 9 og efter at være fuldkommet blev Aarsag til evig Frelse for alle dem, som lyde ham, 10 idet han af Gud blev kaldt Ypperstepræst efter Melkisedeks Vis.

11 Herom have vi meget at sige, og det er vanskeligt at forklare, efterdi I ere blevne sløve til at høre. 12 Thi skønt I efter Tiden endog burde være Lærere, trænge I atter til, at man skal lære eder Begyndelsesgrundene i Guds Ord, og I ere blevne saadanne, som trænge til Mælk og ikke til fast Føde. 13 Thi hver, som faar Mælk, er ukyndig i den rette Tale, thi han er spæd; 14 men for de fuldkomne er den faste Føde, for dem, som paa Grund af deres Erfaring have Sanserne øvede til at skelne mellem godt og ondt.