Isa 26 | DaOT1871NT1907 | STEP | Paa den Dag skal denne Sang synges i Judas Land: Vi have en stærk Stad, Frelse sætter han til Mure og Værn.

‏ Isaiah 26

Esajas fremfører Guds Folks Lovsang for deres Forløsning og formaner dem til at forlade sig paa Herren; thi dem, som gøre det, frelser Herren, men han nedtrykker de stolte, som foragte den tilbudne Naade, 1-12; han taler om Guds Hjemsøgelser over det jødiske Folk, dets Omvendelse, Haab og Fortrøstning, 13-21.

1 Paa den Dag skal denne Sang synges i Judas Land: Vi have en stærk Stad, Frelse sætter han til Mure og Værn. 2 Oplader Portene, at der maa indgaa et retfærdigt Folk, som bevarer Troskab. 3 Den Fortrøstning staar fast: Du bevarer Fred, Fred; thi paa dig forlader man sig. 4 Forlader eder paa Herren stedse og altid; thi den Herre, Herre er en evig Klippe. 5 Thi han nedbøjer dem, som bo i det høje, den ophøjede Stad; han skal fornedre den, han skal fornedre den til Jorden, han skal slaa den ned indtil Støvet. 6 Foden skal nedtræde den, den elendiges Fødder, de ringes Fodtrin. 7 Den retfærdiges Sti er jævn; du jævner den retfærdiges Vej. 8 Ja, paa dine Dommes Sti, Herre! have vi forventet dig; til dit Navn og til din Ihukommelse er vor Sjæls Længsel. 9 Med min Sjæl længes jeg efter dig om Natten; med min Aand i mit Indre vil jeg søge dig aarle; thi naar dine Domme komme ned til Jorden, da lære Jorderiges Indbyggere Retfærdighed. 10 Bliver den ugudelige benaadet, da lærer han ikke Retfærdighed; han gør Uret i Rettens Land og ser ikke Herrens Højhed. 11 Herre! din Haand er høj, dog skue de det ikke; de skulle skue din Nidkærhed for dit Folk og beskæmmes; ja, Ilden skal fortære dem, som ere dine Fjender. 12 Herre! du skal skaffe os Fred; thi endog alle vore Gerninger har du gjort for os.

13 Herre, vor Gud! der have andre Herskere hersket over os foruden dig; ved dig alene prise vi dit Navn. 14 De døde leve ikke op igen, Dødningerne opstaa ikke; derfor har du hjemsøgt og ødelagt dem og udslettet al deres Ihukommelse. 15 Du formerede Folket, Herre! du formerede Folket, du er bleven herliggjort; du har flyttet alle Landets Grænser langt bort. 16 Herre! i Angesten søgte de dig, de udøste deres stille Bøn, der du tugtede dem. 17 Ligesom den frugtsommelige, naar hun er nær ved at føde, bliver bange og raaber i sine Veer, saa gik det os, Herre! for dit Ansigt. 18 Vi gik frugtsommelige med noget, vare bange, men da vi fødte, blev det til Vind; vi skaffede Landet ikke nogen Frelse, og Jorderiges Indbyggere kom ej til Live. 19 Dine døde skulle leve, mine afdøde skulle opstaa; vaagner op, og synger med Fryd, I som bo i Støv! thi din Dug er Dug over grønne Urter, og Jorden skal give Dødningerne tilbage. 20 Gak, mit Folk! gak ind i dine inderste Kamre, og luk dine Døre efter dig; skjul dig et lidet Øjeblik, indtil Vreden gaar over. 21 Thi se, Herren gaar ud fra sit Sted for at hjemsøge Jordens Indbyggeres Misgerning; og Jorden skal aabenbare det udgydte Blod og ikke længere skjule sine ihjelslagne.