Isaiah 32
Esajas spaar om Messias's Rige og de Velgerninger, han skulde bevise det, og straffer alle Hyklere ved at sige, at de ej skulde finde Plads i hans Rige, 1-8; han truer de sikre Jøder og deres Land med Forstyrrelse, 9-14; trøster de troende med den Helligaands Udgydelse, truer de ugudelige og lover Retfærdighed og Fred. 15-20.
1Se, med Retfærdighed skal en Konge regere, og efter Ret skulle Fyrsterne styre. 2Og enhver af dem skal være som Skjul imod Vejr og Ly imod Vandskyl, som Vandbække paa et tørt Sted og som en svar Klippes Skygge i et vansmægtende Land. 3Og de seendes Øjne skulle ikke være blændede, og de hørendes Øren skulle give Agt. 4Og de ubesindiges Hjerte skal forstaa Kundskab; og de stammendes Tunge skal haste til at tale forstaaelige Ord. 5En Daare skal ikke ydermere kaldes ædel og en karrig ej kaldes rig. 6Thi en Daare taler Daarlighed, og hans Hjerte gør Uret for at øve Ugudelighed og for at tale Usandhed imod Herren, for at lade en hungrig Sjæl forblive tom og lade en tørstig fattes Drik. 7Og den karrige bruger slette Midler; han optænker List for at berede de elendige Fordærvelse med falske Ord, og det, naar den fattige taler sin Sag. 8Men den ædle tænker paa ædle Ting, han skal bestaa ved sin ædle Daad. 9I Kvinder, som ere saa sorgløse, staar op og hører min Røst! I Døtre, som ere saa trygge, vender Øren til min Tale! 10Om Aar og Dag skulle I, som ere trygge, blive urolige; thi det er forbi med Vinhøsten, der kommer ingen Frugtsamling. 11Vorder forfærdede, I sorgløse! vorder urolige, I trygge! klæd dig af, og blot dig, og bind om Lænderne! 12De skulle slaa sig for Brystet for de yndige Agres, for de frugtbare Vintræers Skyld; 13der skal opvokse Torne og Tidsler paa mit Folks Mark, ja, over alle Glædens Boliger i den lystige Stad. 14Thi Paladserne ere forladte, Stadens Tummel er ophørt; Ofel og Vagttaarnet er blevet til Huler evindelig, Vildæsler til Glæde, Hjorde til Føde, 15indtil Aanden fra det høje udgydes over os, og Ørken bliver til en frugtbar Mark, og den frugtbare Mark agtes som en Skov; 16og Ret bor i Ørken, og Retfærdighed bliver paa den frugtbare Mark; 17og Retfærdigheds Gerning bliver Fred, og Retfærdighedens Løn bliver Hvile og Tryghed indtil evig Tid; 18og mit Folk bor i Fredens Hytter og i Trygheds Boliger og i stille rolige Steder. 19Men det skal hagle, naar Skoven fældes, og Staden skal nedtrykkes i det lave. 20Lyksalige ere I, som saa ved alle Vande, I, som lade Oksen og Æselet frit løbe om!
Copyright information for
DaOT1871NT1907