‏ Job 36

Elihu taler ydermere om Guds Forsyn og Retfærdighed, 1-4; forklarer Sagen saaledes, at han taler i Almindelighed om Guds Veje og i Særdeleshed om, hvad Gud tilsigter med sine Tugtelser, 5-15; han viser Job, hvor godt Gud har ment det med ham, formaner ham at ydmyge sig for Gud og at af staa fra sin Synd, 16-21; og at betænke og ophøje Guds Majestæt og Egenskaber og herlige Gerninger, 22-33.

1Og Elihu blev ved og sagde: 2Bi mig lidt, og jeg vil belære dig, thi her er endnu noget at tale for Gud. 3Jeg vil hente min Kundskab langt borte fra og skaffe den, som har skabt mig, Ret. 4Thi sandelig, mine Taler ere ikke Løgn; een, som er oprigtig ▼

▼Elihu mener sig selv hermed.

i hvad han ved, er hos dig.

5Se, Gud er mægtig, og han vil ikke forkaste nogen, han er mægtig i Forstandens Styrke. 6Han lader ikke en ugudelig leve, men skaffer de elendige Ret. 7Han drager ikke sine Øjne bort fra de retfærdige, hos Konger paa Tronen, der sætter han dem evindelig, og de skulle ophøjes. 8Og om de blive bundne i Lænker, blive fangne med Elendigheds Snore, 9da forkynder han dem deres Gerninger og deres Overtrædelser, at de vare overmodige; 10da aabner han deres Øren for Formaningen og siger, at de skulle omvende sig fra Uretfærdighed. 11Dersom de da ville høre og tjene ham, da skulle de ende deres Dage i det gode og deres Aar i Liflighed; 12men dersom de ikke ville høre, da skulle de omkomme ved Sværdet op opgive Aanden i Uforstand. 13Og de vanhellige af Hjerte nære Vrede, de raabe ej til ham, naar han binder dem. 14Deres Sjæl dør hen i Ungdommen og deres Liv som Skørlevneres. 15Han frier en elendig ved hans Elendighed og aabner deres Øre ved Trængsel.

16Ogsaa dig leder han ud af Trængselens Strube til det vide Rum, hvor der ikke er snævert; og hvad, som sættes paa dit Bord, er fuldt af Fedme. 17Men har du fuldt op af den uretfærdiges Sag, skal Sag og Dom følges ad. 18Thi lad ej Vreden forlede dig til Spot og lad ej den store Løsesum forføre dig! 19Mon han skulde agte din Rigdom? nej, hverken det skønne Guld eller nogen Magts Styrke! 20Du skal ikke hige efter Natten, da Folk borttages fra deres Sted. 21Forsvar dig, at du ikke vender dit Ansigt til Uret; thi denne har du foretrukket fremfor det at lide.

22Se, Gud er ophøjet ved sin Kraft; hvo er en Lærer som han? 23Hvo har foreskrevet ham hans Vej? og hvo tør sige: Du har gjort Uret? 24Kom i Hu, at du ophøjer hans Gerning, hvilken Folk have besunget; 25hvilken alle Mennesker have set, hvilken Mennesket skuer langtfra. 26Se, Gud er stor, og vi kunne ikke kende ham, og man kan ikke udgrunde Tallet paa hans Aar. 27Thi han drager Vandets Draaber til sig; gennem hans Dunstkreds beredes de til Regn, 28hvilken Skyerne lade nedflyde, lade neddryppe over mange Mennesker. 29Mon ogsaa nogen forstaa hans Skyers Udspænding, hans Hyttes Bragen? 30Se, han udbreder sit Lys om sig og skjuler Havets Rødder. 31Thi derved dømmer han Folkene, giver dem Spise i Overflødighed. 32Over sine Hænder dækker han med Lyset, og han giver det Befaling imod den, det skal ramme. 33Om ham forkynder hans Torden, ja om ham Kvæget, naar han drager op.