‏ John 10

Jesus ligner sig selv ved Døren til Faarefolden, 1-10, og ved den gode Hyrde, 11-18. Jøderne kives om ham, 19-21. Han bekræfter, at han er Kristus, klager over de vantro, taler om de troende som sine Faar og om sin Enhed med Faderen, 22-30. Han taler fremdeles til Jøderne, der søge at stene og gribe ham, 31-39. Han drager bort til Landet Øst for Jordan, hvor mange tro paa ham, 40-42.

1„Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som ikke gaar ind i Faarefolden gennem Døren, men stiger andensteds over, han er en Tyv og en Røver. 2Men den, som gaar ind igennem Døren, er Faarenes Hyrde. 3For ham lukker Dørvogteren op, og Faarene høre hans Røst; og han kalder sine egne Faar ved Navn og fører dem ud. 4Og naar han har ført alle sine egne Faar ud, gaar han foran dem; og Faarene følge ham, fordi de kende hans Røst. 5Men en fremmed ville de ikke følge, men de ville fly fra ham, fordi de ikke kende de fremmedes Røst.‟ 6Denne Lignelse sagde Jesus til dem; men de forstode ikke, hvad det var, som han talte til dem. 7Jesus sagde da atter til dem: „Sandelig, sandelig, siger jeg eder, jeg er Faarenes Dør. 8Alle de, som ere komne før mig, ere Tyve og Røvere; men Faarene hørte dem ikke. 9Jeg er Døren; dersom nogen gaar ind igennem mig, han skal frelses; og han skal gaa ind og gaa ud og finde Føde. 10Tyven kommer ikke uden for at stjæle og slagte og ødelægge; jeg er kommen, for at de skulle have Liv og have Overflod.

11Jeg er den gode Hyrde; den gode Hyrde sætter sit Liv til for Faarene. 12Men Lejesvenden, som ikke er Hyrde, hvem Faarene ikke høre til, ser Ulven komme og forlader Faarene og flyr, og Ulven røver dem og adspreder dem, 13fordi han er en Lejesvend og ikke bryder sig om Faarene. 14Jeg er den gode Hyrde, og jeg kender mine, og mine kende mig, 15ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit Liv til for Faarene. 16Og jeg har andre Faar, som ikke høre til denne Fold; ogsaa dem bør jeg føre, og de skulle høre min Røst; og der skal blive een Hjord, een Hyrde. 17Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit Liv til for at tage det igen. 18Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har Magt til at sætte det til, og jeg har Magt til at tage det igen. Dette Bud modtog jeg af min Fader.‟

19Der blev atter Splid iblandt Jøderne for disse Ords Skyld. 20Og mange af dem sagde: „Han er besat og raser, hvorfor høre I ham?‟ 21Andre sagde: „Dette er ikke Ord af en besat; mon en ond Aand kan aabne blindes Øjne?‟

22Men Tempelvielsens Fest indtraf i Jerusalem. Det var Vinter; 23og Jesus gik omkring i Helligdommen, i Salomons Søjlegang. 24Da omringede Jøderne ham og sagde til ham: „Hvor længe holder du vor Sjæl i Uvished? Dersom du er Kristus, da sig os det rent ud!‟ 25Jesus svarede dem: „Jeg har sagt eder det, og I tro ikke. De Gerninger, som jeg gør i min Faders Navn, de vidne om mig; 26men I tro ikke, fordi I ikke ere af mine Faar. 27Mine Faar høre min Røst, og jeg kender dem, og de følge mig, 28og jeg giver dem et evigt Liv, og de skulle i al Evighed ikke fortabes, og ingen skal rive dem ud af min Haand. 29Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle; og ingen kan rive noget af min Faders Haand. 30Jeg og Faderen, vi ere eet.‟

31Da toge Jøderne atter Stene op for at stene ham. 32Jesus svarede dem: „Mange gode Gerninger har jeg vist eder fra min Fader; for hvilken af disse Gerninger stene I mig?‟ 33Jøderne svarede ham: „For en god Gerning stene vi dig ikke, men for Gudsbespottelse, og fordi du, som er et Menneske, gør dig selv til Gud.‟ 34Jesus svarede dem: „Er der ikke skrevet i eders Lov: Jeg har sagt: I ere Guder? 35Naar den nu har kaldt dem Guder, til hvem Guds Ord kom (og Skriften kan ikke rokkes), 36sige I da til den, hvem Faderen har helliget og sendt til Verden: Du taler bespotteligt, fordi jeg sagde: Jeg er Guds Søn? 37Dersom jeg ikke gør min Faders Gerninger, saa tror mig ikke! 38Men dersom jeg gør dem, saa tror Gerningerne, om I end ikke ville tro mig, for at I kunne indse og erkende, at Faderen er i mig, og jeg i Faderen.‟ 39De søgte da atter at gribe ham; og han undslap af deres Haand.

40Og han drog atter bort hinsides Jordan til det Sted, hvor Johannes først døbte, og han blev der. 41Og mange kom til ham, og de sagde: „Johannes gjorde vel intet Tegn; men alt, hvad Johannes sagde om denne, var sandt.‟ 42Og mange troede paa ham der.