‏ Luke 14

Jesus helbreder en vattersottig paa en Sabbat, 1-6. Han taler om dem, der attraa de øverste Pladser, og om at indbyde fattige, 7-14. Lignelsen om den store Nadvere, 15-24. Ofrene ved at være Jesu Discipel, 25-35.

1Og det skete, da han kom ind i en af de øverste Farisæeres Hus paa en Sabbat for at holde Maaltid, at de toge Vare paa ham. 2Og se, der stod en vattersottig Mand foran ham. 3Og Jesus tog til Orde og sagde til de lovkyndige og Farisæerne: „Er det tilladt at helbrede paa Sabbaten eller ej?‟ 4Men de tav. Og han tog paa ham og helbredte ham og lod ham fare. 5Og han tog til Orde og sagde til dem: „Hvem er der iblandt eder, som ikke straks, naar hans Søn eller Okse falder i en Brønd, drager dem op paa Sabbatsdagen?‟ 6Og de kunde ikke give Svar derpaa.

7Men han sagde en Lignelse til de budne, da han gav Agt paa, hvorledes de udvalgte sig de øverste Pladser ved Bordet, og sagde til dem: 8„Naar du bliver buden af nogen til Bryllup, da sæt dig ikke øverst til Bords, for at ikke en fornemmere end du maatte være buden af ham, 9og han, som indbød dig og ham, maatte komme og sige til dig: Giv denne Plads, og du da med Skam komme til at sidde nederst. 10Men naar du bliver buden, da gaa hen og sæt dig nederst, for at, naar han kommer, som har indbudt dig, han da maa sige til dig: Ven! sæt dig højere op; da skal du have Ære for alle dem, som sidde til Bords med dig. 11Thi enhver, som ophøjer sig selv, skal fornedres; og den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes.‟ 12Men han sagde ogsaa til ham, som havde indbudt ham: „Naar du gør Middags- eller Aftensmaaltid, da byd ikke dine Venner, ej heller dine Brødre, ej heller dine Frænder, ej heller rige Naboer, for at ikke ogsaa de skulle indbyde dig igen, og du faa Vederlag. 13Men naar du gør et Gæstebud, da indbyd fattige, vanføre, lamme, blinde! 14Saa skal du være salig; thi de have intet at gengælde dig med; men det skal gengældes dig i de retfærdiges Opstandelse.‟

15Men da en af dem, som sade med til Bords, hørte dette, sagde han til ham: „Salig er den, som holder Maaltid i Guds Rige.‟ 16Men han sagde til ham: „Der var en Mand, som gjorde en stor Nadvere og indbød mange. 17Og han udsendte sin Tjener paa Nadverens Time for at sige til de budne: Kommer! thi nu er det beredt. 18Og de begyndte alle som een at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en Mark og har nødig at gaa ud og se den; jeg beder dig, hav mig undskyldt! 19Og en anden sagde: Jeg har købt fem Par Okser og gaar hen at prøve dem; jeg beder dig, hav mig undskyldt! 20Og en anden sagde: Jeg har taget mig en Hustru til Ægte, og derfor kan jeg ikke komme. 21Og Tjeneren kom og meldte sin Herre dette; da blev Husbonden vred og sagde til sin Tjener: Gaa hurtig ud paa Byens Stræder og Gader, og før de fattige og vanføre og lamme og blinde herind! 22Og Tjeneren sagde: Herre! det er sket, som du befalede, og der er endnu Rum. 23Og Herren sagde til Tjeneren: Gaa ud paa Vejene og ved Gærderne og nød dem til at gaa ind, for at mit Hus kan blive fuldt. 24Thi jeg siger eder, at ingen af hine Mænd, som vare budne, skal smage min Nadvere.‟

25Men store Skarer gik med ham, og han vendte sig og sagde til dem: 26„Dersom nogen kommer til mig og ikke hader sin Fader og Moder og Hustru og Børn og Brødre og Søstre, ja endog sit eget Liv, kan han ikke være min Discipel. 27Den, som ikke bærer sit Kors og følger efter mig, kan ikke være min Discipel. 28Thi hvem iblandt eder, som vil bygge et Taarn, sætter sig ikke først hen og beregner Omkostningen, om han har nok til at fuldføre det, 29for at ikke, naar han faar lagt Grunden og ej kan fuldende det, alle, som se det, skulle begynde at spotte ham og sige: 30Dette Menneske begyndte at bygge og kunde ikke fuldende det. 31Eller hvilken Konge, som drager ud for at gaa i Kamp imod en anden Konge, sætter sig ikke først hen og raadslaar, om han er mægtig til med ti Tusinde at møde den, som kommer imod ham med tyve Tusinde? 32Men hvis ikke, sender han, medens den anden endnu er langt borte, Sendebud hen og underhandler om Fred. 33Saaledes kan da ingen af eder, som ikke forsager alt det, han ejer, være min Discipel. 34Saltet er altsaa godt; men dersom ogsaa Saltet mister sin Kraft, hvorved skal det da faa den igen? 35Det er ikke tjenligt hverken til Jord eller til Gødning; man kaster det ud. Den, som har Øren at høre med, han høre!‟