‏ Philippians 1

Efter en Hilsen, 1-2, udtaler Paulus sin Taknemmelighed og Fortrøstning med Hensyn til Læserne og bevidner dem sin inderlige Kærlighed, hvori han beder for dem, 3-11. Han meddeler, at hans Fangenskab tjener til Fremgang for Evangeliet, ligesom dette fremmes selv ved dem, der forkynde det af urene Bevæggrunde, 12-18. Han fortrøster sig til Læsernes Forbøn, og om end han helst vilde dø, stoler han paa at skulle blive i Live for deres Skyld, 19-26. Han formaner dem til Endrægtighed og Frimodighed, 27-30.

1Paulus og Timotheus, Kristi Jesu Tjenere, til alle de hellige i Kristus Jesus, som ere i Filippi, med Tilsynsmænd og Menighedstjenere. 2Naade være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!

3Jeg takker min Gud, saa ofte jeg kommer eder i Hu, 4idet jeg altid, i hver min Bøn, beder for eder alle med Glæde, 5for eders Deltagelse i Evangeliet fra den første Dag indtil nu; 6forvisset om dette, at han, som begyndte en god Gerning i eder, vil fuldføre den indtil Jesu Kristi Dag, 7saaledes som det jo er ret for mig at mene dette om eder alle, efterdi jeg har eder i Hjertet baade under mine Lænker og under Evangeliets Forsvar og Stadfæstelse, fælles som I jo alle ere med mig om Naaden. 8Thi Gud er mit Vidne, hvorledes jeg længes efter eder alle med Kristi Jesu inderlige Kærlighed. 9Og derom beder jeg, at eders Kærlighed fremdeles maa blive mere og mere rig paa Erkendelse og al Skønsomhed, 10saa I kunne værdsætte de forskellige Ting, for at I maa være rene og uden Anstød til Kristi Dag, 11fyldte med Retfærdigheds Frugt, som virkes ved Jesus Kristus, Gud til Ære og Pris.

12Men jeg vil, I skulle vide, Brødre! at mine Forhold snarere have tjent til Evangeliets Fremme, 13saa at det er blevet aabenbart for hele Livvagten og for alle de øvrige, at mine Lænker bæres for Kristi Skyld, 14og de fleste af Brødrene fik i Tillid til Herren ved mine Lænker end mere Dristighed til at tale Guds Ord uden Frygt. 15Nogle prædike vel ogsaa Kristus for Avinds og Kivs Skyld, men nogle ogsaa i en god Mening. 16Disse gøre det af Kærlighed, vidende, at jeg er sat til at forsvare Evangeliet; 17men hine forkynde Kristus af Egennytte, ikke ærligt, men i den Tanke at føje Trængsel til mine Lænker. 18Hvad saa? Kristus forkyndes dog paa enhver Maade, være sig paa Skrømt eller i Sandhed; og derover glæder jeg mig, og jeg vil ogsaa fremdeles glæde mig.

19Thi jeg ved, at dette skal blive mig til Frelse ved eders Bøn og Jesu Kristi Aands Hjælp, 20efter min Længsel og mit Haab, at jeg i intet skal blive til Skamme, men at Kristus skal med al Frimodighed, som altid, saa ogsaa nu, forherliges i mit Legeme, være sig ved Liv eller ved Død. 21Thi det at leve er mig Kristus og at dø en Vinding. 22Men dersom dette at leve i Kødet skaffer mig Frugt af min Gerning, saa ved jeg ikke, hvad jeg skal vælge; 23men jeg staar tvivlraadig imellem de to Ting, idet jeg har Lysten til at bryde op og være sammen med Kristus; thi dette var saare meget bedre; 24men at forblive i Kødet er mere nødvendigt for eders Skyld. 25Og i Forvisning herom ved jeg, at jeg skal blive i Live og forblive hos eder alle til eders Fremgang og Glæde i Troen, 26for at eders Ros ved mig kan blive rig i Kristus Jesus, ved at jeg atter kommer til Stede iblandt eder.

27Kun skulle I leve Kristi Evangelium værdigt, for at, hvad enten jeg kommer og ser eder eller er fraværende, jeg dog kan høre om eder, at I staa faste i een Aand, saa at I med een Sjæl stride tilsammen for Troen paa Evangeliet 28og ikke lade eder forfærde i nogen Ting af Modstanderne; thi dette er for dem et Tegn paa Undergang, men for eder paa Frelse, og det fra Gud. 29Thi eder er det forundt for Kristi Skyld — ikke alene at tro paa ham, men ogsaa at lide for hans Skyld, 30idet I have den samme Kamp, som I have set paa mig og nu høre om mig.