‏ Proverbs 1

Salomo berømmer sine Ordsprogs Nytte, 1-6; viser, hvorledes man kan faa Visdom, 7-9; og hvorved man forhindres derfra, og formaner til at fly Daarskab, 10-19; Visdommen selv formaner Daarer til Omvendelse og truer de ulydige, men lover de lydige Naade og Beskæmmelse, 20-33.

1Ordsprog af Salomo, Davids Søn, Israels Konge, 2for af dem at faa Visdom og Undervisning, for at forstaa Forstandens Ord; 3for at modtage Undervisning i Klogskab, modtage Ret og Retfærdighed og Retvished; 4for at give de uvidende Vid, de unge Kundskab og Kløgt. 5Hvo som er viis, høre til og gaa frem i Lærdom, og hvo som er forstandig, vinde Evne til at styre; 6for at forstaa Ordsprog og Gaader, Vismænds Ord og deres mørke Taler.

7Herrens Frygt er Begyndelse til Kundskab; Daarerne foragte Visdom og Undervisning. 8Hør, min Søn! din Faders Undervisning, og forlad ikke din Moders Lov; 9thi de ere en yndig Krans til dit Hoved og Kæder til din Hals.

10Min Søn! naar Syndere lokke dig, da samtyk ikke! 11Dersom de sige: Gak med os, vi ville lure efter Blod, vi ville efterstræbe den uskyldige, som er uden Sag; 12vi ville, som Dødsriget, sluge dem levende, ja hele og holdne, som de, der nedfare i Hulen; 13vi ville finde alle Haande dyrebart Gods, vi ville fylde vore Huse med Rov; 14du skal tage din Lod iblandt os, vi ville alle sammen have een Pose: 15Min Søn! vandre ikke paa Vej med dem, hold din Fod tilbage fra deres Sti; 16thi deres Fødder haste til ondt, og de skynde sig for at udøse Blod; 17thi forgæves udspændes Garn for alle Fugles Øjne; 18og de lure paa deres eget Blod, de efterstræbe deres eget Liv. 19Saa ere enhvers Veje, som er hengiven til Gerrighed; den tager sine egne Herrers Liv.

20Visdommen raaber udenfor, den opløfter sin Røst paa Gaderne; 21paa Hjørnet af de befærdede Gader raaber den; ved Indgangene til Portene, i Staden, taler den sine Ord: 22Hvor længe ville I uvidende elske Uvidenhed, og Spotterne have Lyst til Spot, og Daarer hade Kundskab? 23Vender eder til min Revselse; se, jeg vil udgyde min Aand over eder, jeg vil kundgøre eder mine Ord. 24Efterdi jeg raabte, og I vægrede eder, jeg udrakte min Haand, og ingen gav Agt; 25og I lode alt mit Raad fare og vilde ikke vide af min Revselse: 26Saa vil jeg, jeg selv le i eders Ulykke, jeg vil spotte, naar det kommer, som I frygte for; 27naar det, som I frygte for, kommer som en Ødelæggelse, og eders Ulykke kommer som en Hvirvelvind, naar Angest og Trængsel kommer over eder: 28Da skulle de paakalde mig, men jeg skal ikke svare, de skulle søge mig, men ikke finde mig. 29Fordi de hadede Kundskab og udvalgte ikke Herrens Frygt, 30fordi de ikke vilde vide af mit Raad, men foragtede al min Revselse: 31Saa skulle de æde Frugten af deres Veje og blive mætte af deres egne Raad. 32Thi de uvidendes Frafald skal volde dem Død, og Daarers Tryghed skal ødelægge dem selv. 33Men hvo mig lyder, skal bo tryggelig og være rolig, uden Frygt for det onde.