‏ Proverbs 14

Salomo taler om vise og daarlige Kvinder, 1; om oprigtige og forvendte, 2. 14; om daarlig og viis Tale, 3. 7; om Arbejde, 4. 23; om Vidner, 5. 25; om Spottere, 6; om Klogskab og Uvidenhed, 8.15.18; om at kende sin Synd og at skjule den, 9; om Hjertesorg og Glæde, 10. 13. 30; om de ugudeliges og de frommes Hus, 11. 32; om Selvklogskab, 12; om Langmodighed og Hastighed, 16. 17. 29; om de ondes Nedtrykkelse, 19; om Armod og Rigdom, 20. 23. 24. 31; om andres Foragt, 21; om onde og gode Tanker, 22; om Herrens Frygt, 26. 27; om Kongers Ære, 28; om de armes Fortrykkelse og Forbarmelse over dem, 31; om Visdom, 33; om et Folks Ære og Skam, 34; om en Konges Tjenere, 35.

1Kvinders Visdom har bygget sit Hus; men Daarskaben bryder det ned med sine Hænder. 2Den, som vandrer i sin Oprigtighed, frygter Herren; men den, som gaar paa Krogveje, foragter ham. 3I Daarens Mund er Hovmods Ris; men de vises Læber skulle bevare dem selv. 4Hvor ingen Øksne ere, der er Krybben ren; men megen Indtægt kommer ved Oksens Kraft. 5Et trofast Vidne lyver ikke; men et falsk Vidne udblæser Løgne. 6Spotteren søger Visdom, og han finder den ikke; men for den forstandige er Kundskab let. 7Gak bort fra en Mand, som er en Daare; thi du vil ikke have fundet Kundskab paa hans Læber. 8Den kloges Visdom er, at han forstaar sig paa sin Vej; men Daarers Taabelighed er, at de blive bedragne. 9Daarerne spottes af deres eget Skyldoffer; men med de oprigtige er Velbehageligheden. 10Hjertet kender sin Sjæls Bitterhed, og en fremmed skal ikke blande sig i dets Glæde. 11De ugudeliges Hus skal ødelægges; men de retsindiges Telt skal blomstre. 12Der er en Vej, som kan synes en Mand ret; men til sidst bliver den Vej til Døden. 13Selv under Latteren føler Hjertet Smerte, og til sidst bliver Glæden Bedrøvelse. 14Den, hvis Hjerte er afveget, skal mættes ved sine Veje, men den gode Mand ved det, han har i Eje. 15Den uerfarne tror alting, men den kloge agter paa sin Gang. 16Den vise frygter og viger fra ondt; men en Daare er overmodig, og tryg. 17Den, som er hastig til Vrede, gør Daarlighed, og den underfundige Mand hades. 18De uvidende arve Daarlighed; men de kloge favne Kundskab. 19De onde maa bøje sig for de godes Ansigt og de ugudelige for den retfærdiges Porte. 20Selv for sin Ven er den fattige forhadt; men mange ere de, som elske den rige. 21Hvo som foragter sin Næste, synder; men den, som forbarmer sig over de elendige, er lyksalig. 22Fare ikke de vild, som optænke ondt? men de, som optænke godt, finde Miskundhed og Troskab. 23I alt besværligt Arbejde er der Fordel; men hvor det bliver ved Læbers Ord, fører det kun til Mangel. 24De vises Rigdom er deres Krone; men Daarers Taabelighed bliver Taabelighed. 25Et sanddru Vidne redder Sjæle, men den, som udblæser Løgn, er svigefuld. 26I Herrens Frygt har en et stærkt Værn, og for hans Børn skal der være en Tilflugt. 27Herrens Frygt er Livets Kilde, saa at man viger fra Dødens Snarer. 28At have meget Folk er en Konges Ære; men hvor Folket er borte, er det en Fyrstes Fordærvelse. 29Den langmodige har megen Forstand; men den, som er hastig i Sindet, forraader Daarskab. 30Et blidt Hjerte er Liv for Legemet; men Hidsighed er Raaddenhed for Benene, 31Hvo som fortrykker den ringe, forhaaner hans Skaber; men hvo som forbarmer sig over den fattige, ærer ham. 32Den ugudelige styrtes for sin Ondskab; men den retfærdige har Fortrøstning i sin Død. 33I den forstandiges Hjerte hviler Visdommen; men i Daarers Indre giver den sig til Kende. 34Retfærdighed ophøjer et Folk; men Synden er Folkenes Skændsel 35Kongens Velbehag er til en klog Tjener, men hans Vrede er over den, som gør Skam.