‏ Proverbs 23

Salomo taler om at faa Mad hos store Herrer og avindsfulde Folk, 1-8. 6-8; om Rigdom, 4-5; om Tale til Daarer, 9; om gamle Landemærker, 10; om faderløse, 10-11; om Tugt, 12-14. 23; om Visdom, Sandhed og Forstand, 15-16. 19. 23-24; om Nidkærhed imod Syndere, 17-18; om gode Børn, 24; om Vindrankere og Fraadsere, 20-21. 29-85; om Søvn, 21; om Lydighed imod Forældre, 22. 25; om at give Herren sit Hjerte, 26; om at vogte sig for Skøger, 27-28.

1Naar du sidder til Bords hos en Hersker, da agt vel paa, hvad der staar for dit Ansigt, 2og at du sætter en Kniv paa din Strube, hvis du har Begærlighed. 3Fat ikke Lyst til hans Livretter, da det er bedragerisk Mad. 4Anstreng dig ikke for at blive rig, brug ej din Forstand dertil! 5Skulde du lade dine Øjne flyve efter det, da det ikke er der? thi det skal gøre sig Vinger som en Ørn, der flyver imod Himmelen. 6Æd ikke Brød hos den, der har et ondt Øje, og hav ikke Lyst til hans Livretter! 7Thi ligesom han tænker i sit Hjerte, saa er han; han siger til dig: Æd og drik; men hans Hjerte er ikke med dig. 8Din Mundfuld, som du har spist, skal du udspy og have spildt dine liflige Ord. 9Tal ikke for Daarens Øren; thi han foragter din Tales Klogskab. 10Flyt ikke det gamle Landemærke, og kom ikke paa de faderløses Agre! 11Thi deres Løser er stærk; han skal udføre deres Sag imod dig. 12Vend dit Hjerte til Undervisning og dine Øren til Kundskabs Ord! 13Vægre dig ikke ved at tugte den unge; thi slaar du ham med Riset, dør han ikke deraf. 14Du skal slaa ham med Riset og fri hans Sjæl fra Dødsriget. 15Min Søn! dersom dit Hjerte er viist, skal ogsaa mit Hjerte glæde sig, 16og mine Nyrer skulle fryde sig, naar dine Læber tale Retvished. 17Lad dit Hjerte ikke være misundeligt imod Syndere, men bliv hver Dag i Herrens Frygt! 18Thi kommer der en Eftertid, saa vil din Forhaabning ikke tilintetgøres. 19Hør du, min Søn! og bliv viis, og lad dit Hjerte gaa lige frem ad Vejen. 20Vær ikke iblandt Vindrankere, iblandt dem, som fraadse i Kød. 21Thi en Dranker og Fraadser skal blive fattig; og Søvn klæder en i Pjalter. 22Adlyd din Fader, som avlede dig, og foragt ikke din Moder, naar hun bliver gammel. 23Køb Sandhed, og sælg den ej, saa og Visdom, Lærdom og Forstand. 24Den retfærdiges Fader skal fryde sig; den, som avler en viis, skal glædes ved ham. 25Lad din Fader og din Moder glædes, og lad hende, som fødte dig, fryde sig! 26Min Søn! giv mig dit Hjerte, og lad dine Øjne have Behag i mine Veje. 27Thi Skøgen er en dyb Grav og den fremmede Kvinde en snæver Brønd. 28Hun ligger paa Lur som efter Rov og formerer Tallet paa de troløse iblandt Menneskene. 29Hvo har Ak? hvo har Ve? hvo har Trætter? hvo har Bekymring? hvo har Saar uden Skel? hvo har røde Øjne? 30De, som sidde længe ved Vinen, de, som gaa ind at prøve den stærke Drik. 31Se ikke til Vinen, hvor den er rød, hvor den perler i Bægeret; glat gaar den ned. 32Til sidst skal den bide som en Slange og stikke som en Basilisk; 33dine Øjne ville se efter fremmede Kvinder, og dit Hjerte vil tale forvendte Ting; 34og du vil blive som den, der sover midt paa Havet, og som den, der sover paa Toppen af Masten: 35„De sloge mig, det smertede mig ikke; de stødte mig, jeg fornam det ikke; naar skal jeg opvaagne? jeg vil søge den ▼

▼nemlig Vinen.

endnu engang.‟