‏ Proverbs 25

Her begynder en ny Samling af Ordsprog, 1; om Guds og Kongers Ære, ligeledes om Kongers Færd og Omgang med dem, 2-7; om Trætte, 8-10; om Tale i rette Tid, 11-12; om et trofast Bud, 13; om falsk Berømmelse, 14; om Langmodighed og en blid Tale, 15; om Maadehold, 16. 27; om Omgang med Venner, 17; om falsk Vidnesbyrd, 18; om falsk Fortrøstning, 19; om et bedrøvet Hjerte, 20; om Velgerning imod Fjender, 21-22; om Frygt for at fortørne andre, 23; om en trættekær Kvinde, 24; om godt Rygte, 25; om den retfærdiges Fald, 26; om en, som ej kan tvinge sig selv, 28.

1Disse ere ogsaa Salomos Ordsprog, hvilke Judas Konge, Ezekias's Mænd have samlet.

2Det er Guds Ære at skjule en Ting, men det er Kongers Ære at ransage en Ting. 3Himmelen i Højhed og Jorden i Dybde og Kongers Hjerte ere uransagelige. 4Man borttog Slaggerne fra Sølvet, saa fik Guldsmeden et Kar ud deraf; 5man borttage den ugudelige, som er for Kongens Ansigt, saa skal hans Trone befæstes ved Retfærdighed. 6Bram ikke for Kongens Ansigt, og stil dig ikke paa de mægtiges Sted! 7Thi det er bedre, at man siger til dig: Stig her op! end at man skal sætte dig ned for en Fyrstes Ansigt, som dine Øjne have set.

8Gak ikke hastelig ud for at trætte, at du ikke skal begaa noget som helst paa det sidste, naar din Næste har beskæmmet dig. 9Før din Sag imod din Næste; men aabenbar ikke en andens Hemmelighed, 10paa det den, som det hører, ikke skal forhaane dig, og dit onde Rygte ikke vige fra dig.

11Som Guldæbler i Sølvskaaler af udgravet Arbejde er det Ord, som tales i rette Tid. 12Som et gyldent Smykke og en kostbar Prydelse vil den, som irettesætter viselig, være for det Øre, som hører efter.

13Som Sneens Kølighed paa en Høstdag er et trofast Bud for dem, som sende ham, og han vederkvæger sine Herrers Sjæl.

14Som Taage og Vejr uden Regn er den Mand, som praler med at ville give, men skuffer.

15Ved Langmodighed overtales en Fyrste, og en blød. Tunge sønderbryder Ben.

16Har du fundet Honning, saa spis til din Nødtørft, at du ej skal mættes af den og udspy den. 17Lad din Fod sjælden komme i din Vens Hus, at han ej skal blive ked af dig og hade dig. 18Som en Hammer og et Sværd og en hvas Pil er den Mand, som siger falsk Vidnesbyrd imod sin Næste. 19Som en skør Tand og en Fod, der snubler, er Tillid til den troløse paa Nødens Dag. 20Som den, der aflægger Klæderne den Dag, det er koldt, som Eddike paa Salpeter, saa er den, som synger Sange for et bedrøvet Hjerte. 21Dersom din Fjende hungrer, giv ham Brød at æde; og dersom han tørster, giv ham Vand at drikke; 22thi du skal samle Gløder paa hans Hoved, og Herren skal betale dig det. 23Nordenvejret føder Regn og den Tunge, som taler i Skjul, et vredt Ansigt. 24Det er bedre at bo i Hjørnet paa et Tag end hos en trættekær Kvinde og i Hus sammen. 25Som koldt Vand for en træt Sjæl, saa er et godt Budskab fra et langt fraliggende Land. 26Som en plumret Kilde og en fordærvet Brønd er den retfærdige, som snubler for en ugudelig. 27At æde megen Honning er ikke godt; ej heller er det en Ære, naar Folk ransage deres egen Ære.

28Som en gennembrudt Stad uden Mur, saa er en Mand, som ikke kan tvinge sin Aand.