‏ Proverbs 27

Salomo taler om de tilkommende Tings Uvished, 1; om Selvros, 2; om Vrede og Avind, 3.4; om aabenbar Straf og hemmelig Kærlighed, 5. 6. 14; om Mættelse og Hunger, 7; om Ustadighed i sit Kald, 8; om Venner, 9. 10; om Visdom og Forsigtighed, 11.12; om Borgen, 13; om en trættekær Kvinde, 15. 16; om at øve sig i det gode, 17; om tro Tjenere, 18; om Menneskenes Hjerter, 19; om Øjnenes Umættelighed, 20; om Hjertets Ransagelse, 21; om Haardnakkethed, 22; om klog Husholdning, 23-27.

1Ros dig ikke af den Dag i Morgen; thi du ved ikke, hvad Dagen vil føde.

2Lad en fremmed rose dig og ikke din egen Mund; en anden og ikke dine egne Læber!

3Stenen er svar, og Sandet er tungt; men Daarens Fortørnelse er svarere end begge. 4Hidsighed er grum, og Vrede strømmer over; men hvo kan staa for Skinsyge?

5Aabenbar Irettesættelse er bedre end skjult Kærlighed. 6Saar af en Elsker ere vel mente, men den hadefuldes Kys ere rigelige. 7En mæt Sjæl vrager Honningkage; men alt besk er sødt for en hungrig Sjæl. 8Ligesom en Spurv, der flagrer om borte fra sin Rede, saa er en Mand, der vanker omkring borte fra sit Sted. 9Olie og Røgelse glæde Hjertet, og en Vens Sødhed glæder, naar den kommer fra hans Sjæls Raad. 10Forlad ikke din Ven og din Faders Ven, og gak ikke i din Broders Hus paa din Nøds Dag; bedre er en Nabo nær hos end en Broder langt borte. 11Vær viis, min Søn! og glæd mit Hjerte, paa det jeg kan svare den, som forhaaner mig. 12Den kloge saa Ulykken og skjulte sig; men de uerfarne gik frem og maatte bøde. 13Naar en gaar i Borgen for en fremmed, tag saa hans Klæder, og tag Pant af ham for den fremmede Kvindes Skyld. 14Hvo som velsigner sin Næste med høj Røst aarle om Morgenen, ham skal det regnes for en Forbandelse.

15Et vedholdende Tagdryp paa en Regndag og en trættekær Kvinde ligne hinanden. 16Hver som søger at skjule hende, skjuler Vind, og hans højre Haand griber i Olie.

17Jern skærpes ved Jern, og en Mand skærpes over for hans Næstes Ansigt.

18Hvo, som bevarer et Figentræ, skal æde Frugt deraf, og hvo der tager Vare paa sin Herre, skal æres.

19Ligesom i Vandet Ansigt er imod Ansigt, saa er et Menneskes Hjerte imod et Menneske.

20Dødsriget og Afgrunden kunne ikke mættes, saa kunne og Menneskens Øjne ikke mættes.

21Diglen er til Sølvet og Ovnen til Guldet, og en Mand prøves efter, hvad han roser.

22Dersom du vilde støde en Daare i Morteren med Støderen midt iblandt Gryn, skal hans Daarskab dog ikke vige fra ham.

23Du skal grant kende dine Faars Udseende; sæt din Hu til Hjordene! 24Thi Gods er ikke evindelig, og mon en Krone varer. Ira Slægt til Slægt? 25Naar Høet er bortført, saa lader Græsset sig se igen, og Urterne paa Bjergene sankes. 26Lammene ere til dine Klæder, og Bukke ere en Ager værd. 27Og du har Gedemælk nok til Føde for dig, til Føde for dit Hus, og Livs Ophold til dine Piger.