‏ Proverbs 30

Agur taler om sin Uforstandighed i guddommelige Sager og om Gud og hans Søn og om Guds Ord, hvortil man intet skal lægge, 1-6; beder imod Forfængelighed, Løgn, Armod og Rigdom, 7-9; vil ej, at man maa bagtale en Tjener for sin Herre, 10; og taler om fire vederstyggelige Ting, 11-14; om fire umættelige Ting, 15.16; om Foragt for Forældre, 17; om fire uransagelige Ting, 18. 19; om en Horekvindes Uforskammethed, 20; om fire utaalelige Ting, 21-28; om fire smaa, dog berømmelige Ting, 24-28; om fire Ting, som have en god Gang, 29-31; om ej at forhærde sig i sine Forseelser, 32. 33.

1Agurs, Jakes Søns Ord, det varslende Ord, Udsagnet af Manden, til Ithiel, til Ithiel og Ukal. 2Jeg var ufornuftigere end en Mand, og jeg havde ikke Forstand som et Menneske. 3Og jeg havde ikke lært Visdom eller kendt Kundskab om den Hellige. 4Hvo for op til Himmelen og for ned? hvo samlede Vejret i sine Næver? hvo bandt Vandet i et Klædebon? hvo har fastsat alle Jordens Grænser? hvad er hans Navn? og hvad er hans Søns Navn? du ved det jo. 5Alt Guds Ord er lutret; han er et Skjold for dem, som forlade sig paa ham. 6Læg intet til hans Ord, at han ikke skal straffe dig, og du skal staa som en Løgner.

7Om tvende Ting har jeg bedet dig; nægt mig dem ej, før jeg dør: 8Lad Forfængelighed og Løgnens Ord være langt fra mig; giv mig ikke Armod eller Rigdom, men tildel mig mit beskikkede Brød; 9at jeg ikke, naar jeg mættedes, skulde fornægte dig og sige: Hvo er Herren? eller naar jeg blev fattig, skulde stjæle og forgribe mig paa min Guds Navn.

10Bagtal ikke en Træl for hans Herre, at han ikke skal forbande dig, og du skal bære Skyld.

11Der er en Slægt, som bander sin Fader og ikke velsigner sin Moder; 12der er en Slægt, som er ren i sine egne Øjne, og hvis Skarn dog ikke er aftoet; 13der er en Slægt, hvis Øjne ere høje, og hvis Øjenlaage hæve sig i Vejret; 14der er en Slægt, hvis Tænder ere Sværd, og hvis Kindtænder ere Knive, som vil fortære de elendige i Landet og de fattige iblandt Menneskene.

15Blodsugersken har to Døtre, „giv hid! giv hid!‟ Der er tre, som ikke kunne mættes, fire, som ikke sige: „Nok!‟ 16Dødsriget og det ufrugtbare Moderliv; Jorden bliver ikke mæt af Vand, og Ilden siger ikke: „Nok!‟

17Et Øje, som spotter Faderen og lader haant om at lyde Moderen, det skulle Ravnene ved Bækken udhugge, og Ørneunger skulle æde det.

18Tre Ting ere mig forunderlige; og fire Ting kender jeg ikke: 19Ørnens Vej imod Himmelen, Slangens Vej over Klippen, Skibets Vej midt paa Havet, og en Mands Vej til en Jomfru.

20Saa er en Horekvindes Vej; hun spiser og afvisker sin Mund og siger: Jeg har ikke gjort Uret.

21Under tre ryster et Land, og under fire kan det ikke holde ud: 22Under en Træl, naar han kommer til at herske; og en Daare, naar han bliver mæt af Brød; 23under en forhadt Kvinde, naar hun bliver gift; og en Trælkvinde, naar hun bliver sin Frues Arving.

24Der er fire smaa paa Jorden, dog ere de vise, saare vise: 25Myrerne ere ikke et stærkt Folk, alligevel berede de deres Spise om Sommeren; 26Kaninerne ere et afmægtigt Folk, dog indrette de deres Hus i Klippen; 27Græshopperne have ingen Konge, alligevel drage de ud, alle i sluttet Skare; 28Firbenet griber fat med Hænder, og dog er det i Kongepaladser.

29Der er tre, som have et smukt Skridt, og fire, som have en smuk Gang: 30Løven, som er vældig iblandt Dyrene og ikke viger tilbage for nogens Ansigt; 31Hesten, som er omgjordet om Lænderne; Bukken; og en Konge, som ingen tør rejse sig imod.

32Har du handlet daarligt, der du ophøjede dig, og har du tænkt ondt, da læg Haand paa Mund! 33Thi den, som trykker Mælk, faar Ost derudaf; og den, som trykker Næsen, faar Blod derudaf; og den, som trykker Vrede, faar Trætte derudaf.