‏ Proverbs 6

Salomo advarer for at gaa i Borgen for nogen, 1-5; formaner de lade og viser dem hen til Myren, 6-11; beskriver vanartige Folk og forkynder dem al Ulykke, 12-15; opregner syv Laster, som man skal fly, 16-19; formaner Børn til Lydighed imod Forældre, 20-23; advarer imod Horeri, 24-35.

1Min Søn! dersom du er gaaet i Borgen hos din Næste, har givet Haandslag til den fremmede; 2har du bundet dig ved din Munds Ord, ladet dig fange ved din Mands Ord: 3Saa gør dog dette, min Søn! og red dig, fordi du er kommen i din Næstes Haand: Gak, nedkast dig for hans Fødder, og træng ind paa din Næste! 4Tilsted ikke dine Øjne at sove eller dine Øjenlaage at slumre. 5Fri dig som en Raa af Jægerens Haand og som en Fugl af Fuglefængerens Haand.

6Du lade! gak til Myren, se dens Veje, og bliv viis. 7Skønt den ikke har nogen Fyrste, Foged eller Hersker, 8bereder den om Sommeren sin Mad, den samler om Høsten sin Spise. 9Du lade! hvor længe vil du ligge? naar vil du staa op af din Søvn? 10Sov lidt endnu, blund lidt, fold Hænderne lidt for at hvile: 11Saa skal din Armod komme som en Landstryger og din Trang som skjoldvæbnet Mand.

12Et nedrigt Menneske, en uretfærdig Mand er den, som gaar med en vanartig Mund; 13den, som giver Vink med sine Øjne, gør Tegn med sine Fødder, peger med sine Fingre; 14den, som har forvendte Ting i sit Hjerte og optænker ondt til hver Tid og kommer Trætter af Sted. 15Derfor skal hans Ulykke komme hastelig, han skal snart sønderknuses, og der skal ingen Lægedom være.

16Disse seks Stykker hader Herren, og de syv ere en Vederstyggelighed for hans Sjæl: 17Stolte Øjne, en løgnagtig Tunge og Hænder, som udgyde den uskyldiges Blod; 18et Hjerte, som optænker uretfærdige Tanker; Fødder, som haste med at løbe til det onde; 19den, der som falsk Vidne taler Løgn; og den, som kommer Trætter af Sted imellem Brødre.

20Min Søn! bevar din Faders Bud, og forlad ikke din Moders Lov. 21Knyt dem til dit Hjerte for stedse, bind dem om din Hals! 22Naar du vandrer, skal den lede dig, naar du lægger dig, skal den bevare dig, og naar du opvaagner, skal den tale til dig. 23Thi Budet er en Lampe og Loven et Lys, og Undervisningens Revselse er Vej til Livet;

24at den maa bevare dig fra en ond Kvinde, fra en fremmed Tunges Sledskhed. 25Begær ikke hendes Dejlighed i dit Hjerte, og lad hende ikke indtage dig med sine Øjenlaage! 26Thi for en Skøges Skyld gælder det kun om et Stykke Brød, men en anden Mands Hustru fanger den dyrebare Sjæl. 27Mon nogen kan tage Ild i sin Barm, uden at hans Klæder brændes op? 28Eller mon nogen kan gaa paa Gløder, uden at hans Fødder brændes? 29Saa sker det ham, som gaar ind til sin Næstes Hustru; ingen, som rører hende, slipper fri for Straf. 30Man ringeagter ikke, at en Tyv stjæler for at mætte sig, naar han er hungrig; 31men naar han bliver greben, maa han betale syv Fold, han maa give alt sit Hus's Gods. 32Den, som bedriver Hor med en Kvinde, fattes Forstand; den, som vil fordærve sin Sjæl, han, ja han gør sligt. 33Plage og Skam skal ramme ham, og hans Skændsel skal ikke udslettes. 34Thi nidkær er Mandens Vrede, og han skal ikke skaane paa Hævnens Dag; 35han skal ikke tage nogen Bod for gyldig og ikke samtykke, om du end vilde give megen Skænk.