‏ Psalms 104

Psalmisten lover Gud for hans store og forunderlige Gerninger i Skabelsen saavel som i Opholdelsen, idet han betragter de fornemste Gerninger, som Gud har gjort i Skabelsen, 1-30; og lærer os deraf at betragte Guds Majestæt, at ære og prise ham, 31-35.

1Min Sjæl, lov Herren; Herre, min Gud! du er saare stor, du har iført dig Majestæt og Herlighed. 2Han ifører sig Lys som et Klædebon, han udbreder Himmelen som et Telt. 3Han hvælver sine Sale i Vandene; han gør Skyerne til sin Vogn, han vandrer paa Vejrets Vinger. 4Han gør Vindene til sine Engle, gloende Ild til sine Tjenere. 5Han grundfæstede Jorden paa dens Grundvold, den skal ikke rokkes i al Evighed. 6Du havde skjult den med Havet som med et Klæde, Vandene stode over Bjergene. 7De flyede for din Trusel, de fore hastelig bort for din Tordens Røst. 8Bjergene fore op, Dalene fore ned til det Sted, som du grundfæstede for dem. 9Du satte en Grænse, hvorover de ikke skulde gaa; de skulde ikke skjule Jorden igen. 10Han lader Kilder opvælde i Dalene; de rinde imellem Bjergene. 11De give alle Markens Dyr at drikke, Vildæsler slukke deres Tørst. 12Over dem bo Himmelens Fugle; ud fra Grenene lade de deres Røst høre. 13Han vander Bjergene fra sine høje Sale; Jorden mættes af dine Gerningers Frugt. 14Han lader Græs gro for Kvæget og Urter til Menneskens Tjeneste for at fremføre Brød af Jorden. 15Og Vin glæder et Menneskes Hjerte, hans Ansigt bliver frydefuldt af Olie, og Brød vederkvæger et Menneskes Hjerte. 16Herrens Træer mættes af Væde, Libanons Cedre, som han har plantet; 17der hvor Fuglene bygge Rede; Storkens Bo er paa Fyrretræerne. 18De høje Bjerge ere for Stengederne, Klipperne ere en Tilflugt for Kaninerne. 19Han gjorde Maanen til at bestemme Tiderne, Solen ved sin Nedgang. 20Du gør Mørke, og der bliver Nat, i den krybe alle Skovens Dyr frem. 21De unge Løver brøle efter Rov og komme for at kræve deres Føde af Gud. 22Solen gaar op, saa trække de sig tilbage og lægge sig i deres Huler. 23Da gaar Mennesket ud til sin Gerning og til sit Arbejde indtil Aftenen. 24Hvor mange ere dine Gerninger, Herre! du gjorde dem alle viselig; Jorden er fuld af dine Ejendomme. 25Her er Havet stort og vidt til begge Sider; der er Vrimmel uden Tal, der er Dyr, de smaa med de store. 26Der gaa Skibene; der er Leviathan, som du dannede til at lege derudi. 27De vente alle paa dig, at du skal give dem deres Føde i rette Tid. 28Giver du dem, da sanke de; oplader du din Haand, da mættes de med godt. 29Skjuler du dit Ansigt, da forfærdes de; tager du Aanden tilbage fra dem, da dø de og vende tilbage til deres Støv. 30Udsender du din Aand, skabes de, og du fornyer Jordens Skikkelse.

31Herrens Ære blive evindelig, Herren glæde sig over sine Gerninger! 32Han ser til Jorden, og den bæver; han rører ved Bjergene, og de ryge. 33Jeg vil synge for Herren, medens jeg lever, jeg vil lovsynge min Gud, medens jeg er til. 34Maatte min Tale behage ham; jeg vil glædes i Herren. 35Maatte dog Syndere udryddes af Jorden, og ugudelige ikke være ydermere! Min Sjæl, lov Herren! Halleluja.