‏ Psalms 105

Psalmisten formaner Israeliterne til at takke og love Herren, 1-6; opregner adskillige Guds Velgerninger, hvorfor de burde prise ham, navnlig hans Pagt med Abraham, 7-11; hans Varetægt over de hellige Fædre, 12-25; Folkets Udfrielse af Ægypten, 26-38; og deres Førelse igennem Ørken ind i Kanaan, 39-45.

1Priser Herren, paakalder hans Navn, kundgører hans Gerninger iblandt Folkene! 2Synger for ham, spiller for ham, taler om alle hans underfulde Gerninger! 3Roser eder af hans hellige Navn; deres Hjerte glæder sig, som søge Herren! 4Spørger efter Herren og hans Magt, søger hans Ansigt alle Tider! 5Ihukommer hans underfulde Gerninger, som han har gjort, hans Jærtegn og hans Munds Domme. 6I, hans Tjener Abrahams Sæd! Jakobs Børn, hans udvalgte!

7Han er Herren vor Gud; hans Domme ere over al Jorden. 8Han kommer evindelig sin Pagt i Hu, det Ord, som han har befalet til tusinde Slægter, 9som han har indgaaet med Abraham, og sin Ed til Isaak, 10hvilken han opstillede for Jakob til en Skik, for Israel til en evig Pagt 11sigende: Dig vil jeg give Kanaans Land til eders Arvs Lod;

12der de vare en liden Hob, faa og fremmede deri; 13og de vandrede fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet Folkefærd. 14Han tillod intet Menneske at gøre dem Vold og revsede Konger for deres Skyld: 15„Rører ikke mine salvede og gører ikke mine Profeter noget ondt‟. 16Og han kaldte Hunger over Landet, han formindskede alt Brøds Forraad. 17Han sendte en Mand forud for dem; til Træl blev Josef solgt. 18De plagede hans Fødder i Stokken; han selv kom i Jern 19indtil den Tid, da hans Ord traf ind, da Herrens Tale havde lutret ham. 20Kongen sendte hen og lod ham løs; han, som herskede over Folkene, gav ham fri. 21Han satte ham til Herre over sit Hus og til Hersker over alt sit Gods, 22at han kunde binde hans Fyrster efter sin Villie og lære hans Ældste Visdom. 23Saa kom Israel til Ægypten og Jakob boede som fremmed i Kams Land. 24Men sit Folk gjorde han saare frugtbart og mægtigere end dets Modstandere. 25Disses Sind omskiftede han, saa at de hadede hans Folk og handlede træskelig imod hans Tjenere.

26Han sendte Mose, sin Tjener, Aron, som han havde udvalgt. 27De kundgjorde hans Tegns Ord iblandt dem og hans Undere i Kams Land. 28Han sendte Mørke og lod det blive mørkt, og de vare ikke genstridige imod hans Ord. 29Han vendte deres Vande om til Blod og dræbte deres Fisk. 30Deres Land vrimlede af Frøer lige indtil i deres Kongers Kamre. 31Han talte, saa kom der Utøj, Lus, over hele deres Landemærke. 32Han lod deres Regnbyger blive til Hagel, til Ildslue i deres Land. 33Og han slog deres Vinstokke og deres Figentræer og sønderbrød Træerne inden deres Landemærke. 34Han talte, saa kom der Græshopper og Høskrækker, og der var ikke Tal paa dem. 35Og de aade alle Urter i deres Land, og de aade Frugten paa deres Mark. 36Han slog og alt førstefødt i deres Land, Førstegrøden af al deres Kraft. 37Men hine førte han ud med Sølv og Guld, og der var ingen skrøbelig iblandt deres Stammer. 38Ægypten blev glad, der de droge ud; thi Frygt for dem var falden paa det.

39Han udbredte en Sky til Skjul og en Ild til at lyse om Natten. 40De bade, saa lod han Vagtler komme og mættede dem med Himmelbrød. 41Han oplod en Klippe, og der flød Vand, det løb igennem de tørre Steder som en Flod. 42Thi han kom sit hellige Ord i Hu og sin Tjener Abraham. 43Og han førte sit Folk ud med Glæde, sine udvalgte med Frydeskrig. 44Og han gav dem Hedningernes Lande; og de arvede, hvad Folkene havde haft Møje for, 45paa det de skulde holde hans Skikke og bevare hans Love. Halleluja!