‏ Psalms 107

Psalmisten formaner alle de frelste til at takke Gud, fordi han har forløst dem af deres Angest og Nød: Fra Udlændighed og Landflygtighed, 1-9; fra Fængsel og Baand, 10-16; fra Sygdom og Plage, 17-22; fra Havsnød og Fare, 23-32; og fra andre Tilskikkelser, 33-43.

1Priser Herren! thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig. 2Det maa de sige, som ere genløste af Herren, de, han har genløst af Modstanderens Haand, 3og de, som han har samlet hjem fra Landene, fra Øster og fra Vester, fra Norden og fra Havet. 4De fore vild i Ørken, paa en øde Vej, de fandt ingen Stad, som de kunde bo udi; 5de vare hungrige og tørstige tillige; deres Sjæl vansmægtede i dem. 6Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han friede dem af deres Trængsler. 7Og han førte dem paa den rette Vej, at de gik til en Stad, som de kunde bo udi. 8Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn; 9thi han har mættet en tørstig Sjæl og har fyldt en hungrig Sjæl med godt.

10De sade i Mørke, og i Dødens Skygge, bundne i Elendighed og Jern; 11thi de havde været genstridige imod Guds Ord og havde foragtet den Højestes Raad; 12og han ydmygede deres Hjerter ved Lidelse; de styrtede, og der var ingen Hjælper. 13Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler. 14Han udførte dem af Mørket og Dødens Skygge og sønderrev deres Baand. 15Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn; 16thi han har sønderbrudt Kobberporte og sønderhugget Jernslaaer.

17De Daarer! de bleve plagede for deres Overtrædelsers Vej og for deres Misgerningers Skyld. 18Deres Sjæl fik Vederstyggelighed til al Mad, og de kom nær til Dødens Porte. 19Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler. 20Han sendte sit Ord og helbredede dem og reddede dem fra deres Grave. 21Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn 22og ofre Takofre og fortælle hans Gerninger med Frydesang.

23De fore ud paa Havet i Skibe, de udrettede deres Gerning paa de store Vande, 24de saa Herrens Gerninger og hans Underværker paa Dybet. 25Han bød og lod et Stormvejr rejse sig, og det opløftede dets Bølger. 26De fore op imod Himmelen, de fore ned i Afgrundene, deres Sjæl forsagede under Ulykken. 27De dreves omkring og ravede som den drukne, og al deres Visdom var udtømt. 28Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Trængsler. 29Han lod Stormen stille af, og Bølgerne lagde sig. 30Da bleve de glade, at disse vare blevne stille; og han førte dem i Havn efter deres Begæring. 31Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for alle hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn 32og ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham der, hvor de gamle sidde.

33Han gjorde Floder til en Ørk og Kildegrund til tørre Steder; 34et frugtbart Land til Saltland for deres Ondskabs Skyld, som boede deri. 35Han gjorde Ørken til en vandrig Sø og tørt Land til Kildegrund. 36Og han lod de hungrige bo der, og de grundede en Stad, som de kunde bo udi. 37Og de besaaede Agre og plantede Vingaarde, og disse bare Frugt til Indtægt. 38Og han velsignede dem, og de bleve saare formerede, og han formindskede ikke deres Kvæg. 39Derefter bleve de formindskede og nedbøjede af Trængsel, Ulykke og Bedrøvelse. 40Han udøser Foragt over Fyrster og lader dem fare vild i den vejløse Ørk. 41Men han ophøjede en fattig af Elendighed og satte Slægterne som Hjorde. 42De oprigtige skulle se det og glæde sig; men al Uretfærdighed har lukket sin Mund til. 43Hvo er viis, at han bevarer disse Ting og forstaar Herrens Miskundhed!