‏ Psalms 109

David beder om Guds Hævn over sine Fjender og i Særdeleshed over en Forræder, 1-20; beder, at Gud vilde fri ham selv af Forsmædelse, Lidelse og Død, 21-31; Psalmen er anvendt paa Judas i det N. T.

Til Sangmesteren; en Psalme af David.

1Min Lovsangs Gud, ti ikke! 2Thi de have opladt Ugudeligheds Mund og Falskheds Mund imod mig; de have talt imod mig med Løgnens Tunge, 3og de have omringet mig med hadefulde Ord og stridt imod mig uden Aarsag. 4Til Løn for min Kærlighed staa de mig imod, men jeg er stedse i Bøn. 5Og de beviste mig ondt for godt, og Had for min Kærlighed. 6Sæt en ugudelig over ham og lad en Anklager staa ved hans højre Haand! 7Naar han dømmes, da lad ham gaa ud som skyldig, og lad hans Bøn blive tir Synd! 8Hans Dage vorde faa, en anden annamme hans Embede! 9Hans Børn vorde faderløse og hans Hustru Enke! 10Og lad hans Børn vanke hid og did og tigge, og lad dem fra deres øde Hjem søge om Føde! 11Lad Aagerkarlen kaste Garn ud efter alt det, han har, og fremmede røve Frugten af hans Arbejde. 12Lad ham ikke finde nogen, som bevarer Miskundhed imod ham, og ingen forbarme sig over hans faderløse! 13Hans Fremtid vorde afskaaren, deres Navn vorde udslettet i andet Led! 14Hans Fædres Misgerning vorde ihukommet hos Herren og hans Moders Synd ikke udslettet! 15De være Herren altid for Øje, og han udrydde deres Ihukommelse af Jorden; 16fordi han ikke kom i Hu at gøre Miskundhed, men forfulgte en elendig og en fattig Mand og den, som var bedrøvet i Hjertet, for at dræbe ham. 17Han elskede Forbandelse, den kom ogsaa over ham, og han havde ikke Lyst til Velsignelse, og den blev ogsaa langt fra ham. 18Og han iførte sig Forbandelse som sit Klædebon, og den kom ind i ham som Vand og som Olie i hans Ben. 19Den vorde ham som et Klædebon, hvilket han ifører sig, og som et Bælte, hvilket han altid ombinder sig med. 20Dette er Lønnen fra Herren til dem, som staa mig imod, og som tale ondt imod min Sjæl!

21Men du, Herre, Herre! gøre vel imod mig for dit Navns Skyld; red mig, fordi din Miskundhed er god. 22Thi jeg er elendig og fattig, og mit Hjerte er saaret inden i mig. 23Jeg svinder bort som en Skygge, naar den hælder, jeg bliver jaget bort som en Græshoppe. 24Mine Knæ rave af Faste, og mit Kød er magert og har ingen Fedme. 25Og jeg maa være deres Spot; de se mig, de ryste med deres Hoved. 26Hjælp mig, Herre, min Gud! frels mig efter din Miskundhed, 27at de maa kende, at dette er din Haand; du, Herre! du har gjort det. 28Forbande de, saa velsigner du, de rejse sig, men blive til Skamme, og din Tjener glædes. 29Lad mine Modstandere iføres Forsmædelse og klædes med deres Skam som med en Kappe. 30Jeg vil takke Herren højlig med min Mund, og jeg vil love ham midt iblandt mange; 31thi han staar ved den fattiges højre Haand for at frelse ham fra dem, som dømme hans Sjæl.