Psalms 116
Psalmisten takker Gud for hans naadige Bønhørelse og Befrielse, 1-6; opmuntrer sin Sjæl til at være rolig i Gud, 7-11; lover at være Gud taknemmelig og at betale sine Løfter, 12-19.
1Jeg elsker Herren; thi han hører min Røst, mine ydmyge Begæringer. 2Thi han har bøjet sit Øre til mig, og hele mit Liv igennem vil jeg paakalde ham. 3Dødens Reb have omspændt mig, og Helvedes Angest har fundet mig; jeg finder Angest og Bedrøvelse. 4Men jeg paakalder Herrens Navn: Kære Herre! udfri min Sjæl! 5Herren er naadig og retfærdig, og vor Gud er barmhjertig. 6Herren bevarer de enfoldige; jeg var ringe, dog frelste han mig. 7Min Sjæl! kom tilbage til din Ro; thi Herren har gjort vel imod dig. 8Thi du udfriede min Sjæl fra Døden, mit Øje fra Graad, min Fod fra Stød. 9Jeg vil vandre for Herrens Ansigt i de levendes Lande. 10Jeg troede, derfor talte jeg; jeg var saare plaget. 11Jeg sagde, der jeg forfærdedes: Hvert Menneske er en Løgner. 12Hvorledes skal jeg betale Herren alle hans Velgerninger imod mig? 13Frelsens Kalk vil jeg tage og paakalde Herrens Navn. 14Jeg vil betale Herren mine Løfter, og det for alt hans Folks Øjne. 15Kostbar i Herrens Øjne er hans helliges Død. 16Ak, Herre —! thi jeg er din Tjener; jeg er din Tjener, din Tjenestekvindes Søn, du har løst mine Baand. 17Dig vil jeg ofre Takoffer og paakalde Herrens Navn. 18Jeg vil betale Herren mine Løfter og det for alt hans Folks Øjne, 19i Herrens Hus's Forgaarde, midt i dig, Jerusalem! Halleluja!
Copyright information for
DaOT1871NT1907