‏ Psalms 37

David advarer de gudfrygtige imod at forarge sig over de ugudeliges Lykke og formaner dem til Bestandighed i det gode, 1-8; taler om, hvor ilde det omsider gaar de ugudelige, men hvor godt det skal gaa dem, der frygte Gud, 9-40.

1Af David. Lad din Vrede ikke optændes imod de onde; vær ikke nidkær imod dem, som gøre Uret; 2thi de skulle hastelig falme som Græs, og visne som grønne Urter. 3Forlad dig paa Herren og gør godt; bo i Landet og nær dig trolig; 4og forlyst dig i Herren, saa skal han give dig dit Hjertes Begæring. 5Vælt din Vej paa Herren og forlad dig paa ham, han skal gøre det. 6Og han skal føre din Retfærdighed frem som Lyset og din Ret som Middagsglansen. 7Ti for Herren og forvent ham; lad din Vrede ikke optændes imod den Mand, hvis Vej lykkes, imod den Mand, som øver Underfundighed. 8Lad af fra Vrede og lad Heftighed fare, lad din Vrede ikke optændes, den er kun til at gøre ondt.

9Thi de onde skulle udryddes, men de, som bie efter Herren, de skulle arve Landet. 10Og endnu et lidet, saa er den ugudelige ikke mere; og naar du giver Agt paa hans Sted, da er han borte. 11Men de sagtmodige skulle arve Landet og forlyste sig over stor Fred. 12Den ugudelige optænker Skalkhed imod den retfærdige og skærer Tænder imod ham. 13Herren skal le ad ham; thi han ser, at hans Dag er kommen. 14De ugudelige have uddraget Sværd og spændt deres Bue at fælde en elendig og fattig, at tage Livet af dem, som vandre i Oprigtighed. 15Deres Sværd skal komme i deres eget Hjerte, og deres Buer skulle sønderbrydes. 16Det lidet, som den retfærdige har, er bedre end mange ugudeliges Gods. 17Thi de ugudeliges Arme skulle sønderbrydes; men Herren opholder de retfærdige. 18Herren kender de retsindiges Dage, og deres Arv skal blive evindelig. 19De skulle ikke beskæmmes i den onde Tid, og de skulle mættes i Hungers Dage. 20Thi de ugudelige skulle omkomme, ja, Herrens Fjender, som Engenes Pragt; de ere forsvundne, i Røg forsvundne. 21En ugudelig maa tage til Laans, og kan ikke betale; men en retfærdig kan forbarme sig og giver. 22Thi Herrens velsignede skulle arve Landet; men hans forbandede skulle udryddes. 23Af Herren stadfæstes en Mands Gang, og han vil have Velbehag til hans Vej. 24Naar han falder, bliver han ikke liggende; thi Herren holder fast ved hans Haand. 25Jeg har været ung og er bleven gammel; men jeg har ikke set en retfærdig forladt eller hans Sæd at søge efter Brødet. 26Han forbarmer sig den ganske Dag og laaner ud, og hans Sæd skal blive til en Velsignelse. 27Vig fra ondt, og gør godt, saa skal du blive boende evindelig. 28Thi Herren elsker Ret og forlader ikke sine hellige, de ere bevarede evindelig; men de ugudeliges Sæd er udryddet. 29De retfærdige skulle arve Landet og bo der evindelig. 30En retfærdigs Mund skal tale Visdom, og hans Tunge skal forkynde Ret. 31Hans Guds Lov er i hans Hjerte; hans Trin skulle ikke glide. 32En ugudelig lurer paa den retfærdige og søger efter at dræbe ham. 33Herren skal ikke overlade ham i hans Haand og ej kende ham skyldig, naar han dømmes. 34Bi efter Herren og var paa hans Vej, saa skal han ophøje dig til at arve Landet; du skal se paa de ugudeliges Udryddelse. 35Jeg saa en ugudelig, en Voldsmand; han udbredte sig som et grønt Rodskud. 36Men han forsvandt og se, han var ikke mere; og jeg søgte efter ham, men han fandtes ikke. 37Tag Vare paa den retsindige, og se hen til den oprigtige, thi Fredens Mand har en Fremtid. 38Men Overtrædere skulle ødelægges til Hobe; de ugudeliges Fremtid er borte. 39Men de retfærdiges Frelse er af Herren, han er deres Styrke i Nødens Tid. 40Og Herren skal hjælpe dem og udfri dem; han skal udfri dem fra de ugudelige og frelse dem; thi de have forladt sig paa ham.