Psa 40 | DaOT1871NT1907 | STEP | Til Sangmesteren; en Psalme af David.

‏ Psalms 40

David taler om Taalmodighed, Bøn og Frelse fra sine svare Lidelser, 2-5; om hvad der er det sande, Gud velbehagelige Offer, 6-11; beder for sig i sine Lidelser og imod sine ubodfærdige Fjender, 12-18.

1 Til Sangmesteren; en Psalme af David.

2 Jeg har biet taalmodigt efter Herren, og han bøjede sig til mig og hørte mit Raab. 3 Og han drog mig op af en brusende Grav, af det skidne Dynd; og han satte mine Fødder paa en Klippe, han befæstede mine Skridt. 4 Og han lagde en ny Sang i min Mund, en Lovsang til vor Gud; mange skulle se og frygte og forlade sig paa Herren. 5 Salig den Mand, som sætter sin Tillid til Herren og ikke vender sig til de hovmodige og til dem, som bøje sig til Løgn.

6 Herre, min Gud! du har gjort dine underfulde Ting og dine Tanker mangfoldige imod os; ingen kan opregne dem for dig, ellers skulde jeg kundgøre og udsige dem; de ere flere, end man kan tælle dem. 7 Du har ikke Lyst til Slagtoffer og Madoffer; du har aabnet mig Ørene; du har ikke begæret Brændoffer eller Syndoffer. 8 Da sagde jeg: Se, jeg er kommen; i Bogens Rulle er det foreskrevet mig. 9 Jeg har Lyst til at gøre din Villie, min Gud! og din Lov er midt i mit Inderste. 10 Jeg har bebudet Retfærdighed i en stor Forsamling; se, jeg vil ikke lukke mine Læber; Herre! du ved det. 11 Jeg har ikke skjult din Retfærdighed inden i mit Hjerte, jeg har talt om din Trofasthed og din Frelse; jeg har ikke dulgt din Miskundhed og din Sandhed for en stor Forsamling.

12 Du, Herre! vil ikke holde din Barmhjertighed tilbage fra mig; din Miskundhed og din Sandhed ville altid bevare mig. 13 Thi Ulykker have omspændt mig, saa der er intet Tal derpaa, mine Misgerninger have grebet mig, og jeg kan ikke se; de ere flere end Haarene paa mit Hoved, og mit Hjerte har forladt mig. 14 Herre! lad det behage dig at udfri mig; Herre! skynd dig at hjælpe mig. 15 Lad dem til Hobe blues og blive til Skamme, som søge efter mit Liv for at tage det bort; lad dem vige tilbage og forhaanes, som ville mig ondt. 16 Lad dem forfærdes over deres egen Skændsel, dem, som sige om mig: Ha, ha! 17 Lad dem frydes og glædes i dig, alle som søge dig; lad dem altid sige: Herren være storlig lovet! dem, som elske din Frelse. Men jeg er elendig og fattig; Herren vil tænke paa mig; du er min Hjælp og den, som udfrier mig; min Gud! tøv ikke.