‏ Psalms 44

Guds Menighed foreholder Gud den Hjælp, som han fordum havde bevist sit Folk, 2-4; sætter ikke sit Haab til sig selv, men til hans Bistand, 5-9; klager over, at den er forladt af Gud og hengiven i Fjendens Vold, skønt den ikke har modvilligt forladt Guds Bud, 10-23; beder om Hjælp og Frelse, 24-27.

1Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Undervisning.

2Gud! vi have hørt det med vore Øren, vore Fædre have fortalt os det, den Gerning du gjorde i deres Dage, i fordums Dage. 3Du fordrev Hedningerne ved din Haand, men dem plantede du; du handlede ilde med Folkene, men dem udbredte du. 4Thi ikke ved deres Sværd indtoge de Landet, og deres Arm hjalp dem ikke, men din højre Haand og din Arm og dit Ansigts Lys, fordi du havde Behagelighed til dem.

5Gud! du, ja, du er min Konge; befal Jakobs Frelse at komme! 6Ved dig ville vi nedstøde vore Fjender; i dit Navn ville vi nedtræde dem, som staa op imod os. 7Thi jeg forlader mig ikke paa min Bue, og mit Sværd kan ikke frelse mig. 8Men du har frelst os fra vore Fjender, og du har beskæmmet dem, som os hadede. 9Vi prise Gud den ganske Dag, og vi takke dit Navn evindelig. Sela.

10Alligevel har du forkastet os og ladet os beskæmmes og vil ikke drage ud med vore Hære. 11Du lader os vige tilbage for Modstanderen, og de, som os hade, have gjort sig Bytte. 12Du giver os hen som Faar til at fortæres og har spredt os iblandt Hedningerne. 13Du sælger dit Folk, og det for intet, og du fik ingen stor Pris for dem. 14Du gør os til Skændsel for vore Naboer, til Spot og Haan for dem, som ere trindt omkring os. 15Du gør os til et Ordsprog iblandt Hedningerne, saa man ryster Hovedet over os iblandt Folkene. 16Min Forsmædelse er den ganske Dag for mig, og Bluelse har bedækket mit Ansigt 17for hans Røsts Skyld, som bespotter og forhaaner, for Fjendens og den hævngerriges Skyld. 18Alt dette er kommet over os, dog have vi ikke glemt dig, og vi have ikke handlet falskelig imod din Pagt. 19Vort Hjerte vendte sig ikke bort, og vor Gang bøjede ikke af fra din Vej, 20saa at du skulde knuse os i Dragers Bo og skjule os med Dødens Skygge. 21Dersom vi havde glemt vor Guds Navn og udbredt vore Hænder til en fremmed Gud, 22skulde Gud da ikke udfinde det? efterdi han kender Hjertets skjulte Tanker. 23Men vi blive ihjelslagne for din Skyld den ganske Dag, vi ere regnede som Slagtefaar.

24Vaagn op, hvorfor vil du sove, Herre? Vaagn op, forkast os ikke evindelig! 25Hvorfor vil du skjule dit Ansigt, glemme vor Elendighed og vor Trængsel? 26Thi vor Sjæl er nedbøjet i Støvet, vor Krop hænger ved Jorden. Rejs dig til vor Hjælp og forløs os for din Miskundheds Skyld!
Copyright information for DaOT1871NT1907