‏ Psalms 53

David beskriver alle Menneskers dybe Fordærvelse af Naturen, 2-4; i Særdeleshed straffer han Guds Folks Forførere og Forfølgere, 5-6; giver sin Længsel efter Frelse til Keude, 7.

1Til Sangmesteren; til „Makalath‟; en Undervisning af David.

2En Daare siger i sit Hjerte: Der er ingen Gud; fordærvelig og vederstyggelig er deres onde Gerning; der er ingen, som gør godt. 3Gud saa ned fra Himmelen paa Menneskens Børn, at se, om der var en forstandig, nogen, som søgte Gud. 4Enhver er afvegen, de ere fordærvede til Hobe; der er ingen, som gør godt, end ikke een.

5Have de ikke kendt det, de, som gøre Uret, som æde mit Folk, som de aade Brød? de kalde ikke paa Gud. Den Gang frygtede de saare, hvor intet var at frygte; thi Gud spredte Benene af dem, som lejrede sig imod dig; du gjorde dem til Skamme, thi Gud havde forkastet dem.

6Gid der fra Zion kom Frelse for Israel; naar Gud tilbagefører sit fangne Folk, da skal Jakob fryde sig, Israel glæde sig.