Psa 55 | DaOT1871NT1907 | STEP | Til Sangmesteren; med Strengeleg; en Undervisning af David.

‏ Psalms 55

David beskriver sit Hjertes Angest og usikre Tilstand, 2-9; beder, at Gud vil lade hans Fjender og i Særdeleshed hans falske Ven omkomme, 10-16; han venter vis Bønhørelse og Frelse og opmuntrer ogsaa andre til at forlade sig paa Gud, 17-24.

1 Til Sangmesteren; med Strengeleg; en Undervisning af David.

2 Gud! vend Øren til min Bøn og skjul dig ikke for min ydmyge Begæring. 3 Giv Agt paa mig og bønhør mig; jeg vil overlade mig til min Klage og hyle 4 over Fjendens Røst, over den ugudeliges Undertrykkelse; thi de vælte Uret paa mig og hade mig i Vrede. 5 Mit Hjerte er bange inden i mig, og Dødens Rædsler ere faldne paa mig. 6 Frygt og Bæven kom over mig, og Gru lægger sig over mig. 7 Og jeg sagde: Gid jeg havde Vinger som en Due, da vilde jeg flyve bort og fæste Bo. 8 Se, jeg vilde flygte langt bort; jeg vilde blive Natten over i Ørken. Sela. 9 Jeg vilde haste til et Tilflugtssted for mig, fra Hvirvelvinden og Stormen.

10 Herre! opslug dem, gør deres Tunger uens; thi jeg har set Vold og Trætte i Staden. 11 Dag og Nat omringe de den paa dens Mure, og Uret og Møje er inden i den. 12 Ondskab hersker inden i den, og Bedrageri og Svig vige ikke fra dens Gade. 13 Thi det er ikke en Fjende, som forhaaner mig, ellers maatte jeg bære det; det er ikke min Avindsmand, som gør sig stor over mig, ellers kunde jeg skjule mig for ham; 14 men det er dig, et Menneske, som var min Jævnlige, min Ven og min Kynding, 15 vi, som venligt holdt Raad sammen, som vandrede i Guds Hus iblandt Skaren. 16 Døden føre Forglemmelse over dem! lad dem fare levende ned i Dødsriget; thi der er Ondskab i deres Boliger, i deres Inderste.

17 Jeg vil raabe til Gud, og Herren skal frelse mig. 18 Jeg vil klage og hyle Aften og Morgen og Middag, og han vil høre min Røst. 19 Han har forløst min Sjæl i Fred fra Striden imod mig; thi de vare i Mængde mig imod. 20 Gud skal høre og svare dem, han, der bliver evindelig — Sela — efterdi der ingen Forandring er hos dem, og de ikke frygte Gud. 21 Han har lagt Haand paa dem, som havde Fred med ham; han har vanhelliget sin Pagt. 22 Hans Munds Ord ere glatte som Smør; men der er Strid i hans Hjerte; hans Ord ere blødere end Olie, og dog ere de dragne Sværd. 23 Kast din Sag paa Herren, og han skal forsørge dig; han skal ikke evindelig tilstede, at den retfærdige rokkes. Men du, Gud! du skal støde dem ned i Gravens Dyb; blodgerrige og falske Mænd skulle ikke naa deres Dages halve Tal; men jeg vil forlade mig paa dig.