Psa 56 | DaOT1871NT1907 | STEP | Til Sangmesteren; til „den stumme Due i det fjerne‟ af David; „et gyldent Smykke‟, der Filisterne havde grebet ham i Gath.

‏ Psalms 56

David beder om Guds Naade og Hjælp imod Fjenderne, 2-3; taler om sin Tillid til Gud, klager over Fjendernes Ondskab og beder Gud om Hjælp, 4-10; forlader sig tryggelig paa Guds Bistand og lover at takke Gud og betale sine Løfter, 11-14.

1 Til Sangmesteren; til „den stumme Due i det fjerne‟ ^{▼▼rimeligvis Begyndelsesord af visse Sange, efter hvis Melodi der skulle synges.} af David; „et gyldent Smykke‟, der Filisterne havde grebet ham i Gath.

2 Gud! vær mig naadig; thi et Menneske søger at opsluge mig, Stridsmanden trænger mig den ganske Dag. 3 Mine Fjender søge den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som i Hovmod stride imod mig.

4 Paa den Dag, jeg frygter, forlader jeg mig paa dig. 5 I Gud vil jeg prise hans Ord; jeg forlader mig paa Gud, jeg vil ikke frygte; hvad kan Kød gøre mig? 6 Den ganske Dag fordreje de mine Ord; alle deres Tanker ere imod mig til det onde. 7 De holde sig sammen, de skjule sig, de tage Vare paa mine Fodspor, ligesom de have tragtet efter mit Liv. 8 Skulde de undkomme ved deres Uretfærdighed? Gud! nedstød disse Folk i Vrede! 9 Du har talt mine Landflygtighedsdage; gem mine Taarer i din Flaske; staa de ikke i din Bog? 10 Da skulle mine Fjender vende tilbage paa den Dag, jeg raaber; dette ved jeg, at du er min Gud.

11 I Gud vil jeg prise Ordet; i Herren vil jeg prise Ordet. 12 Jeg forlader mig paa Gud, jeg vil ikke frygte; hvad skulde et Menneske gøre mig? 13 Gud! Løfter til dig hvile paa mig, med Taksigelse vil jeg betale dig. Thi du friede min Sjæl fra Døden, ja, mine Fødder fra Fald, at jeg skal vandre for Guds Ansigt i de levendes Lys.