‏ Psalms 89

Ethan lover Gud for hans Miskundhed og Sandhed, i Særdeleshed imod David, og taler om Guds Højhed og mægtige Gerninger, som ere Guds Folk til Trøst, 2-19; opregner Guds herlige Løfter til David om Messias og hans Rige, hvis Forbillede David var, 20-38; klager over de store Genvordigheder, som Gud lod komme over sin Menighed; lover dog Gud i det visse Haab, at han ej skulde gøre sine Løfter til intet, 39-53.

1En Undervisning; af Ethan, Esrahiteren.

2Jeg vil synge om Herrens Naadegerninger evindelig, jeg vil kundgøre din Sandhed med min Mund fra Slægt til Slægt. 3Thi jeg har sagt: Din Naade skal bygges op evindelig, i Himlene skal du grundfæste din Sandhed: 4„Jeg har gjort en Pagt med min udvalgte, jeg har tilsvoret David, min Tjener: 5Evindelig vil jeg stadfæste din Sæd, og jeg har bygget din Trone fra Slægt til Slægt.‟ Sela. 6Og Himlene, Herre! skulle prise din underfulde Gerning og din Sandhed i de helliges Menighed. 7Thi hvem i Skyen kan maale sig med Herren? hvo er Herren lig iblandt Gudernes Børn? 8en Gud saare frygtelig i de helliges hemmelige Raad og forfærdelig over alle, som ere trindt omkring ham! 9Herre, Gud Zebaoth! hvo er som du stormægtig, o Herre? og din Sandhed er trindt omkring dig. 10Du hersker over det hovmodige Hav; naar dets Bølger rejse sig, da bringer du dem til at lægge sig. 11Du knuste Rahab, saa den blev som den ihjelslagne, du bortspredte dine Fjender med din stærke Arm. 12Dig tilhøre Himlene, dig tilhører ogsaa Jorden, du har grundfæstet Jorderige og, hvad deri er. 13Du skabte Norden og Sønden, Thabor og Hermon fryde sig i dit Navn. 14Du har en Arm med Styrke, din Haand er stærk, din højre Haand er ophøjet. 15Retfærdighed og Dom ere din Trones Befæstning, Miskundhed og Sandhed gaa frem for dit Ansigt. 16Saligt er det Folk, som kender Frydesangen; Herre! i dit Ansigts Lys vandre de. 17I dit Navn skulle de fryde sig den ganske Dag, og i din Retfærdighed ophøjes de. 18Thi du er deres Styrkes Pris, og i din Velbehagelighed ophøjer du vort Horn. 19Thi Herren er vort Skjold og den Hellige i Israel vor Konge.

20Da talte du til din Hellige i et Syn og sagde: Jeg har beredet Hjælp ved en Kæmpe, jeg har ophøjet en udvalgt ud af Folket. 21Jeg har fundet David, min Tjener, jeg har salvet ham med min hellige Olie. 22Ved ham skal min Haand holde fast, og min Arm skal styrke ham. 23Fjenden skal ikke plage ham, og en uretfærdig Mand skal ikke trænge ham. 24Men jeg vil sønderknuse hans Modstandere for hans Ansigt og slaa dem, som hade ham. 25Men min Sandhed og min Miskundhed skulle være med ham, i mit Navn skal hans Horn ophøjes. 26Og jeg vil udstrække hans Haand til Havet og hans højre Haand til Floderne. 27Han skal paakalde mig og sige: Du er min Fader, min Gud og min Frelses Klippe. 28Og jeg vil gøre ham til den førstefødte, til den højeste over Kongerne paa Jorden. 29Jeg vil bevare ham min Miskundhed evindelig, og min Pagt skal holdes ham trolig. 30Og jeg vil lade hans Sæd bestaa evindelig, og hans Trone, saa længe Himmelens Dage vare. 31Dersom hans Børn forlade min Lov, og de ikke vandre i mine Befalinger, 32dersom de vanhellige mine Skikke og ikke holde mine Bud: 33Da vil jeg hjemsøge deres Overtrædelse med Riset og deres Misgerning med Plager. 34Men min Miskundhed vil jeg ikke tage fra ham og ikke svige min Sandhed. 35Jeg vil ikke vanhellige min Pagt og ikke forandre det, som er gaaet over mine Læber. 36Eet har jeg svoret ved min Hellighed, jeg vil ikke lyve for David: 37Hans Sæd skal blive evindelig, og hans Trone som Solen for mig; 38den skal befæstes som Maanen evindelig; og Vidnet i Skyen er trofast. Sela.

39Men nu har du forkastet og foragtet ham, du er fortørnet paa din Salvede. 40Du har tilintetgjort Pagten med din Tjener, du har vanhelliget hans Krone ned i Støvet. 41Du har nedrevet alle hans Mure, du har bragt Ødelæggelse over hans Befæstninger. 42Alle, som gik forbi paa Vejen, have plyndret ham, han er bleven til Spot for sine Naboer. 43Du har ophøjet hans Modstanderes højre Haand, du har glædet alle hans Fjender. 44Ja, du lader hans skarpe Sværd vige tilbage og har ikke ladet ham bestaa i Krigen. 45Du har ladet hans Glans høre op og kastet hans Trone til Jorden. 46Du har forkastet hans Ungdoms Dage, du har skjult ham med Haan. Sela. 47Hvor længe, Herre! vil du skjule dig evindelig? hvor længe skal din Harme brænde som Ild? 48Kom i Hu, hvad en Levetid er, til hvilken Forfængelighed du har skabt alle Menneskens Børn? 49Hvo er den Mand, som lever og ikke skal se Døden? som kan fri sin Sjæl fra Dødsrigets Vold? Sela. 50Herre! hvor ere dine forrige Naadegerninger, som du tilsvor David i din Sandhed? 51Herre! kom dine Tjeneres Forsmædelse i Hu, som jeg bærer i min Barm, den fra alle de mange Folkefærd, med hvilken dine Fjender have bespottet, Herre! med hvilken de have bespottet din Salvedes Fodspor.

52Lovet være Herren evindelig! Amen, ja, amen.