‏ Romans 8

For dem, som ere i Kristus, er der ingen Fordømmelse, thi ved Kristi Aand frigøres de fra Kødets og Dødens Magt, 1-11. Derfor skulle vi ikke leve efter Kødet, men lade os lede af Guds Aand som Guds Børn og Arvinger til hans Herlighed, 12-17. Ved Haabet om denne Herlighed, hvorefter hele Skabningen længes med os, overvindes Livets Lidelser, idet Aanden ogsaa staar os bi i Bønnen, 18-27; tillige er selve Guds Kald en Borgen for, at han styrer alt til Bedste for dem, som elske ham, 28-30. Saaledes haves der i Kristus den sejrrigste Vished om Guds uforanderlige Kærlighed, 31-39.

1Saa er der da nu ingen Fordømmelse for dem, som ere i Kristus Jesus. 2Thi Livets Aands Lov frigjorde mig i Kristus Jesus fra Syndens og Dødens Lov. 3Thi det, som var Loven umuligt, det, hvori den var afmægtig ved Kødet, det gjorde Gud, idet han sendte sin egen Søn i syndigt Køds Lighed ▼

▼i Skikkelse som et syndigt Menneske.

og for Syndens Skyld og saaledes domfældte Synden i Kødet, 4for at Lovens Krav skulde opfyldes i os, som ikke vandre efter Kødet, men efter Aanden. 5Thi de, som lade sig lede af Kødet, hige efter det kødelige; men de, som lade sig lede af Aanden, hige efter det aandelige. 6Thi Kødets Higen er Død, men Aandens Higen er Liv og Fred, 7efterdi Kødets Higen er Fjendskab imod Gud, thi det er ikke Guds Lov lydigt, det kan jo ikke heller være det. 8Og de, som ere i Kødet, kunne ikke tækkes Gud. 9I derimod ere ikke i Kødet, men i Aanden, om ellers Guds Aand bor i eder. Men om nogen ikke har Kristi Aand, saa hører han ham ikke til. 10Men om Kristus er i eder, da er vel Legemet dødt paa Grund af Synd, men Aanden er Liv paa Grund af Retfærdighed. 11Men om hans Aand, der oprejste Jesus fra de døde, bor i eder, da skal han, som oprejste Kristus fra de døde, levendegøre ogsaa eders dødelige Legemer ved sin Aand, som bor i eder.

12Altsaa, Brødre! ere vi ikke Kødets Skyldnere, saa at vi skulde leve efter Kødet; 13thi dersom I leve efter Kødet, skulle I dø, men dersom I ved Aanden døde Legemets Gerninger, skulle I leve. 14Thi saa mange som drives af Guds Aand, disse ere Guds Børn. 15I modtoge jo ikke en Trældoms Aand atter til Frygt, men I modtoge en Sønneudkaarelses Aand, i hvilken vi raabe: Abba, Fader! 16Aanden selv vidner med vor Aand, at vi ere Guds Børn. 17Men naar vi ere Børn, ere vi ogsaa Arvinger, Guds Arvinger og Kristi Medarvinger, om ellers vi lide med ham for ogsaa at herliggøres med ham.

18Thi jeg holder for, at den nærværende Tids Lidelser ikke ere at regne imod den Herlighed, som skal aabenbares paa os. 19Thi Skabningens Forlængsel venter paa Guds Børns Aabenbarelse. 20Thi Skabningen blev underlagt Forgængeligheden, ikke med sin Villie, men for hans Skyld, som lagde den derunder, 21med Haab om, at ogsaa Skabningen selv skal blive frigjort fra Forkrænkelighedens Trældom til Guds Børns Herligheds Frihed. 22Thi vi vide, at hele Skabningen tilsammen sukker og er tilsammen i Veer indtil nu. 23Dog ikke det alene, men ogsaa vi selv, som have Aandens Førstegrøde, ogsaa vi sukke ved os selv, idet vi forvente en Sønneudkaarelse, vort Legemes Forløsning. 24Thi i Haabet bleve vi frelste. Men et Haab, som ses, er ikke et Haab; thi hvad en ser, hvor kan han tillige haabe det? 25Men dersom vi haabe det, som vi ikke se, da forvente vi det med Udholdenhed. 26Og ligeledes kommer ogsaa Aanden vor Skrøbelighed til Hjælp; thi vi vide ikke, hvad vi skulle bede om, som det sig bør, men Aanden selv gaar i Forbøn for os med uudsigelige Sukke. 27Og han, som ransager Hjerterne, ved, hvad Aandens Higen er, at den efter Guds Villie gaar i Forbøn for hellige.

28Men vi vide, at alle Ting samvirke til gode for dem, som elske Gud, dem, som efter hans Beslutning ere kaldede. 29Thi dem, han forud kendte, forudbestemte han ogsaa til at blive ligedannede med hans Søns Billede, for at han kunde være førstefødt iblandt mange Brødre. 30Men dem, han forudbestemte, dem kaldte han ogsaa; og dem, han kaldte, dem retfærdiggjorde han ogsaa; men dem, han retfærdiggjorde, dem herliggjorde han ogsaa.

31Hvad skulle vi da sige til dette? Er Gud for os, hvem kan da være imod os? 32Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvorledes skulde han ikke ogsaa med ham skænke os alle Ting? 33Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør. 34Hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja, meget mere, som er oprejst, som er ved Guds højre Haand, som ogsaa gaar i Forbøn for os. 35Hvem skal kunne skille os fra Kristi Kærlighed? Trængsel eller Angest eller Forfølgelse eller Hunger eller Nøgenhed eller Fare eller Sværd? 36som der er skrevet: „For din Skyld dræbes vi den hele Dag, vi bleve regnede som Slagtefaar.‟ 37Men i alt dette mere end sejre vi ved ham, som elskede os. 38Thi jeg er vis paa, at hverken Død eller Liv eller Engle eller Magter eller noget nærværende eller noget tilkommende eller Kræfter 39eller det høje eller det dybe eller nogen anden Skabning skal kunne skille os fra Guds Kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.