Zec 11 | DaOT1871NT1907 | STEP | Oplad dine Døre, Libanon! og Ild tære paa dine Gedre!

‏ Zechariah 11

Sakarias spaar om det jødiske Lands Ødelæggelse, 1-3; han fremstiller Billedet af den gode Hyrde som Forbillede paa Kristus, der miskendes og forkastes af sit Folk, 4-14; dernæst Billedet af den slette Hyrde, til hvem Folket til Straf for deres Genstridighed overgives, 15-17.

1 Oplad dine Døre, Libanon! og Ild tære paa dine Gedre! 2 Hyl, Cypres! thi Gederen er falden, thi de, som vare de herlige, ere ødelagte; hyler, Basans Ege! thi den velforvarede Skov er fældet. 3 Hyrdernes Hyl lyder, thi deres Herlighed er ødelagt; de unge Løvers Brøl lyder, thi Jordanens Stolthed er ødelagt.

4 Saa sagde Herren, min Gud: Vogt de Slagtefaar, 5 hvilke de, der købe dem, dræbe og blive ikke strafskyldige, medens de, der sælge dem, sige: Lovet være Herren, at jeg bliver rig; og ingen af deres Hyrder sparer dem. 6 Thi jeg vil ikke længere spare Jordens Beboere, siger Herren; og se, jeg vil overgive Menneskene den ene i den andens Haand og i hans Konges Haand, og de skulle ødelægge Jorden, og jeg vil ikke redde af deres Haand. 7 Og jeg fødte Slagtefaarene derhos de elendige af Faarene; og jeg tog mig to Stave, den ene kaldte jeg: „Liflighed‟ og den anden kaldte jeg: „Baand‟, og jeg vogtede Faarene, 8 og jeg tilintetgjorde de tre af Hyrderne i een Maaned. Men min Sjæl blev utaalmodig over dem ^{▼▼d. e. Folket.}, og deres Sjæl blev ogsaa ked af mig; 9 og jeg sagde: Jeg vil ikke vogte eder; hvad som dør, maa dø, og hvad som omkommer, maa omkomme, og de overblevne maa æde, den ene den andens Kød. 10 Og jeg tog min Stav „Liflighed og sønderhuggede den for at tilintetgøre min Pagt, som jeg havde gjort med alle Folkeslag. 11 Og den blev gjort til intet paa samme Dag, og saaledes forstode de elendige af Faarene, som agtede paa mig, at det var Herrens Ord. 12 Og jeg sagde til dem: Dersom det synes godt for eders Øjne, da giver mig min Løn, og hvis ikke, da lader det være; og de afvejede som min Løn tredive Sekel Sølv. 13 Og Herren sagde til mig: Kast den hen til Pottemageren, den herlige Pris, som jeg er agtet værd af dem! og jeg tog de tredive Sekel Sølv og kastede dem hen i Herrens Hus til Pottemageren. 14 Og jeg sønderhuggede min anden Stav, kaldet „Baand‟, for at tilintetgøre Broderskabet imellem Juda og Israel.

15 Og Herren sagde til mig: Tag dig endnu en taabelig Hyrdes Redskab! 16 Thi se, jeg lader en Hyrde fremstaa i Landet; dem, som ere nær ved at omkomme, skal han ikke se til, det forvildede skal han ikke opsøge, det, som har taget Skade, skal han ikke læge; det, som holder sig oprejst, skal han ikke forsørge, men Kødet af det fedede skal han æde, og dets Klove skal han sønderrive. 17 Ve den unyttige Hyrde, som forlader Faarene! et Sværd skal komme imod hans Arm og imod hans højre Øje; hans Arm skal visne hen, og hans højre Øje skal blive aldeles dunkelt.