‏ Acts 4

Peter og Johannes kastes i Fængsel. Mange tro, 1-4. Peter forsvarer sig frimodigt for Raadet og vidner om Jesu Opstandelse, 5-12. Man forbyder dem at prædike, truer dem og lader dem gaa, 13-22. Da de komme tilbage til Brødrene, bede de endrægtigt til Gud og bønhøres, 23-31. Menighedens Tilstand, 32-37.

1Men medens de talte til Folket, kom Præsterne og Høvedsmanden for Helligdommen og Saddukæerne over dem, 2da de harmedes over, at de lærte Folket og i Jesus forkyndte Opstandelsen fra de døde. 3Og de lagde Haand paa dem og satte dem i Forvaring til den følgende Dag; thi det var allerede Aften. 4Men mange af dem, som havde hørt Ordet, troede, og Tallet paa Mændene blev omtrent fem Tusinde.

5Men det skete Dagen derefter, at deres Raadsherrer og Ældste og skriftkloge forsamlede sig i Jerusalem, 6ligesaa Ypperstepræsten Annas og Kajfas og Johannes og Alexander og alle, som vare af ypperstepræstelig Slægt. 7Og de stillede dem midt iblandt sig og spurgte: „Af hvad Magt eller i hvilket Navn have I gjort dette?‟ 8Da sagde Peter, fyldt med den Helligaand, til dem: „I Folkets Raadsherrer og Ældste! 9Naar vi i Dag forhøres angaaende en Velgerning imod en vanfør Mand, om hvorved han er bleven helbredet, 10da skal det være eder alle og hele Israels Folk vitterligt, at ved Jesu Kristi Nazaræerens Navn, hvem I have korsfæstet, hvem Gud har oprejst fra de døde, ved dette Navn er det, at denne staar rask her for eders Øjne. 11Han er den Sten, som blev agtet for intet af eder, I Bygningsmænd, men som er bleven til en Hovedhjørnesten. 12Og der er ikke Frelse i nogen anden; thi der er ikke noget andet Navn under Himmelen, givet iblandt Mennesker, ved hvilket vi skulle blive frelste.‟

13Men da de saa Peters og Johannes's Frimodighed og kunde mærke, at de vare ulærde Mænd og Lægfolk, forundrede de sig, og de kendte dem, at de havde været med Jesus. 14Og da de saa Manden, som var helbredet, staa hos dem, havde de intet at sige derimod. 15Men de bøde dem at træde ud fra Raadet og raadførte sig med hverandre og sagde: 16„Hvad skulle vi gøre med disse Mennesker? thi at et vitterligt Tegn er sket ved dem, det er aabenbart for alle dem, som bo i Jerusalem, og vi kunne ikke nægte det. 17Men for at det ikke skal komme videre ud iblandt Folket, da lader os true dem til ikke mere at tale til noget Menneske i dette Navn.‟ 18Og de kaldte dem ind og forbøde dem aldeles at tale eller lære i Jesu Navn. 19Men Peter og Johannes svarede og sagde til dem: „Dømmer selv, om det er ret for Gud at lyde eder mere end Gud. 20Thi vi kunne ikke lade være at tale om det, som vi have set og hørt.‟ 21Men de truede dem end mere og løslode dem, da de ikke kunde udfinde, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi alle priste Gud for det, som var sket. 22Thi den Mand, paa hvem dette Helbredelsestegn var sket, var mere end fyrretyve Aar gammel.

23Da de nu vare løsladte, kom de til deres egne og fortalte dem alt, hvad Ypperstepræsterne og de Ældste havde sagt til dem. 24Men da de hørte dette, opløftede de endrægtigt Røsten til Gud og sagde: „Herre, du, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem, 25du, som har sagt ved din Tjener Davids Mund: „Hvorfor fnyste Hedninger, og Folkeslag oplagde forfængelige Raad? 26Jordens Konger rejste sig, og Fyrsterne samlede sig til Hobe imod Herren og imod hans Salvede.‟ 27Ja, de have i Sandhed forsamlet sig i denne Stad imod din hellige Tjener Jesus, hvem du har salvet, baade Herodes og Pontius Pilatus tillige med Hedningerne og Israels Folkestammer 28for at gøre det, som din Haand og dit Raad forud havde bestemt skulde ske. 29Og nu, Herre! se til deres Trusler, og giv dine Tjenere at tale dit Ord med al Frimodighed, 30idet du udrækker din Haand til Helbredelse, og der sker Tegn og Undere ved din hellige Tjeners Jesu Navn.‟ 31Og da de havde bedet, rystedes Stedet, hvor de vare forsamlede; og de bleve alle fyldte med den Helligaand, og de talte Guds Ord med Frimodighed.

32Men de troendes Mængde havde eet Hjerte og een Sjæl; og end ikke een kaldte noget af det, han ejede, sit eget; men de havde alle Ting fælles. 33Og med stor Kraft aflagde Apostlene Vidnesbyrdet om den Herres Jesu Opstandelse, og der var stor Naade over dem alle. 34Thi der var end ikke nogen trængende iblandt dem; thi alle de, som vare Ejere af Jordstykker eller Huse, solgte dem og bragte Salgssummerne 35og lagde dem for Apostlenes Fødder; men der blev uddelt til enhver, efter hvad han havde Trang til. 36Og Josef, som af Apostlene fik Tilnavnet Barnabas, (det er udlagt: Trøstens Søn), en Levit, født paa Kypern, 37som ejede en Jordlod, solgte den og bragte Pengene og lagde dem for Apostlenes Fødder.