‏ Daniel 11

1der staar som Hjælp og Støtte for mig. Dog vil jeg nu kundgøre dig, hvad der staar skrevet i Sandhedens Bog;

2ja, nu vil jeg kundgøre dig, hvad sandt er. Se, endnu skal der fremstaa tre Konger i Persien, og den fjerde skal komme til større Rigdom end nogen af de andre; og naar han er blevet mægtig ved sin Rigdom, skal han opbyde alt imod det græske Rige. 3Men da fremstaar en Heltekonge, og han skal raade med Vælde og gøre, hvad han vil. 4Men bedst som han staar, skal hans Rige sprænges og deles efter de fire Verdenshjørner, og det skal ikke tilfalde hans Efterkommere eller blive saa mægtigt, som da han raadede, men hans Rige skal ødelægges og gaa over til andre end Efterkommerne.

5 Siden bliver Sydens Konge mægtig, men en af hans Fyrster bliver stærkere end han og faar Magten; og hans Magt skal blive stor. 6Men nogle Aar senere slutter de Forbund, og Sydens Konges Datter drager ind til Nordens Konge for at tilvejebringe Fred; men Armens Kraft holder ikke Stand, hans Arm holder ikke ud, men hun gives i Døden tillige med sit Følge, sin Søn og sin Ægtemand. 7I de Tider skyder der i hans Sted et Skud frem af hendes Rødder; og han drager mod Nordens Konges Hær og trænger ind i hans Fæstning, fuldbyrder sin Vilje paa dem og bliver mægtig, 8endog deres Guder med deres støbte Billeder og deres kostbare Kar, Sølv og Guld, fører han med som Bytte til Ægypten; siden skal han en Tid lang lade Nordens Konge i Ro. 9Men denne falder ind i Sydens Konges Rige; dog maa han vende hjem til sit Land.

10 Men hans Søn ruster sig og samler store Hære i Mængde, drager frem imod ham og oversvømmer og overskyller Landet. Og han kommer igen og trænger frem til hans Fæstning. 11Men Sydens Konge bliver rasende og rykker ud til Kamp imod Nordens Konge; han stiller en stor Hær paa Benene, men den gives i Sydens Konges Haand. 12Naar Hæren er oprevet, bliver hans Hjerte stolt; han strækker Titusinder til Jorden, men hævder ikke sin Magt. 13Nordens Konge stiller paa ny en Hær paa Benene, større end den forrige, og nogle Aar senere drager han imod ham med en stor Hær og et vældigt Tros. 14Og i de Tider er der mange, som gør Oprør imod Sydens Konge, og Voldsmændene i dit Folk rejser sig, for at Aabenbaringen kan gaa i Opfyldelse, men selv falder de. 15Nordens Konge rykker frem, opkaster Volde og indtager en Fæstning; og Sydens Arme skal ikke holde ud; hans Hær flygter og har ikke Modstandskraft. 16Den, som rykker imod ham, gør, hvad han vil, og ingen staar sig imod ham; han sætter sig fast i det herlige Land og bringer Ødelæggelse med sig. 17Han oplægger Raad om at komme med hele sit Riges Styrke, men slutter Fred med ham og giver ham sin Datter til Ægte til Landets Ulykke; men det bliver ikke til noget og lykkes ikke for ham. 18Saa vender han sig mod Kystlandene og indtager mange, men en Hærfører gør Ende paa hans Haan; syv Fold gengælder han ham hans Haan. 19Derpaa vender han sig mod sit eget Lands Fæstninger, men han snubler, falder og forsvinder. 20I hans Sted træder en, som sender en Skatteopkræver gennem Rigets Herlighed, men paa nogle Dage knuses han, dog uden Harm, ej heller i Strid.

21 I hans Sted træder en Usling. Kongedømmets Herlighed overdrages ham ikke, men han kommer, før nogen aner Uraad, og tilriver sig Kongedømmet ved Rænker. 22Hære bortskylles helt foran ham, ogsaa en Pagtsfyrste knuses. 23Saa snart man har sluttet Forbund med ham, øver han Svig; han drager frem og bliver stærk ved en Haandfuld Folk. 24Uventet falder han ind i de frugtbareste Egne og gør, hvad hans Fædre eller Fædres Fædre ikke gjorde; Ran, Bytte og Gods strør han ud til sine Folk, og mod Fæstninger oplægger han Raad, dog kun til en Tid. 25Han opbyder sin Kraft og sit Mod mod Sydens Konge og drager ud med en stor Hær; og Sydens Konge rykker ud til Strid med en overmaade stor og stærk Hær, men kan ikke staa sig, da der smedes Rænker imod ham; 26hans Bordfæller bryder hans Magt, hans Hær skylles bort, og mange dræbes og falder. 27Begge Konger har ondt i Sinde og sidder til Bords sammen og lyver; men det lykkes ikke, thi Enden tøver endnu til den fastsatte Tid. 28Da han er paa Hjemvejen til sit Land med store Forraad, oplægger hans Hjerte Raad mod den hellige Pagt, og han fuldfører det og vender hjem til sit Land.

29 Til den fastsatte Tid drager han atter mod Syd, men det gaar ikke anden Gang som første; 30kittæiske Skibe drager imod ham, og han lader sig skræmme og vender om; hans Vrede blusser op mod den hellige Pagt, og han giver den frit Løb. Saa vender han hjem og mærker sig dem, som falder fra den hellige Pagt. 31Og hans Hære skal staa der og vanhellige Helligdommen, den faste Borg, afskaffe det daglige Offer og rejse Ødelæggelsens Vederstyggelighed. 32Dem, der overtræder Pagten, lokker han ved Smiger til Frafald; men de Folk, som kender deres Gud, staar fast og viser det i Gerning. 33De kloge i Folket skal bringe mange til Indsigt, men en Tid lang bukker de under for Ild og Sværd, Fangenskab og Plyndring. 34Medens de bukker under, faar de en ringe Hjælp, og mange slutter sig til dem paa Skrømt. 35Af de kloge maa nogle bukke under, for at der kan renses ud iblandt dem, saa de sigtes og renses til Endens Tid; thi endnu tøver den til den bestemte Tid.

36 Og Kongen gør, hvad han vil, ophøjer og hovmoder sig mod enhver Gud; mod Gudernes Gud taler han utrolige Ting, og han har Lykken med sig, indtil Vreden er omme; thi hvad der er besluttet, det sker. 37Sine Fædres Guder ænser han ikke; ej heller ænser han Kvindernes Yndlingsgud eller nogen anden Gud, men hovmoder sig mod dem alle. 38I Stedet ærer han Fæstningernes Gud; en Gud, hans Fædre ikke kendte, ærer han med Guld, Sølv, Ædelsten og Klenodier. 39I de faste Borge lægger han den fremmede Guds Folk; dem, der vedkender sig ham, overøser han med Ære og giver dem Magt over mange, og han uddeler Land til Løn.

40 Men ved Endens Tid skal Sydens Konge prøve Kræfter med ham, og Nordens Konge stormer imod ham med Vogne, Ryttere og Skibe i Mængde og falder ind i Landene, oversvømmer og overskyller dem. 41Han falder ind i det herlige Land, og Titusinder falder; men følgende skal reddes af hans Haand: Edom, Moab og en Levning Ammoniter. 42Han udrækker sin Haand mod Landene, og Ægypten undslipper ikke. 43Han bliver Herre over Guld— og Sølvskattene og alle Ægyptens Klenodier; der er Libyere og Ætiopere i hans Følge. 44Men Rygter fra Øst og Nord forfærder ham, og han drager bort i stor Harme for at tilintetgøre mange og lægge Band paa dem. 45Han opslaar sine Paladstelte mellem Havet og det hellige, herlige Bjerg. Men han gaar sin Bane i Møde, og ingen kommer ham til Hjælp.