‏ Deuteronomy 31

1Da Moses var færdig med at tale disse Ord til hele Israel, 2sagde han til dem: »Jeg er nu 120 Aar gammel og kan ikke mere færdes som før; og HERREN har sagt til mig: Du skal ikke komme over Jordan der! 3Men HERREN din Gud vil selv drage over i Spidsen for dig, han vil udrydde disse Folkeslag for dig, saa du kan tage deres Land i Besiddelse. Og Josua skal drage over i Spidsen for dig, som HERREN har sagt. 4Og HERREN skal handle med dem, som han handlede med Amoriterkongerne Sihon og Og og med deres Land, som han ødelagde; 5og HERREN skal give dem i eders Magt, og I skal handle med dem i Overensstemmelse med alle de Bud, jeg gav eder. 6Vær frimodige og stærke, frygt ikke og forfærdes ikke for dem; thi HERREN din Gud vil selv drage med dig; han vil ikke slippe og ikke forlade dig!«

7 Derpaa lod Moses Josua kalde og sagde til ham i hele Israels Nærværelse: »Vær frimodig og stærk; thi du skal føre dette Folk ind i det Land, HERREN svor at ville give deres Fædre, og give dem det i Eje. 8HERREN selv vil gaa foran dig, han vil være med dig og ikke slippe eller forlade dig; frygt derfor ikke og vær ikke bange!«

9 Derpaa nedskrev Moses denne Lov og overgav den til Præsterne, Levis Sønner, der bar HERRENS Pagts Ark, og til alle Israels Ældste. 10Og Moses bød dem: »Hvergang der er gaaet syv Aar, i Friaaret, paa Løvhyttefesten, 11naar hele Israel kommer for at stedes for HERREN din Guds Aasyn paa det Sted, han udvælger, skal du læse denne Lov højt for hele Israel. 12Kald da Folket sammen, Mænd, Kvinder og Børn og de fremmede, som bor inden dine Porte, for at de kan høre og lære at frygte HERREN eders Gud og omhyggeligt handle efter alle denne Lovs Ord; 13og deres Børn, som endnu ikke har lært den at kende, skal høre den og lære at frygte HERREN eders Gud, alle de Dage I lever i det Land, som I skal ind og tage i Besiddelse efter at være gaaet over Jordan!«

14 Derpaa sagde HERREN til Moses: »Nu nærmer Tiden sig, da du skal dø. Kald derfor Josua hid og stil eder i Aabenbaringsteltet, for at jeg kan give ham mine Befalinger!« Og Moses og Josua gik hen og stillede sig i Aabenbaringsteltet. 15Da aabenbarede HERREN sig i Teltet i en Skystøtte, og Skystøtten stillede sig ved Teltets Indgang.

16 Derpaa sagde HERREN til Moses: »Naar du har lagt dig til Hvile hos dine Fædre, vil dette Folk give sig til at bole med fremmede Guder, det Lands Guder, det kommer til, og det vil forlade mig og bryde min Pagt, som jeg har sluttet med det. 17Men til den Tid skal min Vrede blusse op imod det, og jeg vil forlade dem og skjule mit Aasyn for dem; det skal ædes op, og mange Ulykker og Trængsler skal ramme det. Til den Tid skal det sige: Mon det ikke er, fordi min Gud ikke er i min Midte, at disse Ulykker har ramt mig? 18Og jeg vil til den Tid helt skjule mit Aasyn for det for alt det ondes Skyld, det øvede, da det vendte sig til fremmede Guder. 19Saa skriv nu denne Sang op, lær Israeliterne den og læg den i deres Mund, for at denne Sang kan være mit Vidne mod Israeliterne. 20Thi jeg vil føre dem ind i det Land, jeg tilsvor deres Fædre, et Land, der flyder med Mælk og Honning; men naar det har spist sig mæt og mæsket sig, vil det vende sig til fremmede Guder og dyrke dem, og det vil ringeagte mig og bryde min Pagt. 21Naar da Ulykker og Trængsler i Mængde rammer det, skal denne Sang være det et Vidne; thi aldrig maa den dø paa dets Afkoms Læber. Jeg ved jo, hvad de pønser paa allerede nu, før jeg har ført dem ind i det Land, jeg tilsvor deres Fædre.« 22Da skrev Moses paa den Dag denne Sang op og lærte Israeliterne den.

23 Derpaa bød han Josua, Nuns Søn, og sagde: »Vær frimodig og stærk; thi du skal føre Israeliterne ind i det Land, jeg tilsvor dem. Jeg vil være med dig!«

24 Da Moses var færdig med at nedskrive denne Lovs Ord fra Ende til anden i en Bog, 25bød han Leviterne, der bar HERRENS Pagts Ark: 26»Tag denne Lovbog og læg den ved Siden af HERREN eders Guds Pagts Ark, for at den der kan være Vidne imod dig; 27thi jeg keder din Genstridighed og Halsstarrighed. Se, endnu i mit levende Live har I været genstridige mod HERREN, hvor meget mere da ikke, naar jeg er død! 28Kald nu alle eders Stammers Ældste og eders Tilsynsmænd sammen hos mig, for at jeg kan fremsige disse Ord for dem og kalde Himmelen og Jorden til Vidne imod dem: 29Thi jeg ved, at naar jeg er død, vil I handle ilde og vige bort fra den Vej, jeg har anvist eder, og Ulykken skal ramme eder i de kommende Tider, fordi I gør, hvad der er ondt i HERRENS Øjne, og krænker ham med eders Hænders Gerning.«

30 Derpaa fremsagde Moses denne Sang fra Ende til anden for hele Israels Forsamling: