‏ Lamentations 3

1Jeg er den, der saa nød ved hans vredes ris, 2mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm, 3ja, Haanden vender han mod mig Dagen lang. 4Mit Kød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben, 5han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje, 6lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde. 7Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker. 8Om jeg end raaber og skriger, min Bøn er stængt ude. 9Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne krøge. 10Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold; 11han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde; 12han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen. 13Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne paa mig; 14hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang, 15med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke. 16Mine Tænder lod han bide i Flint, han traadte mig i Støvet; 17han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken 18og sagde: »Min Livskraft, mit Haab til HERREN er ude.« 19At mindes min Vaande og Flakken er Malurt og Galde; 20min Sjæl, den mindes det grant, den grubler betynget. 21Det lægger jeg mig paa Sinde, derfor vil jeg haabe: 22HERRENS Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op, 23hans Naade er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor. 24Min Del er HERREN, (siger min Sjæl,) derfor haaber jeg paa ham. 25Dem, der bier paa HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger; 26det er godt at haabe i Stilhed paa HERRENS Frelse, 27godt for en Mand, at han bærer Aag i sin Ungdom. 28Han sidde ensom og tavs, naar han lægger det paa ham; 29han trykke sin Mund mod Støvet, maaske er der Haab, 30række Kind til den, der slaar ham, mættes med Haan. 31Thi Herren bortstøder ikke for evigt, 32har han voldt Kvide, saa ynkes han, stor er hans Naade; 33ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn. 34Naar Landets Fanger til Hobe trædes under Fod, 35naar Mandens Ret for den Højestes Aasyn bøjes, 36naar en Mand lider Uret i sin Sag — mon Herren ej ser det? 37Hvo taler vel, saa det sker, om ej Herren byder? 38Kommer ikke baade ondt og godt fra den Højestes Mund? 39Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!

40 Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN, 41løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen; 42vi syndede og stod imod, du tilgav ikke, 43men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skaansel, 44hylled dig i Skyer, saa Bønnen ej naaede frem; 45til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene. 46De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender. 47Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde; 48Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen. 49Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro, 50før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til. 51Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.

52 Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst, 53de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig; 54Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: »Fortabt!« 55Dit Navn paakaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb; 56du hørte min Røst: »O, gør dig ej døv for mit Skrig!« 57Nær var du, den Dag jeg kaldte, du sagde: »Frygt ikke!« 58Du førte min Sag, o HERRE, genløste mit Liv; 59HERRE, du ser, jeg lider Uret, skaf mig min Ret! 60Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker, 61du hører deres Smædeord, HERRE, deres Rænker imod mig, 62mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig. 63Se dem, naar de sidder eller staar, deres Nidvise er jeg. 64Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning, 65gør deres Hjerte forhærdet — din Forbandelse over dem! — 66forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.