Luk 24 | DaOT1931NT1907 | STEP | Men paa den første Dag i Ugen meget aarle kom de til Graven og bragte de vellugtende Urter, som de havde beredt.

‏ Luke 24

Kvinderne gaa ud til Graven; to Engle forkynde dem, at Jesus er opstanden, 1-11; Peter kommer til Graven, 12. Jesus aabenbares for de to, som gik til Emmaus, 13-35, for de samlede Disciple, 36-49, og farer op til Himmelen, 50-53.

1 Men paa den første Dag i Ugen meget aarle kom de til Graven og bragte de vellugtende Urter, som de havde beredt. 2 Og de fandt Stenen bortvæltet fra Graven. 3 Men da de gik derind, fandt de ikke den Herres Jesu Legeme. 4 Og det skete, da de vare tvivlraadige om dette, se, da stode to Mænd for dem i straalende Klædebon. 5 Men da de bleve forfærdede og bøjede deres Ansigter imod Jorden, sagde de til dem: „Hvorfor lede I efter den levende iblandt de døde? 6 Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i Hu, hvorledes han talte til eder, medens han endnu var i Galilæa, og sagde, 7 at Menneskesønnen burde overgives i syndige Menneskers Hænder og korsfæstes og opstaa paa den tredje Dag.‟ 8 Og de kom hans Ord i Hu. 9 Og de vendte tilbage fra Graven og kundgjorde alle disse Ting for de elleve og for alle de andre. 10 Men det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs Moder, og de øvrige Kvinder med dem; de sagde Apostlene disse Ting. 11 Og disse Ord kom dem for som løs Tale; og de troede dem ikke.

12 Men Peter stod op og løb til Graven; og da han kiggede derind, ser han Linklæderne alene liggende der, og han gik hjem i Undren over det, som var sket.

13 Og se, to af dem vandrede paa den samme Dag til en Landsby, som laa tresindstyve Stadier ^{▼▼Halvanden dansk Mil; en Stadie var 300 Alen. Matth. 14,24. Joh 6,19. Joh 11,18. Aab. 14,20. Aab. 21,16.} fra Jerusalem, dens Navn var Emmaus. 14 Og de talte med hinanden om alle disse Ting, som vare skete. 15 Og det skete, medens de samtalede og spurgte hinanden indbyrdes, da kom Jesus selv nær og vandrede med dem. 16 Men deres Øjne holdtes til, saa de ikke kendte ham. 17 Men han sagde til dem: „Hvad er dette for Ord, som I skifte med hinanden paa Vejen?‟ Og de standsede bedrøvede. 18 Men en af dem, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: „Er du alene fremmed i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i disse Dage?‟ 19 Og han sagde til dem: „Hvilket?‟ Men de sagde til ham: „Det med Jesus af Nazareth, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord for Gud og alt Folket; 20 og hvorledes Ypperstepræsterne og vore Raadsherrer have overgivet ham til Dødsdom og korsfæstet ham. 21 Men vi haabede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredje Dag, siden dette skete. 22 Men ogsaa nogle af vore Kvinder have forfærdet os, idet de kom aarle til Graven, 23 og da de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde ogsaa set et Syn af Engle, der sagde, at han lever. 24 Og nogle af vore gik hen til Graven, og de fandt det saaledes, som Kvinderne havde sagt; men ham saa de ikke.‟ 25 Og han sagde til dem: „O I uforstandige og senhjertede til at tro paa alt det, som Profeterne have talt! 26 Burde ikke Kristus lide dette og indgaa til sin Herlighed?‟ 27 Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde dem i alle Skrifterne det, som handlede om ham. 28 Og de nærmede sig til Landsbyen, som de gik til; og han lod, som han vilde gaa videre. 29 Og de nødte ham meget og sagde: „Bliv hos os; thi det er mod Aften, og Dagen hælder.‟ Og han gik ind for at blive hos dem. 30 Og det skete, da han havde sat sig med dem til Bords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem det. 31 Da bleve deres Øjne aabnede, og de kendte ham; og han blev usynlig for dem. 32 Og de sagde til hinanden: „Brændte ikke vort Hjerte i os, medens han talte til os paa Vejen og oplod os Skrifterne?‟ 33 Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem og fandt forsamlede de elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde: 34 „Herren er virkelig opstanden og set af Simon.‟ 35 Og de fortalte, hvad der var sket paa Vejen, og hvorledes han blev kendt af dem, idet han brød Brødet.

36 Men medens de talte dette, stod han selv midt iblandt dem; og han siger til dem: „Fred være med eder!‟ 37 Da forskrækkedes de og betoges af Frygt og mente, at de saa en Aand. 38 Og han sagde til dem: „Hvorfor ere I forfærdede? og hvorfor opstiger der Tvivl i eders Hjerter? 39 Ser mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler paa mig og ser; thi en Aand har ikke Kød og Ben, som I se, at jeg har.‟ 40 Og da han havde sagt dette, viste han dem sine Hænder og sine Fødder. 41 Men da de af Glæde herover endnu ikke kunde tro og undrede sig, sagde han til dem: „Have I her noget at spise?‟ 42 Og de gave ham et Stykke af en stegt Fisk. ^{▼▼Nogle Haandskrifter tilføje her: og af en Honningkage.} 43 Og han tog det og spiste det for deres Øjne. 44 Men han sagde til dem: „Dette er mine Ord, som jeg talte til eder, medens jeg endnu var hos eder, at de Ting bør alle sammen opfyldes, som ere skrevne om mig i Mose Lov og Profeterne og Psalmerne.‟ 45 Da oplod han deres Forstand til at forstaa Skrifterne. 46 Og han sagde til dem: „Saaledes er der skrevet, at Kristus skulde lide og opstaa fra de døde paa den tredje Dag, 47 og at der i hans Navn skal prædikes Omvendelse og Syndernes Forladelse for alle Folkeslagene og begyndes fra Jerusalem. 48 I ere Vidner om disse Ting. 49 Og se, jeg sender min Faders Forjættelse over eder; men I skulle blive i Staden, indtil I blive iførte Kraft fra det høje.‟

50 Men han førte dem ud til hen imod Bethania, og han opløftede sine Hænder og velsignede dem. 51 Og det skete, idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen. 52 Og efter at have tilbedet ham vendte de tilbage til Jerusalem med stor Glæde. 53 Og de vare stedse i Helligdommen og priste Gud.