‏ Mark 3

Jesus helbreder en vissen Haand paa Sabbaten, 1-6. Folket strømmer til alle Vegne fra, og han helbreder de besatte, 7-12. Han udvælger de tolv, 13-19. Han beskyldes for at uddrive onde Aander ved Beelzebul og taler om Bespottelse imod den Helligaand, 20-30. Han kalder Disciplene sine nærmeste paarørende, 31-35.

1Og han gik atter ind i en Synagoge, og der var der en Mand, som havde en vissen Haand. 2Og de toge Vare paa ham, om han vilde helbrede ham paa Sabbaten, for at de kunde anklage ham. 3Og han siger til Manden, som havde den visne Haand: „Træd frem her i Midten!‟ 4Og han siger til dem: „Er det tilladt at gøre godt paa Sabbaten eller at gøre ondt, at frelse Liv eller at slaa ihjel?‟ Men de tav. 5Og han saa omkring paa dem med Vrede, bedrøvet over deres Hjertes Forhærdelse, og siger til Manden: „Ræk din Haand ud!‟ og han rakte den ud, og hans Haand blev sund igen. 6Og Farisæerne gik straks ud og holdt Raad med Herodianerne imod ham, hvorledes de kunde slaa ham ihjel.

7Og Jesus drog med sine Disciple bort til Søen, og en stor Mængde fulgte med fra Galilæa; og fra Judæa 8og fra Jerusalem og fra Idumæa og Landet hinsides Jordan og fra Egnen om Tyrus og Sidon kom de til ham i stor Mængde, da de hørte, hvor store Gerninger han gjorde. 9Og han sagde til sine Disciple, at en Baad skulde være til Rede til ham for Skarens Skyld, for at de ikke skulde trænge ham. 10Thi han helbredte mange, saa at alle, som havde Plager, styrtede ind paa ham for at røre ved ham. 11Og naar de urene Aander saa ham, faldt de ned for ham og raabte og sagde: „Du er Guds Søn.‟ 12Og han truede dem meget, at de ikke maatte gøre ham kendt.

13Og han stiger op paa Bjerget og hidkalder, hvem han selv vilde; og de gik hen til ham. 14Og han beskikkede tolv, til at de skulde være hos ham, og til at han kunde udsende dem til at prædike 15og at have Magt til at uddrive de onde Aander. 16Og han beskikkede de tolv, og han tillagde Simon Navnet Peter; 17fremdeles Jakob, Zebedæus's Søn, og Johannes, Jakobs Broder, og han tillagde dem Navnet Boanerges, det er Tordensønner; 18og Andreas og Filip og Bartholomæus og Matthæus og Thomas og Jakob, Alfæus's Søn, og Thaddæus og Simon Kananæeren
d. e. den nidkære.
19og Judas Iskariot, han, som forraadte ham.

20Og han kommer hjem, og der samles atter en Skare, saa at de end ikke kunne faa Mad. 21Og da hans nærmeste hørte det, gik de ud for at drage ham til sig; thi de sagde: „Han er ude af sig selv.‟ 22Og de skriftkloge, som vare komne ned fra Jerusalem, sagde: „Han har Beelzebul, og ved de onde Aanders Fyrste uddriver han de onde Aander.‟ 23Og han kaldte dem til sig og sagde til dem i Lignelser: „Hvorledes kan Satan uddrive Satan? 24Og dersom et Rige er kommet i Splid med sig selv, kan samme Rige ikke bestaa. 25Og dersom et Hus er kommet i Splid med sig selv, vil samme Hus ikke kunne bestaa. 26Og dersom Satan har sat sig op imod sig selv og er kommen i Splid med sig selv, kan han ikke bestaa, men det er ude med ham. 27Men ingen kan gaa ind i den stærkes Hus og røve hans Ejendele, uden han først binder den stærke, og da kan han plyndre hans Hus. 28Sandelig, siger jeg eder, alle Ting skulle forlades Menneskenes Børn, Synder og Bespottelser, hvor store Bespottelser de end tale; 29men den, som taler bespotteligt imod den Helligaand, har evindeligt ingen Forladelse, men skal være skyldig i en evig Synd.‟ 30De sagde nemlig: „Han har en uren Aand.‟

31Og hans Moder og hans Brødre komme, og de stode udenfor og sendte Bud ind til ham og lode ham kalde. 32Og en Skare sad omkring ham, og de sige til ham: „Se, din Moder og dine Brødre og dine Søstre ere udenfor og spørge efter dig.‟ 33Og han svarer dem og siger: „Hvem er min Moder og mine Brødre?‟ 34Og han saa omkring paa dem, som sade rundt om ham, og sagde: „Se, her er min Moder og mine Brødre! 35Thi den, som gør Guds Villie, det er min Broder og Søster og Moder.‟

Copyright information for DaOT1931NT1907