‏ Proverbs 8

1Mon ikke Visdommen kalder, løfter Indsigten ikke sin Røst? 2Oppe paa Høje ved Vejen, ved Korsveje træder den frem; 3ved Porte, ved Byens Udgang, ved Dørenes Indgang raaber den: 4Jeg kalder paa eder, I Mænd, løfter min Røst til Menneskens Børn. 5I tankeløse, vind jer dog Klogskab, I Taaber, saa faa dog Forstand! 6Hør, thi jeg fører ædel Tale, aabner mine Læber med retvise Ord; 7ja, Sandhed taler min Gane, gudløse Læber er mig en Gru. 8Rette er alle Ord af min Mund, intet er falskt eller vrangt; 9de er alle ligetil for den kloge, retvise for dem der vandt Indsigt. 10Tag ved Lære, tag ikke mod Sølv, tag mod Kundskab fremfor udsøgt Guld; 11thi Visdom er bedre end Perler, ingen Skatte opvejer den. 12Jeg, Visdom, er Klogskabs Nabo og raader over Kundskab og Kløgt. 13HERRENS Frygt er Had til det onde. Jeg hader Hovmod og Stolthed, den onde Vej og den falske Mund. 14Jeg ejer Raad og Visdom, jeg har Forstand, jeg har Styrke. 15Ved mig kan Konger styre og Styresmænd give retfærdige Love; 16ved mig kan Fyrster raade og Stormænd dømme Jorden. 17Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder mig. 18Hos mig er der Rigdom og Ære, ældgammelt Gods og Retfærd. 19Min Frugt er bedre end Guld og Malme, min Afgrøde bedre end kosteligt Sølv. 20Jeg vandrer paa Retfærds Vej, midt hen ad Rettens Stier 21for at tildele dem, der elsker mig, Gods og fylde deres Forraadshuse. 22Mig skabte HERREN først blandt sine Værker, i Urtid, førend han skabte andet; 23jeg blev frembragt i Evigheden, i Begyndelsen, i Jordens tidligste Tider; 24jeg fødtes, før Verdensdybet var til, før Kilderne, Vandenes Væld, var til; 25førend Bjergene sænkedes, før Højene fødtes jeg, 26førend han skabte Jord og Marker, det første af Jordsmonnets Støv. 27Da han grundfæsted Himlen, var jeg hos ham, da han satte Hvælv over Verdensdybet. 28Da han fæstede Skyerne oventil og gav Verdensdybets Kilder deres faste Sted, 29da han satte Havet en Grænse, at Vandene ej skulde bryde hans Lov, da han lagde Jordens Grundvold, 30da var jeg Fosterbarn hos ham, hans Glæde Dag efter Dag; for hans Aasyn leged jeg altid, 31leged paa hans vide Jord og havde min Glæde af Menneskens Børn. 32Og nu, I Sønner, hør mig! Vel den, der vogter paa mine Veje! 33Hør paa Tugt og bliv vise, lad ikke haant derom! 34Lykkelig den, der hører paa mig, saa han daglig vaager ved mine Døre og vogter paa mine Dørstolper. 35Thi den, der finder mig; finder Liv og opnaar Yndest hos HERREN; 36men den, som mister mig, skader sig selv; enhver, som hader mig, elsker Døden.