‏ Romans 11

Israels Forhærdelse er dog ikke altomfattende. En Rest af Folket lod sig frelse, 1-10. Israels Forhærdelse medførte Hedningernes Omvendelse, og denne skal atter fremkalde Jødernes Omvendelse, der vil blive til den største Velsignelse, 11-15. Derfor skulle de omvendte Hedninger ikke i Hovmod foragte Jøderne, 16-24. Israels Forhærdelse er ikke stedsevarende, men skal hæves til sidst. Derfor priser Paulus Guds Visdom, 25-36.

1Jeg siger da: Mon Gud har forskudt sit Folk? Det være langt fra! Thi ogsaa jeg er en Israelit, af Abrahams Sæd, Benjamins Stamme. 2Gud har ikke forskudt sit Folk, som han forud kendte. Eller vide I ikke, hvad Skriften siger i Stykket om Elias? hvorledes han træder frem for Gud imod Israel, sigende: 3„Herre! dine Profeter have de ihjelslaaet, dine Altre have de nedbrudt, og jeg er den eneste, der er levnet, og de efterstræbe mit Liv.‟ 4Men hvad siger det guddommelige Gensvar til ham? „Jeg har levnet mig selv syv Tusinde Mænd, som ikke have bøjet Knæ for Baal.‟ 5Saaledes er der da ogsaa i den nærværende Tid blevet en Levning som et Naades-Udvalg. 6Men er det af Naade, da er det ikke mere af Gerninger, ellers bliver Naaden ikke mere Naade. 7Hvad altsaa? Det, Israel søger efter, har det ikke opnaaet, men Udvalget har opnaaet det; de øvrige derimod bleve forhærdede, 8som der er skrevet: „Gud gav dem en Sløvheds Aand, Øjne til ikke at se med, Øren til ikke at høre med indtil den Dag i Dag.‟ 9Og David siger: „Deres Bord vorde til Snare og til Fælde og til Anstød og til Gengældelse for dem; 10deres Øjne vorde formørkede, saa de ikke se, og bøj altid deres Ryg!‟

11Jeg siger da: Mon de have stødt an, for at de skulde falde? Det være langt fra! Men ved deres Fald er Frelsen kommen til Hedningerne, for at dette kunde vække dem til Nidkærhed. 12Men dersom deres Fald er Verdens Rigdom, og deres Tab er Hedningers Rigdom, hvor meget mere skal deres Fylde være det! 13Og til eder, I Hedninger, siger jeg: For saa vidt jeg nu er Hedningeapostel, ærer jeg min Tjeneste, 14om jeg dog kunde vække min Slægt til Nidkærhed og frelse nogle af dem. 15Thi dersom deres Forkastelse er Verdens Forligelse, hvad bliver da deres Antagelse andet end Liv ud af døde?

16Men dersom Førstegrøden er hellig, da er Dejgen det ogsaa; og dersom Roden er hellig, da ere Grenene det ogsaa. 17Men om nogle af Grenene bleve afbrudte, og du, en vild Oliekvist, blev indpodet iblandt dem og blev meddelagtig i Olietræets Rod og Fedme, 18da ros dig ikke imod Grenene; men dersom du roser dig, da bærer jo ikke du Roden, men Roden dig. 19Du vil vel sige: Grene bleve afbrudte, for at jeg skulde blive indpodet. 20Vel! ved deres Vantro bleve de afbrudte, men du staar ved din Tro; vær ikke overmodig, men frygt! 21Thi naar Gud ikke sparede de naturlige Grene, vil han heller ikke spare dig. 22Saa se da Guds Godhed og Strenghed: Over dem, som faldt, er der Strenghed, men over dig Guds Godhed, hvis du bliver i hans Godhed; ellers skal ogsaa du afhugges. 23Men ogsaa hine skulle indpodes, dersom de ikke blive i Vantroen; thi Gud er mægtig til atter at indpode dem. 24Thi naar du blev afhugget af det Olietræ, som er vildt af Naturen, og imod Naturen blev indpodet i et ædelt Olietræ, hvor meget mere skulle da disse indpodes i deres eget Olietræ, som de af Natur tilhøre!

25Thi jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om denne Hemmelighed, for at I ikke skulle være kloge i eders egne Tanker, at Forhærdelse delvis er kommen over Israel, indtil Hedningernes Fylde er gaaet ind; 26og saa skal hele Israel frelses, som der er skrevet: „Fra Zion skal Befrieren komme, han skal afvende Ugudeligheder fra Jakob; 27og dette er min Pagt med dem, naar jeg borttager deres Synder.‟ 28Efter Evangeliet ere de vel Fjender for eders Skyld, men efter Udvælgelsen ere de elskede for Fædrenes Skyld; 29thi Naadegaverne og sit Kald fortryder Gud ikke. 30Thi ligesom I tilforn bleve ulydige imod Gud, men nu fik Barmhjertighed ved disses Ulydighed, 31saaledes bleve ogsaa disse nu ulydige, for at ogsaa de maatte faa Barmhjertighed ved ▼

▼i Anledning af.

den Barmhjertighed, som er bleven eder til Del. 32Thi Gud har indesluttet alle under Ulydighed, for at han kunde forbarme sig over alle. 33O Dyb af Guds Rigdom og Visdom og Kundskab! hvor uransagelige ere hans Domme, og hans Veje usporlige! 34Thi hvem har kendt Herrens Sind? eller hvem blev hans Raadgiver? 35eller hvem gav ham først, saa at der skulde gives ham Gengæld derfor? 36Thi af ham og ved ham og til ham ere alle Ting; ham være Ære i Evighed! Amen.