Zechariah 3
1Derpaa lod han mig se Ypperstepræsten Josua, og han stod foran HERRENS Engel, medens Satan stod ved hans højre Side for at føre Klage imod ham. 2Men HERREN sagde til Satan: »HERREN true dig, Satan, HERREN true dig, han, som udvalgte Jerusalem. Er denne ikke en Brand, som er reddet ud af Ilden?« 3Josua havde snavsede Klæder paa og stod foran Engelen; 4men denne tog til Orde og sagde til dem, som stod ham til Tjeneste: »Tag de snavsede Klæder af ham!« Og til ham sagde han: »Se, jeg har taget din Skyld fra dig, og du skal have Højtidsklæder paa.« 5Og han sagde: »Sæt et rent Hovedbind paa hans Hoved!« Og de satte et rent Hovedbind paa hans Hoved og gav ham rene Klæder paa. Saa traadte HERRENS Engel frem, 6og HERRENS Engel vidnede for Josua og sagde: 7Saa siger Hærskarers HERRE: Hvis du vandrer paa mine Veje og holder mine Forskrifter, skal du baade Raade i mit Hus og vogte mine Forgaarde, og jeg giver dig Gang og Sæde blandt dem, som staar her. 8Hør, du Ypperstepræst Josua, du og dine Embedsbrødre, som sidder for dit Ansigt: de er Varselmænd! Thi se, jeg lader min Tjener Zemak komme. 9Thi se, den Sten, jeg lægger hen for Josua — paa den ene Sten er syv Øjne — se, jeg rister selv dens Indskrift, lyder det fra Hærskarers HERRE, og paa een Dag udsletter jeg dette Lands Skyld. 10Paa hin Dag, lyder det fra Hærskarers HERRE, skal I byde hverandre til Gæst under Vinstok og Figentræ.
Copyright information for
DaOT1931NT1907