‏ Acts 13

1Men i Antiochia, i den derværende Menighed, vare der nogle Propheter og Lærere, nemlig Barnabas og Simon med Tilnavn Niger, og Lucius, den Cyrenæer, og Manaen, som var opført med Herodes den Fjerdingsfyrste og Saulus. 2Men der de holdt Gudstjeneste og fastede, sagde den Hellig Aand: udtager mig Barnabas og Saulus til den Gjerning, hvortil jeg har kaldet dem. 3Da fastede de og bade og lagde Hænderne paa dem og lode dem gaae. 4Disse, udsendte af den Hellig Aand, droge da ned til Seleucia og seilede derfra til Cypern. 5Og der de vare komne til Salamis, forkyndte de Guds Ord i Jødernes Synagoger; men de havde ogsaa Johannes til Medhjælper. 6Og der de vare dragne igjennem Øen indtil Paphus, fandt de en Troldkarl, en falsk Prophet, en Jøde, hvis Navn var Barjesus. 7Han var hos Landshævdingen Sergius Paulus, en forstandig mand. Denne kaldte Barnabas og Saulus til sig og begjerede at høre Guds Ord. 8Men Elimas eller Troldkarlen, (thi dette betyder hans Navn), stod dem imod og søgte at afvende Landshøvdingen fra Troen. 9Men Saulus, (som og kaldes Paulus), fyldt med den Hellig Aand, saae stivt paa ham og sagde: 10o, du Djævels Barn, fuld af al List og al Skalkhed, al Retfærdigheds Fjende! vil du ikke lade af at forvende Herrens de rette Veie? 11Og see nu, Herrens Haand er over dig, og du skal vorde blinde og til en Tid ikke see Solen. Men strax faldt Taage og Mørke paa ham, og han gik omkring og søgte Nogen, som kunde lede ham. 12Men Landshøvdingen saae det, som var skeet, troede ham, fuld af Forundring over Herrens Lære. 13Men Paulus og de, som vare med ham, fore bort fra Paphus og kom til Perge i Pamphylien. Men Johannes skiltes fra dem og vendte tilbage til Jerusalem. 14Men de droge videre fra Perge og kom til Antiochia i Pisidien og gik ind i Synagogen paa Sabbatsdagen og satte sig. 15Men efter Lovens og Propheternes Læsning sendte de Øverste for Synagogen til dem og lode sige: I Mænd, Brødre! have I nogen Formaningstale til Folket, da siger frem. 16Men Paulus stod op og slog til Lyd med Haanden og sagde: I israelitiske Mænd og I, som frygte Gud, hører til! 17Dette Folks, Israels, Gud udvalgte vore Fædre og ophøiede Folket, der de boede i Udlændighed i Ægyptens Land, og førte dem derfra med en Høi Arm. 18Og henved fyrretyve Aar fordrog han deres Sæder i Ørkenen. 19Og han udslettede syv Folk i Canaans Land og loddeelte disses Land iblandt dem. 20Og siden i henved fire hundrede og halvtredsindstyve Aar gav ham dem Dommere, indtil Propheten Samuel. 21Og derefter bade de om en Konge; og Gud gav dem Saul, Kis' Søn, en Mand af Manjamins Stamme, i fyrretyve Aar. 22Og der han havde taget ham bort, opreiste han dem David til Konge, om hvilken han og vidnede, sigende: jeg har fundet David, Isai Søn, en Mand efter mit Hjerte, som skal gjøre al min Villie. 23Af dennes Sæd opreiste Gud efter Forjættelsen Israel en Frelser, Jesus, 24efterat Johannes forud, før hans Fremtrædelse, havde prædiket Omvendelses Daab for alt Israels Folk. 25Men der Johannes havde fuldkommet Løbet, sagde ham: hvem mene I mig at være? Jeg er det ikke. Men see, den kommer efter mig, hvis Skoe jeg ikke er værdig at løse. 26I Mænd, Brødre, Børn af Abrahams Slægt, og de iblandt Eder, som frygte Gud! Eder er denne Frelses Ord sendt. 27Thi de, som boe i Jerusalem, og deres Øvester, der de ikke kjendte denne, fordømte de ham og opfyldte saaledes ogsaa Prophetens Ord, som læses hver Sabbat. 28Og alligevel de fandt ingen Døds-Skyld hos ham, bade de dog Pilatus, at han maatte ihjelslaaes. 29Men der de havde fuldkommet alle Ting, som ere skrevne om ham, nedtoge de ham af Træet og lagde ham i en Grav. 30Men Gud opriste ham fra de Døde, 31og han blev seet mange Dage af dem, som vare gangne med ham op fra Galilæa til Jerusalem, hvilke ere hans Vidner for Folket. 32Og vi forkyndte Eder den Forjættelse, som er skeet til Fædrene, at Gud har opfyldt den for os, deres Børn, idet han opvakte Jesus; 33som og skrevet er i den anden Psalme: du er min Søn, i Dag har jeg født dig. 34Men at han har opvakt ham fra de Døde, der ingenlunde skal vende tilbage fra Forraadnelse, derom har han saaledes sagt: Forjættelsen til David vil jeg holde Eder trofast. 35Derfor siger han og i en anden Psalme: du skal ikke tilstede din Hellige at see Forraadnelse. 36Men David, der han i sin Livstid havde tjent Guds Raadslutning, sov han hen og blev henlagt til sine Fædre og saae Forraadnelse. 37Men den, som Gud opvakte, saae ikke Forraadnelse. 38Saa være det Eder vitterligt, I Mænd, Brødre! at ved ham kundgjøres Eder Syndernes Forladelse; 39og fra Alt, hvorfra I ikke kunde vorde retfærdiggjorte ved Mose Lov, retfærdiggjøres ved denne hver, som troer. 40Seer nu til, at det ikke kommer over Eder, som er sagt ved Propheterne: 41seer, I Foragtere! og forundrer Eder og bliver til Intet; thi en Gjerning gjør jeg i Eders Dage, en Gjerning, hvilken I ikke vilde troe, dersom Nogen fortalte Eder den. 42Men der de gik ud af Jødernes Synagoge, bade Hedningerne, at de samme Ord maatte tales for dem paa den følgende Sabbat. 43Men der Forsamlingen var opløst, fulgte mange Jøder og andægtige Proselyter Paulus og Barnabas, hvilke talede til dem, og formanede dem at holde fast ved Guds Naade. 44Men paa den følgende Sabbat forsamles næsten den ganske Stad, at høre Guds Ord. 45Men der Jøderne saae den Mængde, bleve de fulde af Nidkjærhed og imodsagde det, som blev sagt af Paulus, ja, baade imodsagde og bespottede. 46Men Paulus og Barnabas talede frit og sagde: det var fornødent, at Guds Ord skulde først tales for Eder; men efterdi I forskyde det, og agte Eder ikke selv værdige til det evige Liv, see, saa vende vi os til Hedningerne. 47thi saaledes har Herren befalet os: jeg har sag dig til Hedningernes Lys, at du skal være til Saliggjørelse indtil Jordens Ende. 48Men der Hedningerne det hørte, bleve de glade, og prisede Herrens Ord og troede, saamange, som vare skikkede til det evige Liv. 49Men Herrens Ord udbredtes over det ganske Land. 50Men Jøderne opirrede de andægtige og fornemme Kvinder og de første Mænd i Staden; og de opvakte en Forfølgelse over Paulus Og Barnabas, og udstødte dem af deres Grændser. 51Men de rystede Støvet af deres Fødder imod dem og kom til Iconium. 52Men Disciplene bleve fulde af Glæde og af den Hellig Aand.