‏ Acts 21

1Men der det var skeet, at vi havde revet os fra dem og vare komne ud paa Søen, seilede vi lige til Cos, men anden Dag til Rhodus og derfra til Patara. 2Og der vi fandt et Skib, som vilde gaae til Phonicien, traadte vi derudi og fore bort. 3Men der vi fik Cypern i Sigte, lode vi den paa venstre Haand, og seilede til Syrien og naaede til Tyrus; thi der skulde Skibet losse sin Ladning. 4Og da vi fandt Disciple, bleve vi der syv Dage; disse sagde Paulus ved Aanden, at han ikke skulde drage op til Jerusalem. 5Men der vi havde bragt disse Dage til ende, droge vi ud paa vor Reise, og de ledsagede os alle med Hustruer og Børn indtil udenfor Staden; og vi faldt paa Knæ paa Starandbredden og bade. 6Og der vi havde taget Afsked fra hverandre, traadte vi i Skibet; men de vendte tilbage til Deres. 7Men vi fuldendte vor Seilads, og kom fra Tyrus til Ptolemais, og hilsede Brødrene, og bleve een Dag hos dem. 8Anden Dagen drog Paulus og vi med ham ud og kom til Cæsarea, og vi med ham ud og kom til Cæsarea, og vi gik ind i Philippus' den Evangelistes Huus, (som var af de syv), og bleve hos ham. 9Men denne havde fire Døttre, som vare Jomfruer og Prophetinder. 10Men der vi bleve der flere Dage, kom en Prophet ned fra Judæa, ved Navn Agabus. 11Og han kom til os og tog Paulus' Belte, og bandt sine egne Hænder og Fødder og sagde: dette siger den Hellig Aand: den Mand, som dette Belte hører til, skulle Jøderne saaledes binde i Jerusalem, og overantvorde ham i Hedningers Hænder. 12Men der vi hørte dette, bade vi og de der paa Stedet ham, at han ikke skulde drage op til Jerusalem. 13Men Paulus svarede: hvad gjøre I, at I græde og plage mit Hjerte? thi jeg er rede, ikke aleneste at bindes, men og at de døe i Jerusalem for den Herres Jesu Navns Skyld. 14Men der han ikke vilde lade sig overtale, bleve vi stille og sagde: skee Herrens Villie! 15Men efter de Dage, der vi vare færdige, droge vi op til Jerusalem. 16Men der reiste ogsaa nogle med os af Disciplene fra Cæsarea, som bragte os til Mnason fra Cypern, en gammel Discipel, hos hvilken vi skulde have Herberge. 17Men der vi kom til Jerusalem, annammede Brødrene os med Glæde. 18Men anden Dagen gik Paulus ind med os til Jakob, og alle de Ældste kom derhen. 19Og der han havde hilset dem, fortalte han stykkevis, hvad Gud havde gjort iblandt Hedningerne ved hans Tjeneste. 20Men der de hørte, prisede de Herren, og de sagde til ham: Broder! du seer, hvor mange tusinde Jøder der ere, som have antaget Troen, og de ere alle nidkjære for Loven. 21Men de havde hørt om dig, at du lærer alle Jøder, som ere iblandt Hedningerne, at falde fra Moses, og siger at de ikke skulle omskære Børnene, ei heller vandre efter Skikkene. 22Hvad er da at gjøre? Mængden vil visseligen komme sammen; thi de ville faae at høre, at du er kommen. 23Gjør derfor dette, som vi sige dig: der ere fire Mænd iblandt os, som have et Løfte paa sig. 24Tag dem til dig og lad dig rense med dem og gjør Bekostning paa dem, at de rage Hovedet, saa skulle alle vide at det er intet, somd Eder have hørt om dig, men at du og selvvandrer saaledes, at du holder Loven. 25Men om de Hedninger, som ere blevne troende, have vi udsendt en Skrivelse og besluttet, at de intet saadant skulle holde, men vogte sig for Afguds-Offer og Blod og det Kvalte og Hoveri. 26Da tog Paulus Mændene til sig og lod sig næste Dag rense med dem, og gik ind i Templet og gav tilkjende, at de vilde udholde Renselsesdagene, indtil Offret var fremført for enhver af dem. 27Men der de syv Dage vare næsten til Ende, saae Jøderne fra Asia ham i Templet, og oprørte alt Folket, og lagde Haand paa ham, 28og skrege: I israelitiske Mænd, hjælper! Dette er det Menneske, som allevegne lærer Alle imod Folket og Loven og dette Sted; og tilmed har han og ført Græker ind i Templet og gjort dette hellige Sted ureent. 29(Thi de vare tilforn seet Trohpimus den Epheser i Staden med ham, og han meente de, at Paulus havde ført ind i Templet.) 30Og de ganske Stad kom i Bevægelse, og der blev et Tilløb af Folk; og de grebe Paulus og droge ham ud af Templet, og strax bleve Dørene lukte. 31Men der de søgte at ihjelslaae ham kom et Budskab til Øversten for Roden at hele Jerusalem var i Forvirring. 32Han tog strax Stridsfolk og Høvedsmænd til sig og gik ind paa dem. Men der de saae Øversten og Stridsfolket, lode de af at slaae Paulus. 33Men der Øversten kom nær til, tog han ham, og befoel ham at bindes med to Lænker, og han udspurgte, hvo han var, og hvad han havde gjort. 34Da raabte den Ene det, den Anden det iblandt Folket; men der han intet vist kunde forfare for Larmen, befoel han at føre ham til Fæstningen. 35Men der han kom til Trapperne, skete det, at han maatte bæres af Stridsfolket for Trængsel af Mængden; 36thi der fulgte meget Folk efter og raabte: bort med ham! 37Og der Paulus skulde føres ind i Fæstningen, siger han til Øversten: er det mig tilladt at tale Noget til dig? Men han sagde: forstaaer du Grækisk? 38Mon du ikke være den Ægypter, som for nogen Tid siden gjorde oprør og førte de fire tusinde Snigmordere ud i Ørken? 39Men Paulus sagde: jeg er en jødisk Mand fra Tasus, en Borger af en ikke ubekjendt Stad i Cilicia. Men jeg beder dig, tilsted mig at tale til Folket. 40Men der han havde tilstedet ham det, stod Paulus frem paa Trapperne, og slog til Lyd med Haanden for Folket. Men der det var blevet meget stille, raabte ham til dem i det hebraiske Sprog og sagde: